En stor flok hjejler lige uden for Stjær

Tåstrupvej, syd for byskiltet kl. 17 i dag

Musvåger over Nødager på Djursland

 

 

Kulturskoven

Noter fra Kulturskoven - dansk skovbrug fra oldtid til nutid af Bo Fritzbøger, 1994

P. 29, 60, 131, 134
Stævningsskovbrug (lavskovbrug)
Stævningsskovbrug (lavskovbrug) består i at udnytte de fleste træarters evne til at skyde fra rod, gren eller stød (rod) efter beskæring, og interessen rettedes især mod hassel og eg, der særlig godt tåler denne behandling. Af de afskårne skud og grene fremstilledes ris og staver, som først og fremmest anvendtes til hegn, kurve, fletværk i bygninger og brolægning af veje. Derudover blev grenene anvendt til brændsel.
Ved stævning af træerne sker der 2 ting:
1. En del af træernes  rodnet dør væk og omsættes til optagelige næringsstoffer.
2. Der bliver lukket op for sollyset, så urtefloret året efter stævningen nærmest eksploderer af lyskrævende arter, som har overlevet skyggeperioden uden at sætte blomst.
Mangestammede og tildels sammenvoksede bøge tyder på græsningsskader eller stævning i træernes ungdom.

P. 160
Nedstynede grene
Nedstynede grene kan f.eks. anvendes til gærdefletning. Nedstynede grene benyttes altså til gærdsel.

P. 162
Gærdselsskov
Mens stævningsskovdriften tidligere havde frembragt snart sagt alle former for træprodukter, så opfattedes stævningsskoven gennem 1700-tallet stadig mere som gærdselsskov.

P. 32-34
Torper (udflytterlandsbyer)
Som følge af forbedrede levevilkår oplevede man en kraftig befolkningstilvækst i  1100-1200-tallet. En udbygning af de eksisterende landsbyer, der formentlig havde været navngivet siden jernalderen, men som blot førte navnene med sig på deres flytninger, var imidlertid ikke nok til at imødegå befolkningens vækst. Så i stedet for at lade dem vokse til kæmpelandsbyer med uhensigtsmæssigt lange transportveje fra gårdene til de fjerneste marker. I randen af de gamle landsbyers jorder, der hvor græsningsarealer og skov vekslede mellem hinanden, anlagde man nye bebyggelser. Disse såkaldte torper bestod i begyndelsen som regel kun af en eller to gårde, der ofte fik navn efter udflytningens initiativtager. I vore dage kendes sådanne udflytter-landsbyer, af hvilke der findes talrige over det ganske land, bl.a. på navneendelser som
-rup, -strup og -trup.

P. 34
Rydninger
Den tunge hjulplov, der kom til landet i løbet af middelalderen, lettede arbejdet med tunge sten- og rodfyldte muldjorder betydeligt. Derved bidrog den blandt andet til, at de mange nye landsbyer lettere end før kunne anlægges på de bedre jorder i skoven. Og bynavne af de kendte rydningstyper (foruden torpnavnene særlig -slet og -rød) kan derfor give os et fingerpeg om, hvor der i middelalderen blev ryddet ødemark til ager og bosættelser.  Andre navneendelser der kan benyttes som skovindikatorer er -skov, -lund, -ved og -holt.

P. 41
Marknavne
I fællesskabstidens landbrug var hver eneste lille del af agerjorden forsynet med sit individuelle navn, og dette marknavn indeholdt ikke sjældent en karakteristik af det pågældende jordstykke i form af henvisninger til den naturlige vegetation eller de tilgrænsende agers brug.
De fleste marknavne kendes i dag fra Christian Vs Matrikel fra 1680érne.
Og forekomsten i 1680érne af et betydeligt antal påviselige skovløse byer med marknavne som "skovvang" og "lundemark" illustrerer tydeligt de mellemliggende århundredes afskovning.

Marknavne  1682 i den nu skovløse by Bendslev, Krummerup Sogn, Sydvestsjælland. Efter Christian Vs Matrikel, markbog for Krummerup Sogn 1682 (Rigsarkivet):

JELLINGE WONGEN
Mærte Kielss Aas
Præste Holmen
Ofuen for Merte Kielss Aas
En Weng Aas
Brente Aas
Aae Aggre
Leer Aggre
Krage Holmen
Aae Holmen
Heslle Stente Høfd

EGESKOUFS WONG
Foel Ager
Pelle Homper
Bye Ager Aas
Lessetals Eng
Stached Trune Aas
Lange Trunes Aas
Elledtz Eng
Stached Leer Ager
Maul Ager Aas
Præst Holm
Blisse Kiers Aas
Tømmes Bierge
Ugle Wraa Støcher
Ugle Wraa Aggre
Nørmoesse Eng
Halgangs Eng
Stij Tyche
Hveen
Hosse Rings Agre
Brød Homper
Sleet Aas
Søebiergs Aas
Gamle Wraaes
Homper
Gamle Wraas Eng
Tveden

BØGESCKOW WONGEN
Bye Aggeren ved
Liddet
Aae Agger Aas
Krag Aggerne
Stachede Aae
Agger
Sandholmen
Paa Krommerup
Weyen
Gierrebreds Aasen
Kimmer Mad
Bøgeskoufs Aasen
Lange Recke Aas
Nørskou
Bag Norskouven
Bøgeskoufs Wraa Aas
BøgeskowEnge
Stycher
Stachet By Agger
Lamme Holmen
Brend Tved
Tatters Høfd Holmb.

P. 54
Spor i landskabet efter gærder og hegn
I en del tilfælde er hegnet efter bortryddede skove overtaget af landbruget og har derfor fået lov til at blive stående; i det mindste indtil de seneste årtiers grasserende jævningsfeber. I andre, og flere, tilfælde vidner hegn inde i eksisterende skove omvendt om, hvor skovgrænsen gik ved indfredningen.

P. 58
Framlev Herreds Kongelige skove 1731
Uddrag af skovrider Peder Mönsters "Underdanig efterretning over det mig allernådigst anfortroede skovriderberidts skove og vildtbaners tilstand og beskaffenhed udi Framlev og Hjelmslev herreder", 24/8 1731 (Rigsarkivet, Rtk. 333.17)

SJELLE SOGN
Sjelle Overskov: er i længden en fjerdingvej og ligeså bred; består af ung ege- og bøgeskov, ellers er nogle gamle ege og bøge imellem, og god underskov af birk, hassel, enebærris og tjørn.
Sjelle Nederskov: en fjerdingvej lang, 20 á 30 favne bred; er et krat, som består af hassel og tjørn med nogle gamle egestumper iblandt
Sjelleskovgårds Kobler, Nederskov (er 1000 favne lang og 400 favne bred) og Dyrehaven (er 500 favne lang og lige så bred): er indlukte rytterkobler, og består skoven af god bøgeskov med nogle få ege og aske imellem samt god underskov af hassel, el og tjørn

SKØRRING SOGN
Skørring Overskov: er en fjerdingvej lang og ligeså bred; består af gamle bøgetræer og nogle gamle ege, som er tophaldne (=udgået), men god underskov, ligesom ved Sjelle er meldt
Skørring Nederskov: er 1200 favne lang og 3 á 400 favne bred; består af god ege- og bøgeskov, og god underskov af hassel, el og tjørn
Rode Krat: er 100 favne lang og 20 á 30 favne bred; består af hassel og tjørn samt nogle risbøge

SKIVHOLME SOGN
Herskind Krat: er i længden 1/4 mil og i bredden 20 á 30 favne;  består af god underskov, hassel og tjørn

FRAMLEV SOGN
Lillering Skov: udi længden 1000 favneog 4 á 500 favne bred; er god ung skov, som består af opelskede risbøge og god underskov af hassel, avnbøg og tjørn

STJÆR SOGN
Stjær Skov: er i længden 1000 favne og i bredden 350 favne somme steder smallere; består af risbøgeskov og nogle få gamle ege iblandt, så og noget underskov af bøgepur og hassel

STORRING SOGN
Storring Langskov: er præstegården tilhørende; i længden 500 favne, i bredden 100 favne; består af gammel bøgeskov og nogle få ege med god underskov, som består af hassel og el
Gammelgård Skov: er 50 favne lang og 150 favne bred; er nogle gamle egetumper samt ung risbøge- og risegeskov
Høver Skov:  er i længden 900 favne og ligeså bred; består af god underskov med nogle unge risbøge iblandt så og nogle gamle udgåede og afstyvede egestumper

SKOVBY SOGN
Skovby Krat: er i længden 700 favne og 50 favne bred; består i underskov af hassel, el og tjørn
Lundgård Skov: er 450 favne lang og 4 á 500 favne bred; består af ung bøgeskov og nogle egestumper iblandt, så og god underskov af hassel, el og tjørn

GALTEN SOGN
Galten Skov og Krat: er 1/4 mil i længden og ligeså i bredden; den største part er underskov, som består af birk, hassel, el og tjørn samt nogle gamle afstyvede egestumper. Ellers noget risbøgeskov, som er selvejernes

P. 69
Stjerneudskiftning og udflytning
Hvor det ikke var muligt at stjerneudskifte, således alle gårde kunne blive liggende i landsbyen omgivet af deres nyerhvervede jordlodder, måtte udskiftningen suppleres med en udflytning.

P. 73, 75
Sandflugt
Sandflugten opstod først og fremmest i forbindelse med forstrandens klitter og på den midtjyske lynghede, hvor det øverste tørvelag var skrællet af for at blive benyttet som brændsel eller gødning. Problemet voksede derfor som tiden gik, og i 1700-tallets sidste halvdel udgjorde sandflugtsområderne omkring 3% af landets samlede areal. Sandflugtens omfang var størst i Midt- og Vestjylland.
Først i slutningen af 1850érne kom der for alvor gang i anlæggelsen af jyske klitplantager som værn imod den menneskeskabte sandflugt. Staten anlagde klitplantager: Tvorup vest for Thisted, Bordrup ved Oksbøl, Tversted ved Tannis Bugt og Husby syd for Nissum Fjord.

P. 87
Ahl-lag
Almindelig muldjord er kendetegnet ved god bearbejdning ved hjælp af bl.a. regnorm, som øger omsætningen af næringsstoffer og giver en glidende overgang mellem jordens organiske materiale og mineraljorden. Men i områder med sandende jorder, stor fugtighed og ringe jordbearbejdning vil nedbrydningen af blade og andre planterester ofte forringes med det resultat, at der sker en forsuring. År for år ophobes der næringsstoffer, som i værste fald udvaskes af de øvre jordlag for senere at udfældes i et hårdt, lavere liggende ahl-lag. Denne såkaldte mor-dannelse fremmes bl.a. af vegetationens art, og kendes især fra lyngheden. Men også i rene bøgebevoksninger, der på grund af manglende bundvegetation udsættes for træk, og hvor jorden ikke regelmæssigt bearbejdes af oldensvin eller skovplove, vil der undertiden opstå mor.

P. 156-157
Begrebet i " ny og næ"
Det nok hedeste diskussionsemne blandt 16- og 1700-tallets skovbrugere var, hvilken betydning månens stilling havde for hugstens og skovdyrkningens gunstige udfald. F.eks. tømmer skulle hugges i næ (aftagende måne) eller såninger skulle foretages i ny (tiltagende måne). 

P. 162
Vasegærder og vindegærder
I gammel tid bestod mange hegn af såkaldte vasegærder, der kom i stand ved, at man mellem to parallelle rækker af nedrammede staver bunkede alle de grene - gerne tornede - og alt det kvas sammen, som man kunne få fat i. Sådanne gærder var hurtige at fremstille, men uhyggeligt materialekrævende. Så da træmangelen satte ind, gik man de fleste steder over til vindegærder, som kun bestod af en enkelt række staver, hvor imellem man flettede smidige, nedstævnede grene af hassel, el eller pil.

P. 168-169
Svedjebrug
Asken efter rydning gav midlertidigt næringstilskud, som dog efter nogle år blev brugt op.
Det kan ikke udelukkes , at eksempelvis Brændte Overdrev ved Bregentved på Sjælland har været genstand for en eller anden form for svedjebrug. I samme retning peger marknavne som Brændte Ris Agre i Væggerløse på Falster. 

P.  171
Trevangsbrug og landmålere
En vang drevet i trevangsbrug hvilede i princippet i et år, hvorefter den blev dyrket i to. Men det var sjældent hele vangen, der blev dyrket hver gang. De centrale dele blev som regel gødsket hyppigst, og tålte derfor bedst den forholdsvise intensive drift. Men i udkanten af vangen kom møgkærren sjældent, og jorden her måtte derfor nøjes med den gødning, som græssende kreaturer kunne give efter høst, og når vangen hvert tredje år var fælled. Derfor kunne der gå 15-20 år imellem, at de fjernest beliggende åse blev besået, og i denne lange hvileperiode, bredte træer og buske sig ind over agrene. Ved matrikuleringen i 1680érne, hvor al agerjord skulle opmåles, havde landmålerne til tider ligefrem svært ved at mase sig igennem krattet på sådanne hvilende agre.

P. 176
Den Danske Atlas
Et topografisk flerbindsværk af Biskop Erich Pontoppidan fra 1760érne.

P.  176
Højryggede agre
Den tunge hjulplov dannede de såkaldet højryggede agre. Typisk 6-16 m brede og op imod 60 cm høje. Se desuden Det åbne lands kulturhistorie af Bo Fritsbøger.

P. 189
Teglskove
1500-årenes byggeaktivitet havde stor indflydelse på danske skove. Ikke alene fordi forbruget af tømmer var enormt. Men også fordi de mange murede bygninger forudsatte brænding af hundredetusinder af teglsten og tonsvis af kalk.
På grund af rent geologiske forhold var teglbrændingen i nogen grad regionalt specialiseret, og langs Østjyllands fjorde og den fynske kyst lå små og store teglværker som perler på snor. Skibet var nemlig den eneste realistiske transportmulighed for gods i sådanne mængder.
Ved byggerier i  skovegnen placerede man oftest teglbrænderiet så nær ved byggepladsen som muligt. Og deraf udspringer antagelig navngivningen af de forholdsvis mange Teglskove spredt i det danske landskab.

P. 189-191
Kalk
Der skulle benyttes mørtel til at bygge stenhuse. I mørtel indgår kalk fremstillet af brændt kalksten. Kalk, eller på gammel dansk lim, er omkring Limfjorden særlig let tilgængelig. Men kalk findes mange steder i den danske undergrund.  Den største kalkproduktion skete de steder hvor der var både kalk og brændsel. På egnen omkring Daugbjerg og Mønsted vest for Viborg, benyttede man lyng som brændsel til kalkovnene.  Man var dog de fleste steder helt afhængig af træ som brændsel.  Langs Mariager Fjord var der både tilgængelig kalk, store skove og gode besejlingsforhold.

P. 191-192
Salt
Der blev sydet salt i mange egne af landet, men kendt i denne sammenhæng er især Læsø, egnen omkring Lønborggård sydøst for Ringkøbing Fjord (Lønborgsalt) samt Sydslesvig (Frisisk salt). Sydningen på Læsø var dog så dominerende, at dansk salt i 1600-tallet ofte uden videre gik under betegnelsen Læsøsalt.
Opvarmningen af de store, åbne saltpander var uhyggeligt energikrævende og blev forbudt i 1652. Men da havde den allerede forvoldt uoprettelig skade på Læsøs natur. Øens oprindelige skov var så godt som væk, og umilde klimatiske forhold fik sammen med læsøboernes husdyrhold skabt den lynghede, som endnu præger store dele af øen.

P. 205-208
Trækul
Trækul fremkommer ved afbrænding af træ under begrænset tilgang af luft, hvorved træets organiske forbindelser ikke forbrændes med  forkulles.  Kvaliteten af trækullet er helt afhængig af svidningens forløb og træets art, idet dog stort set alle arter har kunnet anvendes. Før indførelsen af nåletræ blev ege- og bøgekul foretrukket, mens især el dog synes anvendt til brænding af krudt kul.
Trækuls brændværdi er godt dobbelt så høj som bøgebrændes, ca. 33.000 kj/kg og forbrænding afgiver det en stærk stabil varme, som bl.a. er en forudsætning for brocestøbning (ved ca. 1000 grader C) og udvinding af jern (ved ca. 1400 grader C).
Fra historisk tid kendes to grundformer for kulsvidning. Enten foregik den kontrollerede forkulning i lukkede gruber i jorden, eller også blev træet stablet til miler, hvorefter det blev dækket med et lufttæt lag af tørv, jord og bregner eller halm. Milesvidning synes efter 1200-tallet gradvis at have fortrængt grubesvidning, og det var en stor kunst at sørge for, at der slap akkurat så meget luft ind, så forkulningen fortsatte uden at slå over i egentlig forbrænding.
Milen består af kløvet brænde, der er stablet omkring fire lodrette pæle, som danner en skorsten. For at hindre utilsigtet lufttilgang tildækkes milen inden antænding med bregner, grus, græstørv eller lignende, og under svidningen må der jævnligt kastes jord på milen for at forhindre, at forkulningen slår over i en åben forbrænding.
De skrøbelige kul tåler dårligt lang transport, hvorfor produktionen måtte foregå så tæt på aftagerne som muligt.
På Gisselfeld ophørte svidningen omkring 1770, mens man på både Brahetrolleborg og Frijsenborg blev ved et godt stykke ind i 1800-tallet. I den helt store stil videre førtes produktionen dog kun i Rold Skov og det nordøstlige Sjælland, hvor skovene var store, og afsætningsmarkedet lå tæt ved.
Gradvist overtog importen af stenkul markedet.

P. 205
Træaske benyttes til fremstilling af potaske, soda og salpeter
Det mere eller mindre forbrændte træ udgjorde undertiden selve produktet. Af træasken kunne man således udvinde et par særdeles brugbare salte: potaske eller soda (natriumkarbonat) til rengøring og glasfremstilling og salpeter (kaliumnitrat) til den strategisk vigtige indenlandske produktion af krudt.
I 1600-årene fandtes der såkaldte salpeterlader i mange danske len.
Selve krudt fremstillingen foregik i Nordsjælland og i Flensborg.
Eftersom de kemiske forbindelser, der skulle udnyttes til potaske- og salpetersydning, udgør mindre en 1% af træets tørvægt, må træforbruget i 1600-tallets krudtproduktion have været enormt.

P. 255
Skanderborg Rytterdistrikt
Nævnt på denne side.

P. 364-367
Skovembeder
Skovfoged/skovrider
Typen på skovfoged var i statsskoven helst en granvoksen mand, ofte bar han et velproportioneret fuldskæg. Til daglig brug kunne han færdes i civil, men den reglementerede kasket var obligatorisk, ligesom de lange støvler hørte med. Privatskovens skovfogeder frembød en meget varieret klædedragt, som oftest prydet med hjortetaksknapper i rad og række, for og bag, varierende i størrelse efter anvendelse og individuel smag. Skæg og støvler var sædvane, hatten var ofte særpræget. Oftest havde han opdræt af jagthunde for at hjælpe på indtægterne, og det gav en vis baggrund at have en hund til at følge i hælene, så at man i påkommende tilfælde kunne demonstrere, hvor velopdragne de hunde var, og netop fra den kennel.  (Uddrag af daværende skovfogedelev Povl Schmidts erindringer fra årene omkring 1912-13 (efter Ole Højrup: Herregårdsliv 4, København 1981)).
Skovfogden benævnes også skovrider, da hesten er hans transportmiddel.

Skovløber
En del af skovarbejderne blev ansat som skovløbere, i statsskovvæsenet undertiden kaldet hegnsmænd. De fik samme løn som andre arbejdere, men havde til gengæld bolig i et skovløberhus mod at hold opsyn i den skovpart, der lå nærmest huset. Og i tider med krybskytteri kunne det indebære et temmelig omfattende og undertiden farligt arbejde.
Skovarbejder
Arbejdet var hårdt og ofte dårligt betalt.

P. 380
Fredskovsforordningen 1805
Forordning om skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning i kongeriget Danmark fra 1805, også kaldet Fredskovforordningen, var C.D.F. Reventlows værk. Gennem nogen tid arbejdede han og andre af statsadministrationens embedsmænd på en forordning om skovudskiftning, som var en naturlig følge af den almindelige udskiftningsbevægelse.
Fredskovsforordningen formulerede en grundlov for forholdet mellem skoven som privat ejendom og skoven som samfundsgode.
Fredskovpligten betød, at alle arealer, hvorpå der i 1805 fandtes overskov, i al fremtid skulle fastholdes som skov, og at skovgræsning ikke længere måtte finde sted.

P. 384
Statskovvæsenets distriktsinddeling 1993
Se kort på side denne side.

P. 390
Jeppe Aakjærs hedesag
Uddrag af Jeppe Aakjærs kronik i dagbladet Politiken den 11.12.1909:
For mig er det ikke nok at få lyst fred over en eller anden hældende busk ved vejsvinget, for mig gælder det om at få skreget et stop til den trold, der stjæler os barnet op af vuggen og lægger en skifting i dets sted. Og trolden jeg sigter til, er det Danske Hedeselskab. Det har samlet hele sin opmærksomhed om Vestjylland, og ingen erobrede horde kunne have gået mere skånselsløst til værks mod en provins´ oprindelige, nationale skønhedsværdier. Det er et selskab, der truer på livet alt det helligste, vi ejer, alt det, vi har erklæret vores kærlighed i vort livs skøneste øjeblikke: landskabet, udsynet, de milehvælvende horisonter. Hvilket eventyrland var ikke disse vestjyske egne i vor barndom, da fåreflokke klang gennem den duggede morgenstilhed milevidt henover lyng og lav.

Allerede midt i 1800-tallet var heden blevet genstand for den samme naturdyrkelse, som i Østdanmark fortrinsvis rettedes mod skoven. Steen Steensen Blicher forevigede hedens rå, tilsyneladende urørte natur, og i takt med en stigende jysk selvforståelse blev synet på lyngheden i løbet af århundredet præget af stærke følelser af både politisk og poetisk tilsnit.
Det var derfor ikke så mærkeligt, at Danmarks Naturfredningsforening allerede fra sin grundlæggelse i 1911 rettede interessen mod heden, og i denne forbindelse var talrige sammenstød med Hedeselskabet uundgåelige.
Stærkest blev den voksende modstand mod hedeopdyrkningen og skovtilplantningen imidlertid formuleret af digteren Jeppe Aakjær. Han fremstod derved som den hårdeste og klareste kritiker af Hedeselskabet, dette "kæmpeforetagende i den skæreste nyttes tegn, hvis kolde rektangulære principper går som en jerntromle hen over nok så skønne og særegne landskabelige ejendommeligheder". For ham drejede hedesagen sig nemlig ikke længere om at forvandle heden til agerjord og plantager, men tværtimod om at bevare den typiske midtjyske natur for eftertiden. 

Sort Sol

2013
Sted:
Diget lige nord for Aventoft

Dato:
28.-29. september 2013

Vejr:
Klart

Tidspunkt:
07.00-07.30
18.15-19.30

2010
Sted:
Diget lige nord for Aventoft

Dato:
02.-03. oktober 2010

Vejr:
Overskyet, støvregn

Tidspunkt:
07.05-07.30
17.45-19.00

Fugleobservationer september 2013

Urlev (4 km Ø for Hedensted)
07.09.2013
Tårnfalk
Rød glente (30 min.)

Aventoft
28.09.2013
Stæreflokke (Sort Sol)
Tårnfalk

Aventoft
29.09.2013
Stæreflokke (Sort Sol)
Tårnfalk

Margrethe Kog
29.09.2013
Bramgæs
Pibeænder
Viber
Gravænder
Stære

Møgeltønder
29.09.2013
Rød glente

Det åbne lands kulturhistorie

Noter fra bogen Det åbne lands kulturhistorie af Bo Fritzbøger, 1998.


P. 65, 80 og 178
Ævred
Byens gårde dyrkede hver især deres jord individuelt. Men eftersom jorden var opsplittet i et stort antal uindhegnede lodder, forudsatte driften en detaljeret koordinering. For eksempel var fastlæggelsen af fælles høsttidspunkter af vital betydning da man som regel åbnede markleddet (opgav ævred) og slap kvæget ind på stubmarken umiddelbart efter høst.

I Landhusholdningsselskabet amtsbeskrivelser udmales således, hvordan bønderne næsten overalt insisterede på at have fælles ævredgræsning; altså  på at lade alle led stå åbne, så landsbyens husdyr sammen kunne afgræsse de høstede, individuelle marker som i gamle dage. Fra Randers amt skriver J. C. Hald i 1827, at ”bønderne opgiver endnu overalt ævred; deres higen efter at slå kreaturerne løse er så stor, at de ofte ej engang oppebier tiden, da alt kornet er af marken og afgrøden tjenlig til at indhøstes; enhver stræber, ikke at blive den sidste, der benytter ævred”.
Men hvorfor var afskaffelsen af ævred græsningen egentlig lige så uacceptabel ”som at forbyde bonden at holde juleaften hellig med grød og fisk og brændevin?” Vel fordi den fælles stubmarkgræsning gav den samme risikospredning, som tidligere tiders vangelag havde givet. Jo større et (absolut) græsningsareal den enkelte landmand rådede over, desto bedre chancer var der for, at hans dyr kunne finde tilstrækkelig næring; også selvom det relative græsningsareal per dyr var upåvirket.

Agerjorden var altså langt fra kun agerjord, og netop ævred-  (efter høst) og fælledgræsningen (når vangen hvilede) var med til at gøre slettebygdens husdyrhold muligt.

P. 80
Agerrygge
Som nævnt dyrkede hver bonde sin egen jord, og når en af de utallige agerstrimler skulle pløjes, begyndte han undertiden med at lægge en fure ned midt ad ageren. Efter at have vendt ploven, pløjede han derefter på tilbagevejen en ny fure op, som lagde sig op af den første. Og sådan fortsatte han, indtil han havde nået begge agres yderkanter. Ved gennem flere år at køre på samme måde, skubbede plovmanden altså med tiden stadig mere topjord ind mod agermidten, hvorfor ageren fik form af en langstrakt højrygget ager.
Det var dog langt fra alle agerstriber , der fik rygge. Men hvor det skete, gik pløjeretningen altid på tværs af landskabets højdekurver. Det var derfor nærliggende at opfatte ryggene som en tidlig metode til dræning af vandlidende lerjord. Først løb vandet fra agrenes rygge ned i de render eller rener der var skabt mellem dem; og dernæst fortsatte det ad disse rener ned i de i forvejen våde lavninger.  Med denne dræningsfunktion indebar de højryggede agre tillige en risikospredning. I meget våde år gav marken trods alt et beskedent  udbytte på ryggens top. Og når omvendt tørken truede høstudbyttet, kunne man nok finde lidt afgrøder på ryggens nederste del eller i renen. Endelig udgjorde agerrenerne jo en markant form for ejendomsgrænser, og det er tankevækkende , at oppløjningen blev forladt, så snart agerjorden var udskiftet.
En del steder, hvor landbrugsjord blev opgivet før Landboreformerne, ikke mindst i skov eller hede, kan resterne af agerryggene stadig erkendes. Nogle af de kendteste eksempler findes i Jægersborg Dyrehave, på Wedellsborg Banker, i Gribskov samt i Mols Bjerge.

P. 82
Ladegård og hovedgård
Kongelige ladegårde og private hovedgårde.

P. 85
Overdrev
Et overdrev var et areal, der i fællesskab mellem flere ejerlav anvendtes til græsning året rundt; altså også når markerne bar korn.
Se også Erland Porsmose: Danske landsbyer, Gyldendal 2008. Porsmose beskriver 3 km afstand mellem landsbyer.

P. 90
Parallelgårde
Hedebygdens mindre gårde var ofte såkaldte parallelgårde bestående af parallelt liggende stuehus og ladelænge med stald. Længerne lå øst-vestvendt, så de smalle gavle lå op mod den dominerende vestenvind.

P. 100, 102
Møgeltønder Kog
Møgeltønder var endnu i begyndelsen af 1500-tallet en kystby. Fra 1556 begyndte opførelsen af et dige omkring det der nu hedder Møgeltønder Kog. 
Med digebyggeriet i 1556 skabtes størstedelen af Tøndermarsken. Siden 1556 er der kommet få mindre udvidelser:
Gammel Fredrikskog 1692
Rudbøl Kog 1715
Ny Frederikskog 1861
Margrethekog 1980érne

P. 127
Udskiftningsmodeller
1. Stjerneudskiftning
Bymarken opdeltes radialt, således at gårdene fik deres tilliggende samlet i ligebenede trekanter, der strålede ud fra landsbyen.

2. Blokudskiftning
Bymarken opdeltes i rektangulære lodder, en til hver gård, hvilket betød at et flertal af gårdene måtte flytte ud på lodden, hvis ikke transporttiden fra gård til marker skulle blive for lang.

3. Strimmeludskiftning
Blokudskiftning benævnes strimmeludskiftning hvis blokkene var mere end 4 gange så lange som de var brede.

4. Parceludskiftning
Hvis en blokudskiftning gav mere end 4 lodder til hver gård.

P. 129
Torp
En er en landsby er grundlagt ved, at overskydende befolkning fra en anden landsby har forladt denne og slået sig ned et nyt sted – ofte i nærheden af den gamle. Denne type landsbyer kaldes også udflytterlandsbyer, og i Danmark opstod de især i perioden 1000-1250.

Torp indgår derfor som efterled i et meget betydeligt antal nuværende danske bebyggelsesnavne og er betegnelse for en udflytterbebyggelse. Ordet har udviklet sig til formerne -rup, -drup, -trup og -strup. I forleddet indgår ofte personnavne, f.eks. Torkilstrup, Ebberup og Torup.
Navnene er ofte dannet som et mandsnavn i ejefald efterfulgt af torp. Eksempler på denne type byer er Tåstrup (Torstens torp), Glostrup (Globs torp), Mogenstrup (Mogens' torp) og Eskilstrup  (Eskils torp).
En hovedlandsby eller moderby, der ikke er opstået ved udflytning, kaldes en adelby.

P. 130
Udflytningsprocenter
I Københavns Amt var 30% af gårdene udflyttet allerede i 1803.
I Skanderborg Rytterdistrikt undlod man at udflytte gårdene i over halvdelen af landsbyerne.
På Sjælland nåede man op 40% udflytninger.
I Jylland og på Fyn blev kun 10-20% af gårdene udflyttet.

P. 130
Gårdnavne
Det var først efter udskiftningen, det blev almindeligt at navngive slægtsgårdene.  Valget af navn faldt i begyndelsen ofte på  de mark- og naturnavne, der i forvejen var knyttet til de jorder, som gården havde fået tildelt.  Fra Koldingegnen kan som eksempler nævens Højgård, Rådbjerggård, Nyvang og Søndermarksgård.

I en række tilfælde ses navngivningen som led i en større plan. Det gjaldt ikke mindst ved reformerne på Brahetrolleborg, hvor lensgreven med rund hånd strøede politisk korrekte navne ud over bøndergodset. Derfor kan man i dag finde så påfaldende gårdnavne som Bondero, Blidegn, Agerpris og Plovheld i egnen omkring det eksotisk klingende Korinth, der fik navn på samme tid.

Efter erhvervelsen af arveret opbyggede ejerne hurtigt en særlig slægtstilknytning til netop den gård der var deres. I takt med at slægtsnavne op igennem 1800-tallet fortrængte den gamle navngivning efter faderens fornavn, gik navnene på mange slægtsgårde således naturligt over til tillige at fungere som personnavn. Eksempler på personers slægtsnavne der stammer fra slægtsgården: Dalsgaard, Damgaard, Graugaard, Grøngaard, Holmgaard, Kjærgaard, Møllgård, Nørregaard, Odgaard, Skovgaard, Strandgaard, Søndergaard, Toftgaard og Østergaard.

P. 138
Forordningen om vejvæsenet i Danmark af 1793
Inddeling af vejnettet:
1. Hovedlandeveje/chausséer sammenknyttede landsdelene
Som hovedregel skulle chausséer bestå af en brolagt "stenvej" med grus på over 5-5.5 meters bredde, en jordvej på 2.5-4 meters bredde, en gangsti samt dybe, brede grøfter på hver side, og de skulle til markering i landskabet være forsynet med vejtræer og milepæle samt bomhuse til opkrævning af bompenge. De nye hovedlandevejes broer skulle, hvor det var muligt, være stenkister opført af kløvede kampesten. Vadesteder skulle for fremtiden undgås.

2. Landeveje forbandt købstæder

3. Biveje (lokale veje)
Mindst 6.5 meter brede og være forsynet med grøfter.

P. 139
At fare af snorrede veje
Det nye vejnet blev geometrisk i en grad, der fik de nye trafikkorridorer til at fremstå som et markant anderledes landskabselement end de gamle, snoede vejspor. Fra en fodrejse i Nordsjælland sukkede den senere historieprofessor Lauritz Engelstoft i 1797, at "det er græsselig ennuyant (=trættende) at fare af en sådan snorret vej. Øjet trættes og finder ingen afveksling....naturen hører op med at være skøn, når man giver den en stiv påklædning".

P. 146-149
Kartografiske landskabsmalerier
Forskellige vægtninger af den topografiske præcision.

P. 151, 163-164
Kalk,  mergel og lim
Mergel består af en blanding af kalk og ler eller sand, der blandt andet virker neutraliserende på sur jordbund, fungerer som katalysator for planternes optagelse af næringsstoffer og fremmer jordens krummestruktur.
Kaldes også lim.
P. 155, 182
Litra
Matriklens underinddeling benævnes litra (f.eks. B).  Matrikulært kan nye man mange steder henføre nye parceller til byens oprindelige gårde og huse, idet de gamle matrikelnumre ved udstykninger blot suppleres med bogstaver (litra).

P. 167
Total forandret landskab
Det bedst opnåelige skøn over agerjordens udvikling lyder på, at det dyrkede areal tiltog med over 700.000 hektar eller ca. 50% mellem 1750 og 1860. Denne tilvækst skyldtes en dobbelt kolonisering. Hidtidige udmarksarealer i skove, på heder og andre overdrev blev indlemmet i de udskiftede bøndergårdes tilliggender og taget under plov. Samtidig blev de utallige vandhuller, engpletter og krat, der skilte de gamle markjorders skifter og agre, forvandlet til dyrkbar jord ved opfyldning, dræning, rydning og mergling. I de tættest befolkede landsdele var det gamle, uregelmæssige mosaiklandskab således næsten overalt erstattet af et systematisk ordnet jordbrugslandskab omkring 1860. De udskiftede skove lå indhegnede som øer i de omgivende marker. Og mark- og englodder lå som rektangulære blokke i et geometrisk netværk af veje og hegn.

P. 168
Ophør af agerrygge
Den traditionelle oppløjning af agerjorden i rygge hørte op, så en del af 1800-tallets jordforbedring bestod i udjævning af de gamle bølgede marker. Men når ryggene forsvandt, mistede bonden renernes dræningseffekt. På de fleste lerjorder var det derfor nødvendigt som  erstatning at anlægge et net af åbne drængrøfter med en såkaldt vandfureplov. Se desuden noter til p. 80.

P. 177
Uærlige landmåleres forbandelse
Ved Skovby på Falster siges der at være mange lygtemænd. På denne egn siger bønderne, at det er genfærd af landmålere, der i sin tid har gjort uret ved opmålingerne, hvorfor man ved midnatstide ser dem løbe op og ned ad Skovby Bakke, som de måler op med gloende jernstænger, idet de råber: Her er ret og skel! Herfra og dertil!
Kilde: Folkemindeoptagelse af Just Mathias Thiele ca. 1850, genuds. 1968 II, p. 239.

P. 182
Ladepladser
Udskibningssteder for bl.a. korn.

P. 186
Guldaldermalerier (1800-1850)
Kunstnerne drog oftest med deres skitseblokke til de mest afsidesliggende egne af landet, hvor Landboreformerne havde skabt færrest forstyrrelser.
Nogle guldaldermalere:
Johan Thomas Lundbye (Nordsjællandske sandflugtsområder og overdrevslandskaber)
Dankvart Dreyer (Fynske udmarker)
P. C. Skovgaard (skoven)
Vilhem Kyhn (Jyske hede)

P. 214
Tegldrænrør
Bortledning af markernes overfladevand ved hjælp af åbne drængrøfter, som var blevet almindeligt udbredt på lerjorder i 1830érne, lagde dels beslag på op i mod 12 procent af markens areal, og dels havde grøfterne med deres trods alt ringe dybde ingen indvirkning på grundvandsstanden.
I 1840érne blev der i England opfundet en maskine til fabrikation af brændte lerrør, og derefter bredte rørdræningen sig over hele det nordvestlige Europa.
Det første teglværk herhjemme, som fabrikerede sådanne rør, var Strandmosegård syd for Helsingør.
Det blev nu muligt at sløjfe de besværlige drængrøfter, det dyrkede areal blev større, og udbytte svingningerne som følge af væde og fordampning i vinter- og forårsmåneder blev reduceret.
Som regel blev drænets sideledninger gravet ned i en dybde af 120-130 cm, hvilket var omtrent dobbelt så dybt som de hidtidige drængrøfter. Afstanden mellem ledningerne varierede oftest mellem 12 og 20 m, hvilket gav ca. 800 m rørledning pr. hektar.

P. 229
Københavns fæstning nedlægges i 1856
De militære portvagter ved alle indfaldsveje forsvandt; og i de følgende år blev Nørreport, Vesterport, Amagerport og Østerport revet ned.

P. 239
Forandrede landskaber
Skildres af forskellige malerer:
Fritz Syberg
Peter Hansen
Johannes Larsen
L. A. Ring
Disse malere benævnes "fynboer". Deres kunst formidlede gennem billeder af dynamiske landskaber, som skulle formes og ikke nødvendigvis bevares uforandret, modernismens ukuelige fremskridtstro. Fremskridtet var selv naturligt.

P. 241
Luftfoto
I 1888 blev en lille bid af Danmark for første gang fotograferet fra luften. Det sket fra en ballon, ligesom det var tilfældet, da fotografen H. C. Ferslew to år senere optog en række luftfotos af København. Men bortset fra disse enkeltstående optagelser var det først efter Første Verdenskrigs afslutning i 1918, at luftfotograferingen for alvor gjorde sig gældende som supplement til traditionel kortlægning.

De første systematiske optagelser blev foretaget under og umiddelbart efter verdenskrigen af Marinen og Hærens Flyvetropper, og i 1920érne gennemførte Generalstabens Topografiske Afdeling de første forsøg med kortlægning på grundlag af flyfotos. Efter Anden Verdenskrig blev hele landet gennemfotograferet af henholdsvis Royal Air Force 1 1945 (1:40.000) og US Airforce i 1954 (1:10.000), men først fra 1960érne har regelmæssige flyfotograferinger  (1:25.000) været en fast led den officielle kortlægning.

P. 249
Andelstiden
Perioden fra 1880 til årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

P. 272
Miljøspørgsmål
I 1950érne var forurening og miljøspørgsmål stort set fraværende i den offentlige danske debat. Dette på trods af DNF stiftelse i 1911.

P. 273
Silent Spring
Efter Anden Verdenskrig begyndte man i USA at benytte udrangerede flyvemaskiner til sprøjtning med insektbekæmpelsesmidler.
Bogen "Silent Spring", hvis titel hentyder til den massive fugledød, der fulgte, udkom i 1962 og blev et vendepunkt for den amerikanske miljøbevægelse. 

Orsa Grönklitt 2013 dyrebilleder

  Elg

Tjur





 

Tjur 



 

Ræv



 

 

Sjagger 

 

Stor flagspætte 

 

 Egern

 

Gråspurve og skovspurve