JOTA dagbog 2012

Radiopatruljen Høgene OZ5SKB/JOTA
Desværre er JOTA dagbøgerne endnu ikke blevet lagt ud på JOTA-JOTI Udvalgets hjemmeside. Derfor bringer vi her vores dagbog fra JOTA 2012.

Vi glæder os til JOTA 2013 som starter på lørdag. Dagbogen fra dette års JOTA vil også blive bragt her på bloggen (og forhåbentligt kommer alle gruppernes JOTA dagbøger i år på JOTA-JOTI Udvalgets hjemmeside).

JOTA dagbog 2012:
Efter JOTA åbningen og indcheckning satte vi os i bilen og kørte fra Stjær mod Sønderjylland. Vores mål med årets JOTA, var at besøge nogle af de danske JOTA- stationer, vi tidligere har haft radiokontakt til.
Vi havde monteret en 2 m station i bilen og en magnetfod på biltaget. Første stop var Ejer Bavnehøj, hvorfra vi fik de første JOTA kontakter. Herfra fik vi bl.a. kontakt til DDS Aros Division i Lisbjerg og KFUM-Spejderne Egedal Gruppe i Nordsjælland.
Fra Ejer Bavnehøj kørte vi videre syd på. Vi kaldte løbende CQ JOTA og fik hurtigt flere kontakter. Den første JOTA-station vi besøgte var KFUM-Spejderne Vojens Gruppe. Her blev vi taget vel imod og så deres flotte antennetårn bygget i rafter.
Den næste JOTA-station vi fik kontakt til var KFUM-Spejderne Nr. Løgum som kørte JOTA fra Tohytt. Her var vi heldige, at ankomme lige til kaffetid og vi blev gæstfrit budt på kaffe og kage. Vi fik også vist deres flotte spejdergrund, der var som skabt til den Delta Loop antenne, der var hejst op i anledningen af JOTA.
Vores næste radiokontakt var til KFUM-Spejderne i Løgumkloster, som kørte JOTA fra Sortebrohytt. Her fik vi en rundvisning i deres nye flotte hytte og var heldige, at overvære spejderne, der førte fine QSOér over deres 2 meter station.

Nu var tiden ved at være hastigt fremskreden, og vi var nødt til, at køre nord på igen. Vi fandt ud af, at tidsfaktoren var den størst udfordring ved, at køre mobilt JOTA. Vi kunne have brugt meget længere tid hos de enkelte JOTA- stationer. Vi blev taget så godt imod og det var meget spændende, at se hvordan grupperne havde indrettet sig.

Det lykkes os desværre ikke, at få radiokontakt til DDS Brande Gruppe, da vi var i nærheden af deres QTH. Ved en senere radiokontakt viste det sig, at de var på et - vistnok meget uhyggeligt natløb på det tidspunkt!
Men det lykkes, at får kontakt til DDS Karup Gruppen, som heldigvis også meget gerne ville have besøg af os. Det var rigtig hyggeligt, at besøge en spejdergruppe, der også kører radiospejderarbejde i det daglige.

Afslutningsvis besøgte vi JOTA hovedkvarteret i Kjellerup. Vi måtte efter 400 km og mange hyggelige besøg sige tak for årets JOTA. Specielt tak til alle de stationer, der ville have vores besøg. I har været utrolig gæstfrie. Vi glæder os til at kontakte Jer igen til kommende JOTA.

Med spejderhilsen
Mette og Carsten
Radiopatruljen Høgene  

Vandets veje

 

Vandets veje af Bo Fritzbøger, 2009
Bogen handler om Skjern Ås miljøhistorie gennem 350 år.

Bogen er skrevet af samme forfatter som har skrevet "Det åbne lands kulturhistorie" og "Kulturskoven". "Vandets veje" adskiller sig forholdsvis meget fra de to andre bøger, ved at have meget fokus på miljøpolitik. Men der er også behandlet mange ikke-politiske emner i bogen.

P. 15
Skjern Å
Skjern Å afvander omkring en niendedel af Jylland. Den længst sammenhængende del af systemet - som er ca. 94 km lang - løber fra vældet i Tinnet Krat ikke langt fra Gudenåens kilder, gennem søerne ved Rørbæk og Hastrup Plantage, nord om Brande og plantagerne ved Sandfeld og Hesselvig, midt gennem Sønder Felding by, nord om Boris Hede og mellem Tarm og Skjern ud i Ringkøbing Fjord.

Gennem historien har ikke mindst vandløbsnavne været ganske omskiftelige. Skjern Å optrådte tidligere undertiden som Lønborg Å.

Skjern Å har i dag en middelvandføring på godt 35.6 kubikmeter pr. sekund,  hvilket gør den til Danmarks vandrigeste vandløb.

P. 44-45
Sand- og muldflugt
Ikke sjældent blev både sædekorn og agerjord ført langt ud på heden, så alt var tabt, og tilbagevendende afbrænding og tørvegravning gjorde kun sagen værre. En kraftig medvirkende årsag til blotlæggelsen af mineraljorden for vinden var den udbredte tradition for at skære lyngtørv og blande den i husdyrgødningen for at strække denne.  Derudover brændte man lyngen af for at rydde jorden til opdyrkning eller for at omdanne tørv til gødningsaske.
Så når Enrico Dalgas hundrede år senere talte varmt for plantning af "læbælter af skove" var det netop for at få reduceret den stadige erosionsfare en gang for alle.
Sandflugten kunne også true landsbyer.

P. 56
Vandløb og dialekter
Dialekter afgrænses i nogle tilfælde af større vandløb, fordi vandløbene var svært gennemtrængelige trafikale barrierer. Skjern Å er således endnu i dag dialektgrænse nord-syd med hensyn til ikke færre end tretten forskellige udtryksformer, og en tilsvarende kulturel regionalitet knyttet til vandløbsgrænser gør sig gældende med hensyn til så forskelligartede kulturtræk som byggeskikke og tøjmoder.

P. 102
Mergling
Mergling var en af de vigtigste faktorer bag 1800-tallets generelle produktivitetsforbedringer. Mergel er en samlebetegnelse for blandinger af kalk og ler eller sand, som findes i geologiske formationer af meget forskellig alder. I vestjysk sammenhæng er det således værd at nævne, at både kanterne af bakkeøernes gamle morænejorde og smeltevandsaflejringer på hedefladen kan indeholde mergel.
Til gengæld var netop de udvaskede og sure hedeslette- og morænebakkejorde de mest kalktrængende. For kalkens funktion var først og fremmest forud for dyrkning at reducere jordens surhed. Hertil kom dog, at den dels forbedrede krummestruktur, dels virkede som katalysator for planternes  næringsstofoptagelse. Det var derfor, at overdreven mergling kunne give nogle få år med ganske ekstraordinær gode udbytter efterfulgt af mange års misvækst, når næringsstofpuljen var brugt op.
Der er mange tegn på, at jyske bønder har kalket og merglet deres agerjord i hvert fald siden 1600-årene, men merglingens storhedstid faldt sammen med hedeopdyrkningen to århundrede senere. Opsporing, gravning og distribution af mergel og kalk via særlige smalsporede jernbanenet blev således tidligt et af Hedeselskabets virkefelt.

P. 104, 259
Utidssvarende vandløbslovgivning
Trods mindre justeringer var der længe udbredt utilfredshed med den gamle vandløbslov fra 1880. I begyndelsen gjaldt kritikken især dens tunge forvaltningsapparat, men som årene gik, blev den også kritiseret, fordi den på flere punkter er ude af stand til at imødegå den voldsomme forurening af vandet i vandløb og søer, som har fundet sted i de sidste årtier.
Først i 1933 nedsættes en lovforberedende  kommission.
Et forslag blev uden held fremsat i 1937.
Et nyt forslag derfor fremsat i 1942. Denne lov blev vedtaget i 1949. Efter denne lov skulle spildevandsudledning fra bestemte former for virksomheder nu godkendes af vandløbsretten, og loven havde derved for første gang et islæt af naturbeskyttelsesinteresser. Stadig var det dog de landbrugsrelaterede afvandingsinteresser der dominerede loven. I dens første paragraf hed det således utilsløret, at "Benyttelsen af de i denne lov omhandlende naturlige vandløb til afledning af vand har fortrinsret for al anden benyttelse af vandløbene".
Denne prioritering nød generelt stor tilslutning ved Rigsdagens behandling af loven, men ved Folketingets førstebehandling den 13. oktober 1948 blev der for første gang anlagt en anden og skæv vinkel på afvandingsspørgsmålet. J. Kr. Jensen fra Socialdemokratiet pegede på, at erfaringer fra Sverige og Amerika viste, at "grundvandsstanden i jorden er sunket i foruroligende grad, og man går i flere tilfælde til forbud mod afdræning af arealer". Måske var dræning altså ikke ønskelig i alle tilfælde.

Loven blev revideret i 1963 for at dæmme op for den stigende vandforurening. Loven indebar et absolut forbud mod udledning af ensilagesaft, alje og "faste og flydende midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og skadedyr samt midler til regulering af plantevækst".

Næste gang loven blev ændret var i 1969. Loven var ikke så bemærkelsesværdig ved sit indhold som ved sin tilblivelse. For første gang inddrog man nemlig ikke interessebundene eksperter som Hedeselskabet, men lod statens egne eksperter stå for de tekniske detaljer. I stedet blev lovens overordnede principper formuleret på grundlag af politiske diskussioner med interesseorganisationer. Loven skulle nu heller ikke længere administreres af de landbrugsdominerede landvæsenskommissioner, men af kommunerne.

Miljøbeskyttelsesloven af 1973 indførte et generelt krav om spildevandsrensning, men i 1977 blev hele  47% af den samlede udledning i Ringkøbing Amt udledt uden nogen form for rensning.

Vandmiljøplanen fra 1987 blev blot det første af en lang række indgreb overfor landbrugets næringsstofudledninger til vandmiljøet.

Da det blev klart, at planens målsætninger ikke kunne nås, førte Handlingsplanen for bæredygtig udvikling i landbruget i 1991 til indførelse af bedriftsvise gødningsregnskaber baseret på faste normer, skrappere krav til gødningsudnyttelsen samt forbud mod udbringning af gødning fra høst til februar (bortset fra til vinterraps og varige græsarealer).

Og da heller ikke det havde tilstrækkelig effekt, vedtoges Vandmiljøplan II i 1998 med blandt andet strammere krav om harmoni mellem landbrugsareal (til gødskning) og husdyrtal og krav til gødningsudnyttelsen. Til den nye plan hørte også tilskyndelse til skovrejsning og reetablering af vådområder.

P. 198
Dambrug
Dambrugserhvervet oplevede en vældig fremgang fra Anden Verdenskrig, og antallet af brug toppede midt i 1960érne med omkring 800 fordelt over hele landet, men med klart flest i Jylland. Hvor ørredeksporten i 1950 udgjorde 2100 tons, var dette tal således i 1966 steget til godt 10.000.
Mange dambrug kom af praktiske grunde til at ligge i nedlagte vandmøller eller ved forladte engvandingskanaler, og de påvirkede ofte vandføringen ved regulering af vandindtaget og periodiske udledninger.
Som foder anvendte dambrugerne længe hakket skidtfisk eller såkaldte ukrudtsfisk, som blev smidt direkte i dammene. Doseringen var vanskelig, og ikke alt foder blev spist, hvorfor der på bunden af bassinerne samlede sig slam, som måtte fjernes af hensyn til fiskenes sundhed. Det blev med jævne mellemrum skyllet ud i vandløbet, hvis næringsstofbalance derved blev sat alvorligt på prøve.
Og fra landbrugskredse konstaterede man, at dambrugene medførte en voldsom forøgelse i antallet af kvægmyg, der ved overførsel af parasitter kunne ødelægge køernes mælkeproduktion.
Det blev nødvendigt både med forbedrede opdrætstekniker og strammere lovgivning og tilsyn for at imødegå forureningsproblemerne.
I løbet af 1970érne indførtes således anlæg til bedre dossering og anvendelse af tørfoder til fisk i alle aldre, ligesom man så småt begyndte at anvende mekaniske apparater til iltning af dambrugsvand, således at lokale iltsvindsproblemer i nogen grad blev modvirket.
Men endnu ikke alle problemer er løst. Miljøklagenævnet må jævnligt afgøre tvister vedrørende erhvervets forurening, og i lystfiskerkredse konstateres det, at dambrugsproblemet er et af Skjernåens største.

P. 207-209, 214-215
Miljøet bliver ramt af kriselove
Mellemkrigstidens lovgivning sikrede gunstige rammer for omfattende regulering af naturen.
Tre forhold dannede tilsammen grundlaget for denne lovgivning:
1. Det ene var arbejdsløsheden, som tog til efter krigsafslutningen for med først børskrakket i 1929 og siden krigsudbruddet ti år senere at antage et hidtil uset omfang.
2. Det andet var landbrugserhvervets ønske om at udvide og forbedre sit produktionsapparat gennem såkaldte grundforbedringsarbejder.
3. Det tredje var behovet for økonomisk hjælp til de mange små landbrugsbedrifter.

De første jordforbedringslove var fra 1920érne. Senere kom Kanslergadeforliget i 1933 hvor der blev mulighed for løntilskud og tilskud til eksempelvis drænrør.
Den første Landvindingslov kom i 1940. Denne lovs dobbelte formål var "fremme af produktionen af korn, foder m.v." og  "igangsættelse af formålstjenligt arbejde til imødegåelse af arbejdsløshed".

Hedeselskabet fremlagde i 1944 en plan for en gennemgribende regulering af Skjern Å. Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, der var dannet som en uafhængig forening i 1942, anbefalede Folketinget at opgive reguleringen.

Landbrugsministeriet godkendte Skjern Å projektet i  1961 og arbejdet gik i gang i 1962. I 1968 var projektet færdiggjort.

Fordelingen af de nyvundne jordlodder og omfordelingen af de gamle hørte under Statens Jordlovsudvalg. Et jordfordelingssekretariat blev etableret i Skjern, og fire landinspektører engageret.

P. 225
Danmark - et landbrugsland (endnu)
Trods affolkning, specialisering og accelererende strukturændringer spillede landbrugserhvervet endnu i 1960érne en så fremtrædende rolle for dansk nationaløkonomi og selvforståelse, det det havde en ganske enestående politisk indflydelse. En akse fra Landbrugsministeriet på Slotsholmen til hovedsædet for landbrugets mange organisationer på Axelborg afgjorde i store træk tidens landskabspolitik, og endnu efter vedtagelsen af den første miljøbeskyttelseslov i 1973 hed det blandt kritikere spøgefuldt, at love ikke gjaldt for Færøerne, Grønland og landbruget.

P. 232
Overproduktion
Europas landbrug var under et blevet så effektivt, at fødevareproduktionen langt oversteg efterspørgslen, og for at sikre en politisk fastsat mindstepris, opkøbte EF store mængder kød, smør og korn, som blev lagt på lager, indtil verdensmarkedspriserne rettede sig. Dermed var incitamentet til fortsat udvidelse af landbrugets produktionsapparat borte.

P. 232
Landbrugets folkelige fundament reduceres
Ganske få havde efterhånden direkte tilknytning til erhvervet, og velstandsstigningen bidrog omvendt til, at stadig flere fik en mening om det danske landskab. For på ferier ville byboerne færdes i natur og ikke mellem hermetisk lukkede SPF-stalde og kolossale, ensartede, rektangulære markfelter.
For det store flertal af befolkningen blev brugen af det åbne land knyttet til fritiden.

P. 238
Okker
I den danske undergrund findes pyrit. Når pyritten iltes (for eksempel ved sænkning af grundvandsspejlet i forbindelse med dræning), bliver den omdannet til blandt andet svovlsyre og ferrojern, der opløses i drænvand og udledes til vandmiljøet. Det giftige ferrojern kan ikke ses i vandet, men når svovlsyren er tilstrækkelig fortyndet, iltes ferrrojernet og bliver til okker.  Okkeren er egentlig ikke giftig, men den påvirker alligevel vandløbenes livsbetingelser negativt.  Den gør vandet uklart, så der ikke kommer så meget lys til bunden, og den kan kitte bundgruset sammen, så der bliver lukket af for tilstrømningen af ilt til de porer, hvor fiskenes æg  ligger.

P. 240
Konflikt mellem fiskere og landmænd
Okkerudledningen var først og fremmest fiskenes og dermed også fiskernes problem. Som en af deres talsmænd senere beskrev situationen i et partsindlæg: "Mens landmændene fornøjet kørte rundt med deres store traktorer og mejetærskere på deres billige og nyerhvervede kornmarker, væltede okker i enorme mængder fra de afvandede områder ud i åen, hvor det først kvalte alt liv og siden havnede i fjorden". Erhvervet krævede derfor opførelse af bundfældningsbassiner, således den værste forurening kunne fjernes inden åvandet nåede fjorden, men i første omgang skete der intet.

P. 250-251
Silent Spring
Selvom mange af Naturfredningsforeningens lokalkomiteer tidligt blev opmærksomme på problemerne med mindre synlige miljøbelastninger som spildevandsudledning og industrirøg, betragtede den langt ind i 1970érne det synlige landskab som sit primære arbejdsfelt. Den nye formulering og organisering af kritik af det moderne samfunds omgang med naturen, som vi ofte kalder den grønne bølge, kom derfor især fra kredse, der betragtede Naturfredningsforeningen som en støvet, gammel tante uden føling med tidens problemer.
Inspirationen til et opgør med foreningens pænhed  kom som de fleste andre af periodens impulser fra udlandet, og i den forbindelse peger mange på den kolossale betydning, som en lille bog fra 1962 fik for hele den vestlige verden. Den havde titlen Silent Spring og var skrevet af den midaldrende, amerikanske marinbiolog Rachel Carson, der i denne sammenhæng påtog sig advokatens snarere end forskerens rolle. Hun undrede sig over, hvor hendes barndoms og ungdoms fuglesang var blevet af, og svaret var klart. Den i efterkrigstidens udbredte brug af flyspredte ukrudts- og skadedyrsbekæmpelsesmidler havde betydet en massedød blandt ikke-skadelige insekter, fugle og pattedyr, og den havde udsat mennesker for en alvorlig sundhedsrisiko.

P. 253
Danmarks Naturfredningsforening vokser voldsomt
På kun ti år steg medlemstallet takket være intensiv telefonhvervning fra 54.000 medlemmer i 1977 til 261.000 i 1987, samtidig med at den udvidede sit virkefelt fra klassiske landskabsfredninger til natur- og miljøpolitik i almindelighed.

P. 280
Naturpleje
For at fastholde naturområdet i netop den landskabelige tilstand, som man ønskede at beskytte, var en vis benyttelse nødvendig. Hvis ikke vegetationen blev holdt nede, ville store dele af området gro til i rør og pilekrat. Det blev derfor i 2002 efter licitationen indgået græsningskontrakter for 440 kreaturer.

P. 281
Åen blev 7 km længere
Åens løb var inden for projektområdet forlænget fra 19 til 26 km, og vandstanden omkring den var steget med op til halvanden meter, efter den ene af pumperne stansede.

En stor flok hjejler lige uden for Stjær

Tåstrupvej, syd for byskiltet kl. 17 i dag

Musvåger over Nødager på Djursland

 

 

Kulturskoven

Noter fra Kulturskoven - dansk skovbrug fra oldtid til nutid af Bo Fritzbøger, 1994

P. 29, 60, 131, 134
Stævningsskovbrug (lavskovbrug)
Stævningsskovbrug (lavskovbrug) består i at udnytte de fleste træarters evne til at skyde fra rod, gren eller stød (rod) efter beskæring, og interessen rettedes især mod hassel og eg, der særlig godt tåler denne behandling. Af de afskårne skud og grene fremstilledes ris og staver, som først og fremmest anvendtes til hegn, kurve, fletværk i bygninger og brolægning af veje. Derudover blev grenene anvendt til brændsel.
Ved stævning af træerne sker der 2 ting:
1. En del af træernes  rodnet dør væk og omsættes til optagelige næringsstoffer.
2. Der bliver lukket op for sollyset, så urtefloret året efter stævningen nærmest eksploderer af lyskrævende arter, som har overlevet skyggeperioden uden at sætte blomst.
Mangestammede og tildels sammenvoksede bøge tyder på græsningsskader eller stævning i træernes ungdom.

P. 160
Nedstynede grene
Nedstynede grene kan f.eks. anvendes til gærdefletning. Nedstynede grene benyttes altså til gærdsel.

P. 162
Gærdselsskov
Mens stævningsskovdriften tidligere havde frembragt snart sagt alle former for træprodukter, så opfattedes stævningsskoven gennem 1700-tallet stadig mere som gærdselsskov.

P. 32-34
Torper (udflytterlandsbyer)
Som følge af forbedrede levevilkår oplevede man en kraftig befolkningstilvækst i  1100-1200-tallet. En udbygning af de eksisterende landsbyer, der formentlig havde været navngivet siden jernalderen, men som blot førte navnene med sig på deres flytninger, var imidlertid ikke nok til at imødegå befolkningens vækst. Så i stedet for at lade dem vokse til kæmpelandsbyer med uhensigtsmæssigt lange transportveje fra gårdene til de fjerneste marker. I randen af de gamle landsbyers jorder, der hvor græsningsarealer og skov vekslede mellem hinanden, anlagde man nye bebyggelser. Disse såkaldte torper bestod i begyndelsen som regel kun af en eller to gårde, der ofte fik navn efter udflytningens initiativtager. I vore dage kendes sådanne udflytter-landsbyer, af hvilke der findes talrige over det ganske land, bl.a. på navneendelser som
-rup, -strup og -trup.

P. 34
Rydninger
Den tunge hjulplov, der kom til landet i løbet af middelalderen, lettede arbejdet med tunge sten- og rodfyldte muldjorder betydeligt. Derved bidrog den blandt andet til, at de mange nye landsbyer lettere end før kunne anlægges på de bedre jorder i skoven. Og bynavne af de kendte rydningstyper (foruden torpnavnene særlig -slet og -rød) kan derfor give os et fingerpeg om, hvor der i middelalderen blev ryddet ødemark til ager og bosættelser.  Andre navneendelser der kan benyttes som skovindikatorer er -skov, -lund, -ved og -holt.

P. 41
Marknavne
I fællesskabstidens landbrug var hver eneste lille del af agerjorden forsynet med sit individuelle navn, og dette marknavn indeholdt ikke sjældent en karakteristik af det pågældende jordstykke i form af henvisninger til den naturlige vegetation eller de tilgrænsende agers brug.
De fleste marknavne kendes i dag fra Christian Vs Matrikel fra 1680érne.
Og forekomsten i 1680érne af et betydeligt antal påviselige skovløse byer med marknavne som "skovvang" og "lundemark" illustrerer tydeligt de mellemliggende århundredes afskovning.

Marknavne  1682 i den nu skovløse by Bendslev, Krummerup Sogn, Sydvestsjælland. Efter Christian Vs Matrikel, markbog for Krummerup Sogn 1682 (Rigsarkivet):

JELLINGE WONGEN
Mærte Kielss Aas
Præste Holmen
Ofuen for Merte Kielss Aas
En Weng Aas
Brente Aas
Aae Aggre
Leer Aggre
Krage Holmen
Aae Holmen
Heslle Stente Høfd

EGESKOUFS WONG
Foel Ager
Pelle Homper
Bye Ager Aas
Lessetals Eng
Stached Trune Aas
Lange Trunes Aas
Elledtz Eng
Stached Leer Ager
Maul Ager Aas
Præst Holm
Blisse Kiers Aas
Tømmes Bierge
Ugle Wraa Støcher
Ugle Wraa Aggre
Nørmoesse Eng
Halgangs Eng
Stij Tyche
Hveen
Hosse Rings Agre
Brød Homper
Sleet Aas
Søebiergs Aas
Gamle Wraaes
Homper
Gamle Wraas Eng
Tveden

BØGESCKOW WONGEN
Bye Aggeren ved
Liddet
Aae Agger Aas
Krag Aggerne
Stachede Aae
Agger
Sandholmen
Paa Krommerup
Weyen
Gierrebreds Aasen
Kimmer Mad
Bøgeskoufs Aasen
Lange Recke Aas
Nørskou
Bag Norskouven
Bøgeskoufs Wraa Aas
BøgeskowEnge
Stycher
Stachet By Agger
Lamme Holmen
Brend Tved
Tatters Høfd Holmb.

P. 54
Spor i landskabet efter gærder og hegn
I en del tilfælde er hegnet efter bortryddede skove overtaget af landbruget og har derfor fået lov til at blive stående; i det mindste indtil de seneste årtiers grasserende jævningsfeber. I andre, og flere, tilfælde vidner hegn inde i eksisterende skove omvendt om, hvor skovgrænsen gik ved indfredningen.

P. 58
Framlev Herreds Kongelige skove 1731
Uddrag af skovrider Peder Mönsters "Underdanig efterretning over det mig allernådigst anfortroede skovriderberidts skove og vildtbaners tilstand og beskaffenhed udi Framlev og Hjelmslev herreder", 24/8 1731 (Rigsarkivet, Rtk. 333.17)

SJELLE SOGN
Sjelle Overskov: er i længden en fjerdingvej og ligeså bred; består af ung ege- og bøgeskov, ellers er nogle gamle ege og bøge imellem, og god underskov af birk, hassel, enebærris og tjørn.
Sjelle Nederskov: en fjerdingvej lang, 20 á 30 favne bred; er et krat, som består af hassel og tjørn med nogle gamle egestumper iblandt
Sjelleskovgårds Kobler, Nederskov (er 1000 favne lang og 400 favne bred) og Dyrehaven (er 500 favne lang og lige så bred): er indlukte rytterkobler, og består skoven af god bøgeskov med nogle få ege og aske imellem samt god underskov af hassel, el og tjørn

SKØRRING SOGN
Skørring Overskov: er en fjerdingvej lang og ligeså bred; består af gamle bøgetræer og nogle gamle ege, som er tophaldne (=udgået), men god underskov, ligesom ved Sjelle er meldt
Skørring Nederskov: er 1200 favne lang og 3 á 400 favne bred; består af god ege- og bøgeskov, og god underskov af hassel, el og tjørn
Rode Krat: er 100 favne lang og 20 á 30 favne bred; består af hassel og tjørn samt nogle risbøge

SKIVHOLME SOGN
Herskind Krat: er i længden 1/4 mil og i bredden 20 á 30 favne;  består af god underskov, hassel og tjørn

FRAMLEV SOGN
Lillering Skov: udi længden 1000 favneog 4 á 500 favne bred; er god ung skov, som består af opelskede risbøge og god underskov af hassel, avnbøg og tjørn

STJÆR SOGN
Stjær Skov: er i længden 1000 favne og i bredden 350 favne somme steder smallere; består af risbøgeskov og nogle få gamle ege iblandt, så og noget underskov af bøgepur og hassel

STORRING SOGN
Storring Langskov: er præstegården tilhørende; i længden 500 favne, i bredden 100 favne; består af gammel bøgeskov og nogle få ege med god underskov, som består af hassel og el
Gammelgård Skov: er 50 favne lang og 150 favne bred; er nogle gamle egetumper samt ung risbøge- og risegeskov
Høver Skov:  er i længden 900 favne og ligeså bred; består af god underskov med nogle unge risbøge iblandt så og nogle gamle udgåede og afstyvede egestumper

SKOVBY SOGN
Skovby Krat: er i længden 700 favne og 50 favne bred; består i underskov af hassel, el og tjørn
Lundgård Skov: er 450 favne lang og 4 á 500 favne bred; består af ung bøgeskov og nogle egestumper iblandt, så og god underskov af hassel, el og tjørn

GALTEN SOGN
Galten Skov og Krat: er 1/4 mil i længden og ligeså i bredden; den største part er underskov, som består af birk, hassel, el og tjørn samt nogle gamle afstyvede egestumper. Ellers noget risbøgeskov, som er selvejernes

P. 69
Stjerneudskiftning og udflytning
Hvor det ikke var muligt at stjerneudskifte, således alle gårde kunne blive liggende i landsbyen omgivet af deres nyerhvervede jordlodder, måtte udskiftningen suppleres med en udflytning.

P. 73, 75
Sandflugt
Sandflugten opstod først og fremmest i forbindelse med forstrandens klitter og på den midtjyske lynghede, hvor det øverste tørvelag var skrællet af for at blive benyttet som brændsel eller gødning. Problemet voksede derfor som tiden gik, og i 1700-tallets sidste halvdel udgjorde sandflugtsområderne omkring 3% af landets samlede areal. Sandflugtens omfang var størst i Midt- og Vestjylland.
Først i slutningen af 1850érne kom der for alvor gang i anlæggelsen af jyske klitplantager som værn imod den menneskeskabte sandflugt. Staten anlagde klitplantager: Tvorup vest for Thisted, Bordrup ved Oksbøl, Tversted ved Tannis Bugt og Husby syd for Nissum Fjord.

P. 87
Ahl-lag
Almindelig muldjord er kendetegnet ved god bearbejdning ved hjælp af bl.a. regnorm, som øger omsætningen af næringsstoffer og giver en glidende overgang mellem jordens organiske materiale og mineraljorden. Men i områder med sandende jorder, stor fugtighed og ringe jordbearbejdning vil nedbrydningen af blade og andre planterester ofte forringes med det resultat, at der sker en forsuring. År for år ophobes der næringsstoffer, som i værste fald udvaskes af de øvre jordlag for senere at udfældes i et hårdt, lavere liggende ahl-lag. Denne såkaldte mor-dannelse fremmes bl.a. af vegetationens art, og kendes især fra lyngheden. Men også i rene bøgebevoksninger, der på grund af manglende bundvegetation udsættes for træk, og hvor jorden ikke regelmæssigt bearbejdes af oldensvin eller skovplove, vil der undertiden opstå mor.

P. 156-157
Begrebet i " ny og næ"
Det nok hedeste diskussionsemne blandt 16- og 1700-tallets skovbrugere var, hvilken betydning månens stilling havde for hugstens og skovdyrkningens gunstige udfald. F.eks. tømmer skulle hugges i næ (aftagende måne) eller såninger skulle foretages i ny (tiltagende måne). 

P. 162
Vasegærder og vindegærder
I gammel tid bestod mange hegn af såkaldte vasegærder, der kom i stand ved, at man mellem to parallelle rækker af nedrammede staver bunkede alle de grene - gerne tornede - og alt det kvas sammen, som man kunne få fat i. Sådanne gærder var hurtige at fremstille, men uhyggeligt materialekrævende. Så da træmangelen satte ind, gik man de fleste steder over til vindegærder, som kun bestod af en enkelt række staver, hvor imellem man flettede smidige, nedstævnede grene af hassel, el eller pil.

P. 168-169
Svedjebrug
Asken efter rydning gav midlertidigt næringstilskud, som dog efter nogle år blev brugt op.
Det kan ikke udelukkes , at eksempelvis Brændte Overdrev ved Bregentved på Sjælland har været genstand for en eller anden form for svedjebrug. I samme retning peger marknavne som Brændte Ris Agre i Væggerløse på Falster. 

P.  171
Trevangsbrug og landmålere
En vang drevet i trevangsbrug hvilede i princippet i et år, hvorefter den blev dyrket i to. Men det var sjældent hele vangen, der blev dyrket hver gang. De centrale dele blev som regel gødsket hyppigst, og tålte derfor bedst den forholdsvise intensive drift. Men i udkanten af vangen kom møgkærren sjældent, og jorden her måtte derfor nøjes med den gødning, som græssende kreaturer kunne give efter høst, og når vangen hvert tredje år var fælled. Derfor kunne der gå 15-20 år imellem, at de fjernest beliggende åse blev besået, og i denne lange hvileperiode, bredte træer og buske sig ind over agrene. Ved matrikuleringen i 1680érne, hvor al agerjord skulle opmåles, havde landmålerne til tider ligefrem svært ved at mase sig igennem krattet på sådanne hvilende agre.

P. 176
Den Danske Atlas
Et topografisk flerbindsværk af Biskop Erich Pontoppidan fra 1760érne.

P.  176
Højryggede agre
Den tunge hjulplov dannede de såkaldet højryggede agre. Typisk 6-16 m brede og op imod 60 cm høje. Se desuden Det åbne lands kulturhistorie af Bo Fritsbøger.

P. 189
Teglskove
1500-årenes byggeaktivitet havde stor indflydelse på danske skove. Ikke alene fordi forbruget af tømmer var enormt. Men også fordi de mange murede bygninger forudsatte brænding af hundredetusinder af teglsten og tonsvis af kalk.
På grund af rent geologiske forhold var teglbrændingen i nogen grad regionalt specialiseret, og langs Østjyllands fjorde og den fynske kyst lå små og store teglværker som perler på snor. Skibet var nemlig den eneste realistiske transportmulighed for gods i sådanne mængder.
Ved byggerier i  skovegnen placerede man oftest teglbrænderiet så nær ved byggepladsen som muligt. Og deraf udspringer antagelig navngivningen af de forholdsvis mange Teglskove spredt i det danske landskab.

P. 189-191
Kalk
Der skulle benyttes mørtel til at bygge stenhuse. I mørtel indgår kalk fremstillet af brændt kalksten. Kalk, eller på gammel dansk lim, er omkring Limfjorden særlig let tilgængelig. Men kalk findes mange steder i den danske undergrund.  Den største kalkproduktion skete de steder hvor der var både kalk og brændsel. På egnen omkring Daugbjerg og Mønsted vest for Viborg, benyttede man lyng som brændsel til kalkovnene.  Man var dog de fleste steder helt afhængig af træ som brændsel.  Langs Mariager Fjord var der både tilgængelig kalk, store skove og gode besejlingsforhold.

P. 191-192
Salt
Der blev sydet salt i mange egne af landet, men kendt i denne sammenhæng er især Læsø, egnen omkring Lønborggård sydøst for Ringkøbing Fjord (Lønborgsalt) samt Sydslesvig (Frisisk salt). Sydningen på Læsø var dog så dominerende, at dansk salt i 1600-tallet ofte uden videre gik under betegnelsen Læsøsalt.
Opvarmningen af de store, åbne saltpander var uhyggeligt energikrævende og blev forbudt i 1652. Men da havde den allerede forvoldt uoprettelig skade på Læsøs natur. Øens oprindelige skov var så godt som væk, og umilde klimatiske forhold fik sammen med læsøboernes husdyrhold skabt den lynghede, som endnu præger store dele af øen.

P. 205-208
Trækul
Trækul fremkommer ved afbrænding af træ under begrænset tilgang af luft, hvorved træets organiske forbindelser ikke forbrændes med  forkulles.  Kvaliteten af trækullet er helt afhængig af svidningens forløb og træets art, idet dog stort set alle arter har kunnet anvendes. Før indførelsen af nåletræ blev ege- og bøgekul foretrukket, mens især el dog synes anvendt til brænding af krudt kul.
Trækuls brændværdi er godt dobbelt så høj som bøgebrændes, ca. 33.000 kj/kg og forbrænding afgiver det en stærk stabil varme, som bl.a. er en forudsætning for brocestøbning (ved ca. 1000 grader C) og udvinding af jern (ved ca. 1400 grader C).
Fra historisk tid kendes to grundformer for kulsvidning. Enten foregik den kontrollerede forkulning i lukkede gruber i jorden, eller også blev træet stablet til miler, hvorefter det blev dækket med et lufttæt lag af tørv, jord og bregner eller halm. Milesvidning synes efter 1200-tallet gradvis at have fortrængt grubesvidning, og det var en stor kunst at sørge for, at der slap akkurat så meget luft ind, så forkulningen fortsatte uden at slå over i egentlig forbrænding.
Milen består af kløvet brænde, der er stablet omkring fire lodrette pæle, som danner en skorsten. For at hindre utilsigtet lufttilgang tildækkes milen inden antænding med bregner, grus, græstørv eller lignende, og under svidningen må der jævnligt kastes jord på milen for at forhindre, at forkulningen slår over i en åben forbrænding.
De skrøbelige kul tåler dårligt lang transport, hvorfor produktionen måtte foregå så tæt på aftagerne som muligt.
På Gisselfeld ophørte svidningen omkring 1770, mens man på både Brahetrolleborg og Frijsenborg blev ved et godt stykke ind i 1800-tallet. I den helt store stil videre førtes produktionen dog kun i Rold Skov og det nordøstlige Sjælland, hvor skovene var store, og afsætningsmarkedet lå tæt ved.
Gradvist overtog importen af stenkul markedet.

P. 205
Træaske benyttes til fremstilling af potaske, soda og salpeter
Det mere eller mindre forbrændte træ udgjorde undertiden selve produktet. Af træasken kunne man således udvinde et par særdeles brugbare salte: potaske eller soda (natriumkarbonat) til rengøring og glasfremstilling og salpeter (kaliumnitrat) til den strategisk vigtige indenlandske produktion af krudt.
I 1600-årene fandtes der såkaldte salpeterlader i mange danske len.
Selve krudt fremstillingen foregik i Nordsjælland og i Flensborg.
Eftersom de kemiske forbindelser, der skulle udnyttes til potaske- og salpetersydning, udgør mindre en 1% af træets tørvægt, må træforbruget i 1600-tallets krudtproduktion have været enormt.

P. 255
Skanderborg Rytterdistrikt
Nævnt på denne side.

P. 364-367
Skovembeder
Skovfoged/skovrider
Typen på skovfoged var i statsskoven helst en granvoksen mand, ofte bar han et velproportioneret fuldskæg. Til daglig brug kunne han færdes i civil, men den reglementerede kasket var obligatorisk, ligesom de lange støvler hørte med. Privatskovens skovfogeder frembød en meget varieret klædedragt, som oftest prydet med hjortetaksknapper i rad og række, for og bag, varierende i størrelse efter anvendelse og individuel smag. Skæg og støvler var sædvane, hatten var ofte særpræget. Oftest havde han opdræt af jagthunde for at hjælpe på indtægterne, og det gav en vis baggrund at have en hund til at følge i hælene, så at man i påkommende tilfælde kunne demonstrere, hvor velopdragne de hunde var, og netop fra den kennel.  (Uddrag af daværende skovfogedelev Povl Schmidts erindringer fra årene omkring 1912-13 (efter Ole Højrup: Herregårdsliv 4, København 1981)).
Skovfogden benævnes også skovrider, da hesten er hans transportmiddel.

Skovløber
En del af skovarbejderne blev ansat som skovløbere, i statsskovvæsenet undertiden kaldet hegnsmænd. De fik samme løn som andre arbejdere, men havde til gengæld bolig i et skovløberhus mod at hold opsyn i den skovpart, der lå nærmest huset. Og i tider med krybskytteri kunne det indebære et temmelig omfattende og undertiden farligt arbejde.
Skovarbejder
Arbejdet var hårdt og ofte dårligt betalt.

P. 380
Fredskovsforordningen 1805
Forordning om skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning i kongeriget Danmark fra 1805, også kaldet Fredskovforordningen, var C.D.F. Reventlows værk. Gennem nogen tid arbejdede han og andre af statsadministrationens embedsmænd på en forordning om skovudskiftning, som var en naturlig følge af den almindelige udskiftningsbevægelse.
Fredskovsforordningen formulerede en grundlov for forholdet mellem skoven som privat ejendom og skoven som samfundsgode.
Fredskovpligten betød, at alle arealer, hvorpå der i 1805 fandtes overskov, i al fremtid skulle fastholdes som skov, og at skovgræsning ikke længere måtte finde sted.

P. 384
Statskovvæsenets distriktsinddeling 1993
Se kort på side denne side.

P. 390
Jeppe Aakjærs hedesag
Uddrag af Jeppe Aakjærs kronik i dagbladet Politiken den 11.12.1909:
For mig er det ikke nok at få lyst fred over en eller anden hældende busk ved vejsvinget, for mig gælder det om at få skreget et stop til den trold, der stjæler os barnet op af vuggen og lægger en skifting i dets sted. Og trolden jeg sigter til, er det Danske Hedeselskab. Det har samlet hele sin opmærksomhed om Vestjylland, og ingen erobrede horde kunne have gået mere skånselsløst til værks mod en provins´ oprindelige, nationale skønhedsværdier. Det er et selskab, der truer på livet alt det helligste, vi ejer, alt det, vi har erklæret vores kærlighed i vort livs skøneste øjeblikke: landskabet, udsynet, de milehvælvende horisonter. Hvilket eventyrland var ikke disse vestjyske egne i vor barndom, da fåreflokke klang gennem den duggede morgenstilhed milevidt henover lyng og lav.

Allerede midt i 1800-tallet var heden blevet genstand for den samme naturdyrkelse, som i Østdanmark fortrinsvis rettedes mod skoven. Steen Steensen Blicher forevigede hedens rå, tilsyneladende urørte natur, og i takt med en stigende jysk selvforståelse blev synet på lyngheden i løbet af århundredet præget af stærke følelser af både politisk og poetisk tilsnit.
Det var derfor ikke så mærkeligt, at Danmarks Naturfredningsforening allerede fra sin grundlæggelse i 1911 rettede interessen mod heden, og i denne forbindelse var talrige sammenstød med Hedeselskabet uundgåelige.
Stærkest blev den voksende modstand mod hedeopdyrkningen og skovtilplantningen imidlertid formuleret af digteren Jeppe Aakjær. Han fremstod derved som den hårdeste og klareste kritiker af Hedeselskabet, dette "kæmpeforetagende i den skæreste nyttes tegn, hvis kolde rektangulære principper går som en jerntromle hen over nok så skønne og særegne landskabelige ejendommeligheder". For ham drejede hedesagen sig nemlig ikke længere om at forvandle heden til agerjord og plantager, men tværtimod om at bevare den typiske midtjyske natur for eftertiden.