lørdag den 25. januar 2014

Sjaggere spiser nu nedfaldsæbler

De sidste par dage har 2 sjaggere spist nedfaldsæbler sammen med vores solsorte. Det er utroligt så meget energi de bruger på, at prøve at skræmme solsortene væk fra spisekammeret. Sjaggerne er en lille smule større end solsortene, men solsortene lader sig heldigvis ikke så let skræmme.




mandag den 13. januar 2014

Gulspurve ved Stenskoven

Fugleobservation den 12.01.2014
6 gulspurve i lav, enkeltstående busk mellem to marker.
1 musvåge i skovbryn som mobbes af 1 skovskade.

søndag den 15. december 2013

Decemberoplevelser i et skovbryn


Bakkeskoven, Stjær den 15. december 2013 kl. 14-15. Ud mod den befæstede vej er der blevet fældet et granstykke. Da stormen Bodil ramte, væltede en del øvrige træer, der nu ikke længere stod i læ. Det betyder at der i øjeblikket ligger en del trætoppe i skovbunden. Der findes et mylder af små fugle i disse trætoppe. En topmejse hoppede og fløj forbi mig, så jeg fik fornemmelsen af, at jeg bare kunne have rakt hånden frem for at stryge den på hovedet. Kort efter blev den fulgt af to vidunderligt syngende blåmejser på samme nære afstand. Der var en god flok musvitter, som dog holdt lidt større afstand. Og så var der denne tillidsfulde fuglekonge (se billedet). I en trætop sad en Stor Flagspætte bare ti centimeter under topgrenen. I en stor del af tiden kunne jeg høre en musvåge skrige i et fjernt læbælte, som jeg dog aldrig fik præcist lokaliseret.

Jeg kunne se en flok på 10-15 fugle i en trætop, men jeg måtte tætter på for at kunne artsbestemme dem. Pludseligt ud af ingenting fik jeg øje på en lille rovfugl som dykkede hurtigt ned igennem grenene på træet, og sandelig om den ikke fik en af de fugle jeg ikke kunne bestemme, hvad var for nogle. Rovfuglen siksakkede med nogle hurtige retningsskift ned igennem trækronen og fik retning direkte imod mig. Det virkede næsten som om min røde hue var dens fyrtårn. To meter før min hue, ændrede fuglen retning på et splitsekund og begyndte at flyve opad igen. Da rovfuglen ændrede retning, så jeg på helt nær hold de hvid/brune striber på hele fuglens underside. Det var en spurvehøg. Det var en hun. Et lille dun fra byttet dalede fra himlen og jeg greb det i luften før det nåede jorden. Jeg tror heldigvis ikke det uidentificerede bytte nåede at opfatte ret meget af situationen. Det gik så utrolig stærkt og spurvehøgen var så utrolig beslutsom. Den må have grebet bytte med meget stor kraft. Det var meget imponerende at opleve de ekstremt hurtige retningskift som spurvehøgen udførte. Utroligt den ikke kolliderede med de mange grene som nemt kunne komme i vejen. På vejen hjem musede en tårnfalk over stubmarken på den anden side af vejen. Den usynlige musvåge ønskede mig sikkert hjem med sine klare skrig.

lørdag den 7. december 2013

Stormskader i Stjær 2013

Stjær er generelt sluppet billigt under stormen Bodil som ramte den 05.12.2013. Men desværre kollapsede den 30 m høje antennemast på amatørradiostationen OZ1ADL. Antennemasten har ellers stået som et vartegn for amatøradio i Stjær såvel som resten af Danmark. Amatørradiostationen OZ1ADL er med til at sætte Danmark på det internationale kort over vigtige amatørradiostationer. Jeg håber på en hurtig genopbygning af amatørradiostationen.



Kirkens tag fik heldigvis kun minimale skader under stormen. Et par tagsten er faldet ned så der er hul indtil kirkeloftet.





fredag den 6. december 2013

KFUM-Spejderne sælger Gittehus


KFUM-Spejderne, Sct. Catharinae Gruppe, Hjørring har desværre set sig nødsaget til at sætte gruppens lejrhytte i Lilleheden Klitplantage til salg. Det lyder desværre ikke til, at der har været andre udveje for Sct. Catharinae Gruppe. Jeg er rigtig ked af at KFUM-Spejderne nu mister dette fantastiske sted. Gittehus har dannet ramme for rigtig mange gode spejderoplevelser gennem årene.

Gittehus har fået sit navn efter den tidligere ejer, som hed Birgitte Hasselbach. Spejderne købte ejendommen i 1963 og Gitte fik lov at bo der til sin død i 1973.
Gittehus har fået sit nuværende udseende gennem flere ombygninger. I 1976 blev fløjen med køjerum bygget og i 1988 fik hytten sit nuværende udseende.
På den 12 tønder land store grund er der også en mindre hytte. Den kaldes Skuret. Skuret er bygget i 1972-1974 af de ældste spejdere, som selv skaffede materialer og arbejdskraft.

Tryk på dette link, hvis du gerne vil se boligannoncen: Nybolig

tirsdag den 12. november 2013

Grønbenet rørhøne ved Universitetssøen

Grønbenet rørhøne og hættemåge på gåtur ved Universitetssøen, Aarhus



Grønbenet rørhøne, juvenil

onsdag den 16. oktober 2013

JOTA dagbog 2012

Radiopatruljen Høgene OZ5SKB/JOTA
Desværre er JOTA dagbøgerne endnu ikke blevet lagt ud på JOTA-JOTI Udvalgets hjemmeside. Derfor bringer vi her vores dagbog fra JOTA 2012.

Vi glæder os til JOTA 2013 som starter på lørdag. Dagbogen fra dette års JOTA vil også blive bragt her på bloggen (og forhåbentligt kommer alle gruppernes JOTA dagbøger i år på JOTA-JOTI Udvalgets hjemmeside).

JOTA dagbog 2012:
Efter JOTA åbningen og indcheckning satte vi os i bilen og kørte fra Stjær mod Sønderjylland. Vores mål med årets JOTA, var at besøge nogle af de danske JOTA- stationer, vi tidligere har haft radiokontakt til.
Vi havde monteret en 2 m station i bilen og en magnetfod på biltaget. Første stop var Ejer Bavnehøj, hvorfra vi fik de første JOTA kontakter. Herfra fik vi bl.a. kontakt til DDS Aros Division i Lisbjerg og KFUM-Spejderne Egedal Gruppe i Nordsjælland.
Fra Ejer Bavnehøj kørte vi videre syd på. Vi kaldte løbende CQ JOTA og fik hurtigt flere kontakter. Den første JOTA-station vi besøgte var KFUM-Spejderne Vojens Gruppe. Her blev vi taget vel imod og så deres flotte antennetårn bygget i rafter.
Den næste JOTA-station vi fik kontakt til var KFUM-Spejderne Nr. Løgum som kørte JOTA fra Tohytt. Her var vi heldige, at ankomme lige til kaffetid og vi blev gæstfrit budt på kaffe og kage. Vi fik også vist deres flotte spejdergrund, der var som skabt til den Delta Loop antenne, der var hejst op i anledningen af JOTA.
Vores næste radiokontakt var til KFUM-Spejderne i Løgumkloster, som kørte JOTA fra Sortebrohytt. Her fik vi en rundvisning i deres nye flotte hytte og var heldige, at overvære spejderne, der førte fine QSOér over deres 2 meter station.

Nu var tiden ved at være hastigt fremskreden, og vi var nødt til, at køre nord på igen. Vi fandt ud af, at tidsfaktoren var den størst udfordring ved, at køre mobilt JOTA. Vi kunne have brugt meget længere tid hos de enkelte JOTA- stationer. Vi blev taget så godt imod og det var meget spændende, at se hvordan grupperne havde indrettet sig.

Det lykkes os desværre ikke, at få radiokontakt til DDS Brande Gruppe, da vi var i nærheden af deres QTH. Ved en senere radiokontakt viste det sig, at de var på et - vistnok meget uhyggeligt natløb på det tidspunkt!
Men det lykkes, at får kontakt til DDS Karup Gruppen, som heldigvis også meget gerne ville have besøg af os. Det var rigtig hyggeligt, at besøge en spejdergruppe, der også kører radiospejderarbejde i det daglige.

Afslutningsvis besøgte vi JOTA hovedkvarteret i Kjellerup. Vi måtte efter 400 km og mange hyggelige besøg sige tak for årets JOTA. Specielt tak til alle de stationer, der ville have vores besøg. I har været utrolig gæstfrie. Vi glæder os til at kontakte Jer igen til kommende JOTA.

Med spejderhilsen
Mette og Carsten
Radiopatruljen Høgene