Vandets veje af Bo Fritzbøger, 2009
Bogen handler om Skjern Ås miljøhistorie gennem 350 år.
Bogen er skrevet af samme forfatter som har skrevet "Det åbne lands kulturhistorie" og "Kulturskoven". "Vandets veje" adskiller sig forholdsvis meget fra de to andre bøger, ved at have meget fokus på miljøpolitik. Men der er også behandlet mange ikke-politiske emner i bogen.
P. 15
Skjern Å
Skjern Å afvander omkring en niendedel af Jylland. Den længst sammenhængende del af systemet - som er ca. 94 km lang - løber fra vældet i Tinnet Krat ikke langt fra Gudenåens kilder, gennem søerne ved Rørbæk og Hastrup Plantage, nord om Brande og plantagerne ved Sandfeld og Hesselvig, midt gennem Sønder Felding by, nord om Boris Hede og mellem Tarm og Skjern ud i Ringkøbing Fjord.
Gennem historien har ikke mindst vandløbsnavne været ganske omskiftelige. Skjern Å optrådte tidligere undertiden som Lønborg Å.
Skjern Å har i dag en middelvandføring på godt 35.6 kubikmeter pr. sekund, hvilket gør den til Danmarks vandrigeste vandløb.
P. 44-45
Sand- og muldflugt
Ikke sjældent blev både sædekorn og agerjord ført langt ud på heden, så alt var tabt, og tilbagevendende afbrænding og tørvegravning gjorde kun sagen værre. En kraftig medvirkende årsag til blotlæggelsen af mineraljorden for vinden var den udbredte tradition for at skære lyngtørv og blande den i husdyrgødningen for at strække denne. Derudover brændte man lyngen af for at rydde jorden til opdyrkning eller for at omdanne tørv til gødningsaske.
Så når Enrico Dalgas hundrede år senere talte varmt for plantning af "læbælter af skove" var det netop for at få reduceret den stadige erosionsfare en gang for alle.
Sandflugten kunne også true landsbyer.
P. 56
Vandløb og dialekter
Dialekter afgrænses i nogle tilfælde af større vandløb, fordi vandløbene var svært gennemtrængelige trafikale barrierer. Skjern Å er således endnu i dag dialektgrænse nord-syd med hensyn til ikke færre end tretten forskellige udtryksformer, og en tilsvarende kulturel regionalitet knyttet til vandløbsgrænser gør sig gældende med hensyn til så forskelligartede kulturtræk som byggeskikke og tøjmoder.
P. 102
Mergling
Mergling var en af de vigtigste faktorer bag 1800-tallets generelle produktivitetsforbedringer. Mergel er en samlebetegnelse for blandinger af kalk og ler eller sand, som findes i geologiske formationer af meget forskellig alder. I vestjysk sammenhæng er det således værd at nævne, at både kanterne af bakkeøernes gamle morænejorde og smeltevandsaflejringer på hedefladen kan indeholde mergel.
Til gengæld var netop de udvaskede og sure hedeslette- og morænebakkejorde de mest kalktrængende. For kalkens funktion var først og fremmest forud for dyrkning at reducere jordens surhed. Hertil kom dog, at den dels forbedrede krummestruktur, dels virkede som katalysator for planternes næringsstofoptagelse. Det var derfor, at overdreven mergling kunne give nogle få år med ganske ekstraordinær gode udbytter efterfulgt af mange års misvækst, når næringsstofpuljen var brugt op.
Der er mange tegn på, at jyske bønder har kalket og merglet deres agerjord i hvert fald siden 1600-årene, men merglingens storhedstid faldt sammen med hedeopdyrkningen to århundrede senere. Opsporing, gravning og distribution af mergel og kalk via særlige smalsporede jernbanenet blev således tidligt et af Hedeselskabets virkefelt.
P. 104, 259
Utidssvarende vandløbslovgivning
Trods mindre justeringer var der længe udbredt utilfredshed med den gamle vandløbslov fra 1880. I begyndelsen gjaldt kritikken især dens tunge forvaltningsapparat, men som årene gik, blev den også kritiseret, fordi den på flere punkter er ude af stand til at imødegå den voldsomme forurening af vandet i vandløb og søer, som har fundet sted i de sidste årtier.
Først i 1933 nedsættes en lovforberedende kommission.
Et forslag blev uden held fremsat i 1937.
Et nyt forslag derfor fremsat i 1942. Denne lov blev vedtaget i 1949. Efter denne lov skulle spildevandsudledning fra bestemte former for virksomheder nu godkendes af vandløbsretten, og loven havde derved for første gang et islæt af naturbeskyttelsesinteresser. Stadig var det dog de landbrugsrelaterede afvandingsinteresser der dominerede loven. I dens første paragraf hed det således utilsløret, at "Benyttelsen af de i denne lov omhandlende naturlige vandløb til afledning af vand har fortrinsret for al anden benyttelse af vandløbene".
Denne prioritering nød generelt stor tilslutning ved Rigsdagens behandling af loven, men ved Folketingets førstebehandling den 13. oktober 1948 blev der for første gang anlagt en anden og skæv vinkel på afvandingsspørgsmålet. J. Kr. Jensen fra Socialdemokratiet pegede på, at erfaringer fra Sverige og Amerika viste, at "grundvandsstanden i jorden er sunket i foruroligende grad, og man går i flere tilfælde til forbud mod afdræning af arealer". Måske var dræning altså ikke ønskelig i alle tilfælde.
Loven blev revideret i 1963 for at dæmme op for den stigende vandforurening. Loven indebar et absolut forbud mod udledning af ensilagesaft, alje og "faste og flydende midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og skadedyr samt midler til regulering af plantevækst".
Næste gang loven blev ændret var i 1969. Loven var ikke så bemærkelsesværdig ved sit indhold som ved sin tilblivelse. For første gang inddrog man nemlig ikke interessebundene eksperter som Hedeselskabet, men lod statens egne eksperter stå for de tekniske detaljer. I stedet blev lovens overordnede principper formuleret på grundlag af politiske diskussioner med interesseorganisationer. Loven skulle nu heller ikke længere administreres af de landbrugsdominerede landvæsenskommissioner, men af kommunerne.
Miljøbeskyttelsesloven af 1973 indførte et generelt krav om spildevandsrensning, men i 1977 blev hele 47% af den samlede udledning i Ringkøbing Amt udledt uden nogen form for rensning.
Vandmiljøplanen fra 1987 blev blot det første af en lang række indgreb overfor landbrugets næringsstofudledninger til vandmiljøet.
Da det blev klart, at planens målsætninger ikke kunne nås, førte Handlingsplanen for bæredygtig udvikling i landbruget i 1991 til indførelse af bedriftsvise gødningsregnskaber baseret på faste normer, skrappere krav til gødningsudnyttelsen samt forbud mod udbringning af gødning fra høst til februar (bortset fra til vinterraps og varige græsarealer).
Og da heller ikke det havde tilstrækkelig effekt, vedtoges Vandmiljøplan II i 1998 med blandt andet strammere krav om harmoni mellem landbrugsareal (til gødskning) og husdyrtal og krav til gødningsudnyttelsen. Til den nye plan hørte også tilskyndelse til skovrejsning og reetablering af vådområder.
P. 198
Dambrug
Dambrugserhvervet oplevede en vældig fremgang fra Anden Verdenskrig, og antallet af brug toppede midt i 1960érne med omkring 800 fordelt over hele landet, men med klart flest i Jylland. Hvor ørredeksporten i 1950 udgjorde 2100 tons, var dette tal således i 1966 steget til godt 10.000.
Mange dambrug kom af praktiske grunde til at ligge i nedlagte vandmøller eller ved forladte engvandingskanaler, og de påvirkede ofte vandføringen ved regulering af vandindtaget og periodiske udledninger.
Som foder anvendte dambrugerne længe hakket skidtfisk eller såkaldte ukrudtsfisk, som blev smidt direkte i dammene. Doseringen var vanskelig, og ikke alt foder blev spist, hvorfor der på bunden af bassinerne samlede sig slam, som måtte fjernes af hensyn til fiskenes sundhed. Det blev med jævne mellemrum skyllet ud i vandløbet, hvis næringsstofbalance derved blev sat alvorligt på prøve.
Og fra landbrugskredse konstaterede man, at dambrugene medførte en voldsom forøgelse i antallet af kvægmyg, der ved overførsel af parasitter kunne ødelægge køernes mælkeproduktion.
Det blev nødvendigt både med forbedrede opdrætstekniker og strammere lovgivning og tilsyn for at imødegå forureningsproblemerne.
I løbet af 1970érne indførtes således anlæg til bedre dossering og anvendelse af tørfoder til fisk i alle aldre, ligesom man så småt begyndte at anvende mekaniske apparater til iltning af dambrugsvand, således at lokale iltsvindsproblemer i nogen grad blev modvirket.
Men endnu ikke alle problemer er løst. Miljøklagenævnet må jævnligt afgøre tvister vedrørende erhvervets forurening, og i lystfiskerkredse konstateres det, at dambrugsproblemet er et af Skjernåens største.
P. 207-209, 214-215
Miljøet bliver ramt af kriselove
Mellemkrigstidens lovgivning sikrede gunstige rammer for omfattende regulering af naturen.
Tre forhold dannede tilsammen grundlaget for denne lovgivning:
1. Det ene var arbejdsløsheden, som tog til efter krigsafslutningen for med først børskrakket i 1929 og siden krigsudbruddet ti år senere at antage et hidtil uset omfang.
2. Det andet var landbrugserhvervets ønske om at udvide og forbedre sit produktionsapparat gennem såkaldte grundforbedringsarbejder.
3. Det tredje var behovet for økonomisk hjælp til de mange små landbrugsbedrifter.
De første jordforbedringslove var fra 1920érne. Senere kom Kanslergadeforliget i 1933 hvor der blev mulighed for løntilskud og tilskud til eksempelvis drænrør.
Den første Landvindingslov kom i 1940. Denne lovs dobbelte formål var "fremme af produktionen af korn, foder m.v." og "igangsættelse af formålstjenligt arbejde til imødegåelse af arbejdsløshed".
Hedeselskabet fremlagde i 1944 en plan for en gennemgribende regulering af Skjern Å. Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, der var dannet som en uafhængig forening i 1942, anbefalede Folketinget at opgive reguleringen.
Landbrugsministeriet godkendte Skjern Å projektet i 1961 og arbejdet gik i gang i 1962. I 1968 var projektet færdiggjort.
Fordelingen af de nyvundne jordlodder og omfordelingen af de gamle hørte under Statens Jordlovsudvalg. Et jordfordelingssekretariat blev etableret i Skjern, og fire landinspektører engageret.
P. 225
Danmark - et landbrugsland (endnu)
Trods affolkning, specialisering og accelererende strukturændringer spillede landbrugserhvervet endnu i 1960érne en så fremtrædende rolle for dansk nationaløkonomi og selvforståelse, det det havde en ganske enestående politisk indflydelse. En akse fra Landbrugsministeriet på Slotsholmen til hovedsædet for landbrugets mange organisationer på Axelborg afgjorde i store træk tidens landskabspolitik, og endnu efter vedtagelsen af den første miljøbeskyttelseslov i 1973 hed det blandt kritikere spøgefuldt, at love ikke gjaldt for Færøerne, Grønland og landbruget.
P. 232
Overproduktion
Europas landbrug var under et blevet så effektivt, at fødevareproduktionen langt oversteg efterspørgslen, og for at sikre en politisk fastsat mindstepris, opkøbte EF store mængder kød, smør og korn, som blev lagt på lager, indtil verdensmarkedspriserne rettede sig. Dermed var incitamentet til fortsat udvidelse af landbrugets produktionsapparat borte.
P. 232
Landbrugets folkelige fundament reduceres
Ganske få havde efterhånden direkte tilknytning til erhvervet, og velstandsstigningen bidrog omvendt til, at stadig flere fik en mening om det danske landskab. For på ferier ville byboerne færdes i natur og ikke mellem hermetisk lukkede SPF-stalde og kolossale, ensartede, rektangulære markfelter.
For det store flertal af befolkningen blev brugen af det åbne land knyttet til fritiden.
P. 238
Okker
I den danske undergrund findes pyrit. Når pyritten iltes (for eksempel ved sænkning af grundvandsspejlet i forbindelse med dræning), bliver den omdannet til blandt andet svovlsyre og ferrojern, der opløses i drænvand og udledes til vandmiljøet. Det giftige ferrojern kan ikke ses i vandet, men når svovlsyren er tilstrækkelig fortyndet, iltes ferrrojernet og bliver til okker. Okkeren er egentlig ikke giftig, men den påvirker alligevel vandløbenes livsbetingelser negativt. Den gør vandet uklart, så der ikke kommer så meget lys til bunden, og den kan kitte bundgruset sammen, så der bliver lukket af for tilstrømningen af ilt til de porer, hvor fiskenes æg ligger.
P. 240
Konflikt mellem fiskere og landmænd
Okkerudledningen var først og fremmest fiskenes og dermed også fiskernes problem. Som en af deres talsmænd senere beskrev situationen i et partsindlæg: "Mens landmændene fornøjet kørte rundt med deres store traktorer og mejetærskere på deres billige og nyerhvervede kornmarker, væltede okker i enorme mængder fra de afvandede områder ud i åen, hvor det først kvalte alt liv og siden havnede i fjorden". Erhvervet krævede derfor opførelse af bundfældningsbassiner, således den værste forurening kunne fjernes inden åvandet nåede fjorden, men i første omgang skete der intet.
P. 250-251
Silent Spring
Selvom mange af Naturfredningsforeningens lokalkomiteer tidligt blev opmærksomme på problemerne med mindre synlige miljøbelastninger som spildevandsudledning og industrirøg, betragtede den langt ind i 1970érne det synlige landskab som sit primære arbejdsfelt. Den nye formulering og organisering af kritik af det moderne samfunds omgang med naturen, som vi ofte kalder den grønne bølge, kom derfor især fra kredse, der betragtede Naturfredningsforeningen som en støvet, gammel tante uden føling med tidens problemer.
Inspirationen til et opgør med foreningens pænhed kom som de fleste andre af periodens impulser fra udlandet, og i den forbindelse peger mange på den kolossale betydning, som en lille bog fra 1962 fik for hele den vestlige verden. Den havde titlen Silent Spring og var skrevet af den midaldrende, amerikanske marinbiolog Rachel Carson, der i denne sammenhæng påtog sig advokatens snarere end forskerens rolle. Hun undrede sig over, hvor hendes barndoms og ungdoms fuglesang var blevet af, og svaret var klart. Den i efterkrigstidens udbredte brug af flyspredte ukrudts- og skadedyrsbekæmpelsesmidler havde betydet en massedød blandt ikke-skadelige insekter, fugle og pattedyr, og den havde udsat mennesker for en alvorlig sundhedsrisiko.
P. 253
Danmarks Naturfredningsforening vokser voldsomt
På kun ti år steg medlemstallet takket være intensiv telefonhvervning fra 54.000 medlemmer i 1977 til 261.000 i 1987, samtidig med at den udvidede sit virkefelt fra klassiske landskabsfredninger til natur- og miljøpolitik i almindelighed.
P. 280
Naturpleje
For at fastholde naturområdet i netop den landskabelige tilstand, som man ønskede at beskytte, var en vis benyttelse nødvendig. Hvis ikke vegetationen blev holdt nede, ville store dele af området gro til i rør og pilekrat. Det blev derfor i 2002 efter licitationen indgået græsningskontrakter for 440 kreaturer.
P. 281
Åen blev 7 km længere
Åens løb var inden for projektområdet forlænget fra 19 til 26 km, og vandstanden omkring den var steget med op til halvanden meter, efter den ene af pumperne stansede.
.jpg)
.jpg)