Blog for Carsten Høg: september 2013

Noter fra bogen Det åbne lands kulturhistorie af Bo Fritzbøger, 1998.

P. 65, 80 og 178
Ævred
Byens gårde dyrkede hver især deres jord individuelt. Men eftersom jorden var opsplittet i et stort antal uindhegnede lodder, forudsatte driften en detaljeret koordinering. For eksempel var fastlæggelsen af fælles høsttidspunkter af vital betydning da man som regel åbnede markleddet (opgav ævred) og slap kvæget ind på stubmarken umiddelbart efter høst.

I Landhusholdningsselskabet amtsbeskrivelser udmales således, hvordan bønderne næsten overalt insisterede på at have fælles ævredgræsning; altså på at lade alle led stå åbne, så landsbyens husdyr sammen kunne afgræsse de høstede, individuelle marker som i gamle dage. Fra Randers amt skriver J. C. Hald i 1827, at ”bønderne opgiver endnu overalt ævred; deres higen efter at slå kreaturerne løse er så stor, at de ofte ej engang oppebier tiden, da alt kornet er af marken og afgrøden tjenlig til at indhøstes; enhver stræber, ikke at blive den sidste, der benytter ævred”.
Men hvorfor var afskaffelsen af ævred græsningen egentlig lige så uacceptabel ”som at forbyde bonden at holde juleaften hellig med grød og fisk og brændevin?” Vel fordi den fælles stubmarkgræsning gav den samme risikospredning, som tidligere tiders vangelag havde givet. Jo større et (absolut) græsningsareal den enkelte landmand rådede over, desto bedre chancer var der for, at hans dyr kunne finde tilstrækkelig næring; også selvom det relative græsningsareal per dyr var upåvirket.

Agerjorden var altså langt fra kun agerjord, og netop ævred- (efter høst) og fælledgræsningen (når vangen hvilede) var med til at gøre slettebygdens husdyrhold muligt.

P. 80
Agerrygge
Som nævnt dyrkede hver bonde sin egen jord, og når en af de utallige agerstrimler skulle pløjes, begyndte han undertiden med at lægge en fure ned midt ad ageren. Efter at have vendt ploven, pløjede han derefter på tilbagevejen en ny fure op, som lagde sig op af den første. Og sådan fortsatte han, indtil han havde nået begge agres yderkanter. Ved gennem flere år at køre på samme måde, skubbede plovmanden altså med tiden stadig mere topjord ind mod agermidten, hvorfor ageren fik form af en langstrakt højrygget ager.
Det var dog langt fra alle agerstriber , der fik rygge. Men hvor det skete, gik pløjeretningen altid på tværs af landskabets højdekurver. Det var derfor nærliggende at opfatte ryggene som en tidlig metode til dræning af vandlidende lerjord. Først løb vandet fra agrenes rygge ned i de render eller rener der var skabt mellem dem; og dernæst fortsatte det ad disse rener ned i de i forvejen våde lavninger. Med denne dræningsfunktion indebar de højryggede agre tillige en risikospredning. I meget våde år gav marken trods alt et beskedent udbytte på ryggens top. Og når omvendt tørken truede høstudbyttet, kunne man nok finde lidt afgrøder på ryggens nederste del eller i renen. Endelig udgjorde agerrenerne jo en markant form for ejendomsgrænser, og det er tankevækkende , at oppløjningen blev forladt, så snart agerjorden var udskiftet.
En del steder, hvor landbrugsjord blev opgivet før Landboreformerne, ikke mindst i skov eller hede, kan resterne af agerryggene stadig erkendes. Nogle af de kendteste eksempler findes i Jægersborg Dyrehave, på Wedellsborg Banker, i Gribskov samt i Mols Bjerge.

P. 82
Ladegård og hovedgård
Kongelige ladegårde og private hovedgårde.

P. 85
Overdrev
Et overdrev var et areal, der i fællesskab mellem flere ejerlav anvendtes til græsning året rundt; altså også når markerne bar korn.
Se også Erland Porsmose: Danske landsbyer, Gyldendal 2008. Porsmose beskriver 3 km afstand mellem landsbyer.

P. 90
Parallelgårde
Hedebygdens mindre gårde var ofte såkaldte parallelgårde bestående af parallelt liggende stuehus og ladelænge med stald. Længerne lå øst-vestvendt, så de smalle gavle lå op mod den dominerende vestenvind.

P. 100, 102
Møgeltønder Kog
Møgeltønder var endnu i begyndelsen af 1500-tallet en kystby. Fra 1556 begyndte opførelsen af et dige omkring det der nu hedder Møgeltønder Kog.
Med digebyggeriet i 1556 skabtes størstedelen af Tøndermarsken. Siden 1556 er der kommet få mindre udvidelser:
Gammel Fredrikskog 1692
Rudbøl Kog 1715
Ny Frederikskog 1861
Margrethekog 1980érne

P. 127
Udskiftningsmodeller
1. Stjerneudskiftning
Bymarken opdeltes radialt, således at gårdene fik deres tilliggende samlet i ligebenede trekanter, der strålede ud fra landsbyen.

2. Blokudskiftning
Bymarken opdeltes i rektangulære lodder, en til hver gård, hvilket betød at et flertal af gårdene måtte flytte ud på lodden, hvis ikke transporttiden fra gård til marker skulle blive for lang.

3. Strimmeludskiftning
Blokudskiftning benævnes strimmeludskiftning hvis blokkene var mere end 4 gange så lange som de var brede.

4. Parceludskiftning
Hvis en blokudskiftning gav mere end 4 lodder til hver gård.

P. 129
Torp
En er en landsby er grundlagt ved, at overskydende befolkning fra en anden landsby har forladt denne og slået sig ned et nyt sted – ofte i nærheden af den gamle. Denne type landsbyer kaldes også udflytterlandsbyer, og i Danmark opstod de især i perioden 1000-1250.

Torp indgår derfor som efterled i et meget betydeligt antal nuværende danske bebyggelsesnavne og er betegnelse for en udflytterbebyggelse. Ordet har udviklet sig til formerne -rup, -drup, -trup og -strup. I forleddet indgår ofte personnavne, f.eks. Torkilstrup, Ebberup og Torup.
Navnene er ofte dannet som et mandsnavn i ejefald efterfulgt af torp. Eksempler på denne type byer er Tåstrup (Torstens torp), Glostrup (Globs torp), Mogenstrup (Mogens' torp) og Eskilstrup (Eskils torp).
En hovedlandsby eller moderby, der ikke er opstået ved udflytning, kaldes en adelby.

P. 130
Udflytningsprocenter
I Københavns Amt var 30% af gårdene udflyttet allerede i 1803.
I Skanderborg Rytterdistrikt undlod man at udflytte gårdene i over halvdelen af landsbyerne.
På Sjælland nåede man op 40% udflytninger.
I Jylland og på Fyn blev kun 10-20% af gårdene udflyttet.

P. 130
Gårdnavne
Det var først efter udskiftningen, det blev almindeligt at navngive slægtsgårdene. Valget af navn faldt i begyndelsen ofte på de mark- og naturnavne, der i forvejen var knyttet til de jorder, som gården havde fået tildelt. Fra Koldingegnen kan som eksempler nævens Højgård, Rådbjerggård, Nyvang og Søndermarksgård.

I en række tilfælde ses navngivningen som led i en større plan. Det gjaldt ikke mindst ved reformerne på Brahetrolleborg, hvor lensgreven med rund hånd strøede politisk korrekte navne ud over bøndergodset. Derfor kan man i dag finde så påfaldende gårdnavne som Bondero, Blidegn, Agerpris og Plovheld i egnen omkring det eksotisk klingende Korinth, der fik navn på samme tid.

Efter erhvervelsen af arveret opbyggede ejerne hurtigt en særlig slægtstilknytning til netop den gård der var deres. I takt med at slægtsnavne op igennem 1800-tallet fortrængte den gamle navngivning efter faderens fornavn, gik navnene på mange slægtsgårde således naturligt over til tillige at fungere som personnavn. Eksempler på personers slægtsnavne der stammer fra slægtsgården: Dalsgaard, Damgaard, Graugaard, Grøngaard, Holmgaard, Kjærgaard, Møllgård, Nørregaard, Odgaard, Skovgaard, Strandgaard, Søndergaard, Toftgaard og Østergaard.

P. 138
Forordningen om vejvæsenet i Danmark af 1793
Inddeling af vejnettet:
1. Hovedlandeveje/chausséer sammenknyttede landsdelene
Som hovedregel skulle chausséer bestå af en brolagt "stenvej" med grus på over 5-5.5 meters bredde, en jordvej på 2.5-4 meters bredde, en gangsti samt dybe, brede grøfter på hver side, og de skulle til markering i landskabet være forsynet med vejtræer og milepæle samt bomhuse til opkrævning af bompenge. De nye hovedlandevejes broer skulle, hvor det var muligt, være stenkister opført af kløvede kampesten. Vadesteder skulle for fremtiden undgås.

2. Landeveje forbandt købstæder

3. Biveje (lokale veje)
Mindst 6.5 meter brede og være forsynet med grøfter.

P. 139
At fare af snorrede veje
Det nye vejnet blev geometrisk i en grad, der fik de nye trafikkorridorer til at fremstå som et markant anderledes landskabselement end de gamle, snoede vejspor. Fra en fodrejse i Nordsjælland sukkede den senere historieprofessor Lauritz Engelstoft i 1797, at "det er græsselig ennuyant (=trættende) at fare af en sådan snorret vej. Øjet trættes og finder ingen afveksling....naturen hører op med at være skøn, når man giver den en stiv påklædning".

P. 146-149
Kartografiske landskabsmalerier
Forskellige vægtninger af den topografiske præcision.

P. 151, 163-164
Kalk, mergel og lim
Mergel består af en blanding af kalk og ler eller sand, der blandt andet virker neutraliserende på sur jordbund, fungerer som katalysator for planternes optagelse af næringsstoffer og fremmer jordens krummestruktur.
Kaldes også lim.
P. 155, 182
Litra
Matriklens underinddeling benævnes litra (f.eks. B). Matrikulært kan nye man mange steder henføre nye parceller til byens oprindelige gårde og huse, idet de gamle matrikelnumre ved udstykninger blot suppleres med bogstaver (litra).

P. 167
Total forandret landskab
Det bedst opnåelige skøn over agerjordens udvikling lyder på, at det dyrkede areal tiltog med over 700.000 hektar eller ca. 50% mellem 1750 og 1860. Denne tilvækst skyldtes en dobbelt kolonisering. Hidtidige udmarksarealer i skove, på heder og andre overdrev blev indlemmet i de udskiftede bøndergårdes tilliggender og taget under plov. Samtidig blev de utallige vandhuller, engpletter og krat, der skilte de gamle markjorders skifter og agre, forvandlet til dyrkbar jord ved opfyldning, dræning, rydning og mergling. I de tættest befolkede landsdele var det gamle, uregelmæssige mosaiklandskab således næsten overalt erstattet af et systematisk ordnet jordbrugslandskab omkring 1860. De udskiftede skove lå indhegnede som øer i de omgivende marker. Og mark- og englodder lå som rektangulære blokke i et geometrisk netværk af veje og hegn.

P. 168
Ophør af agerrygge
Den traditionelle oppløjning af agerjorden i rygge hørte op, så en del af 1800-tallets jordforbedring bestod i udjævning af de gamle bølgede marker. Men når ryggene forsvandt, mistede bonden renernes dræningseffekt. På de fleste lerjorder var det derfor nødvendigt som erstatning at anlægge et net af åbne drængrøfter med en såkaldt vandfureplov. Se desuden noter til p. 80.

P. 177
Uærlige landmåleres forbandelse
Ved Skovby på Falster siges der at være mange lygtemænd. På denne egn siger bønderne, at det er genfærd af landmålere, der i sin tid har gjort uret ved opmålingerne, hvorfor man ved midnatstide ser dem løbe op og ned ad Skovby Bakke, som de måler op med gloende jernstænger, idet de råber: Her er ret og skel! Herfra og dertil!
Kilde: Folkemindeoptagelse af Just Mathias Thiele ca. 1850, genuds. 1968 II, p. 239.

P. 182
Ladepladser
Udskibningssteder for bl.a. korn.

P. 186
Guldaldermalerier (1800-1850)
Kunstnerne drog oftest med deres skitseblokke til de mest afsidesliggende egne af landet, hvor Landboreformerne havde skabt færrest forstyrrelser.
Nogle guldaldermalere:
Johan Thomas Lundbye (Nordsjællandske sandflugtsområder og overdrevslandskaber)
Dankvart Dreyer (Fynske udmarker)
P. C. Skovgaard (skoven)
Vilhem Kyhn (Jyske hede)

P. 214
Tegldrænrør
Bortledning af markernes overfladevand ved hjælp af åbne drængrøfter, som var blevet almindeligt udbredt på lerjorder i 1830érne, lagde dels beslag på op i mod 12 procent af markens areal, og dels havde grøfterne med deres trods alt ringe dybde ingen indvirkning på grundvandsstanden.
I 1840érne blev der i England opfundet en maskine til fabrikation af brændte lerrør, og derefter bredte rørdræningen sig over hele det nordvestlige Europa.
Det første teglværk herhjemme, som fabrikerede sådanne rør, var Strandmosegård syd for Helsingør.
Det blev nu muligt at sløjfe de besværlige drængrøfter, det dyrkede areal blev større, og udbytte svingningerne som følge af væde og fordampning i vinter- og forårsmåneder blev reduceret.
Som regel blev drænets sideledninger gravet ned i en dybde af 120-130 cm, hvilket var omtrent dobbelt så dybt som de hidtidige drængrøfter. Afstanden mellem ledningerne varierede oftest mellem 12 og 20 m, hvilket gav ca. 800 m rørledning pr. hektar.

P. 229
Københavns fæstning nedlægges i 1856
De militære portvagter ved alle indfaldsveje forsvandt; og i de følgende år blev Nørreport, Vesterport, Amagerport og Østerport revet ned.

P. 239
Forandrede landskaber
Skildres af forskellige malerer:
Fritz Syberg
Peter Hansen
Johannes Larsen
L. A. Ring
Disse malere benævnes "fynboer". Deres kunst formidlede gennem billeder af dynamiske landskaber, som skulle formes og ikke nødvendigvis bevares uforandret, modernismens ukuelige fremskridtstro. Fremskridtet var selv naturligt.

P. 241
Luftfoto
I 1888 blev en lille bid af Danmark for første gang fotograferet fra luften. Det sket fra en ballon, ligesom det var tilfældet, da fotografen H. C. Ferslew to år senere optog en række luftfotos af København. Men bortset fra disse enkeltstående optagelser var det først efter Første Verdenskrigs afslutning i 1918, at luftfotograferingen for alvor gjorde sig gældende som supplement til traditionel kortlægning.

De første systematiske optagelser blev foretaget under og umiddelbart efter verdenskrigen af Marinen og Hærens Flyvetropper, og i 1920érne gennemførte Generalstabens Topografiske Afdeling de første forsøg med kortlægning på grundlag af flyfotos. Efter Anden Verdenskrig blev hele landet gennemfotograferet af henholdsvis Royal Air Force 1 1945 (1:40.000) og US Airforce i 1954 (1:10.000), men først fra 1960érne har regelmæssige flyfotograferinger (1:25.000) været en fast led den officielle kortlægning.

P. 249
Andelstiden
Perioden fra 1880 til årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

P. 272
Miljøspørgsmål
I 1950érne var forurening og miljøspørgsmål stort set fraværende i den offentlige danske debat. Dette på trods af DNF stiftelse i 1911.

P. 273
Silent Spring
Efter Anden Verdenskrig begyndte man i USA at benytte udrangerede flyvemaskiner til sprøjtning med insektbekæmpelsesmidler.
Bogen "Silent Spring", hvis titel hentyder til den massive fugledød, der fulgte, udkom i 1962 og blev et vendepunkt for den amerikanske miljøbevægelse.

Blog for Carsten Høg

mandag den 30. september 2013

Sort Sol

Fugleobservationer september 2013

søndag den 8. september 2013

Det åbne lands kulturhistorie

Blog-arkiv

Om mig