Decemberoplevelser i et skovbryn

Bakkeskoven, Stjær den 15. december 2013 kl. 14-15. Ud mod den befæstede vej er der blevet fældet et granstykke. Da stormen Bodil ramte, væltede en del øvrige træer, der nu ikke længere stod i læ. Det betyder at der i øjeblikket ligger en del trætoppe i skovbunden. Der findes et mylder af små fugle i disse trætoppe. En topmejse hoppede og fløj forbi mig, så jeg fik fornemmelsen af, at jeg bare kunne have rakt hånden frem for at stryge den på hovedet. Kort efter blev den fulgt af to vidunderligt syngende blåmejser på samme nære afstand. Der var en god flok musvitter, som dog holdt lidt større afstand. Og så var der denne tillidsfulde fuglekonge (se billedet). I en trætop sad en Stor Flagspætte bare ti centimeter under topgrenen. I en stor del af tiden kunne jeg høre en musvåge skrige i et fjernt læbælte, som jeg dog aldrig fik præcist lokaliseret.

Jeg kunne se en flok på 10-15 fugle i en trætop, men jeg måtte tætter på for at kunne artsbestemme dem. Pludseligt ud af ingenting fik jeg øje på en lille rovfugl som dykkede hurtigt ned igennem grenene på træet, og sandelig om den ikke fik en af de fugle jeg ikke kunne bestemme, hvad var for nogle. Rovfuglen siksakkede med nogle hurtige retningsskift ned igennem trækronen og fik retning direkte imod mig. Det virkede næsten som om min røde hue var dens fyrtårn. To meter før min hue, ændrede fuglen retning på et splitsekund og begyndte at flyve opad igen. Da rovfuglen ændrede retning, så jeg på helt nær hold de hvid/brune striber på hele fuglens underside. Det var en spurvehøg. Det var en hun. Et lille dun fra byttet dalede fra himlen og jeg greb det i luften før det nåede jorden. Jeg tror heldigvis ikke det uidentificerede bytte nåede at opfatte ret meget af situationen. Det gik så utrolig stærkt og spurvehøgen var så utrolig beslutsom. Den må have grebet bytte med meget stor kraft. Det var meget imponerende at opleve de ekstremt hurtige retningskift som spurvehøgen udførte. Utroligt den ikke kolliderede med de mange grene som nemt kunne komme i vejen. På vejen hjem musede en tårnfalk over stubmarken på den anden side af vejen. Den usynlige musvåge ønskede mig sikkert hjem med sine klare skrig.

Stormskader i Stjær 2013

Stjær er generelt sluppet billigt under stormen Bodil som ramte den 05.12.2013. Men desværre kollapsede den 30 m høje antennemast på amatørradiostationen OZ1ADL. Antennemasten har ellers stået som et vartegn for amatøradio i Stjær såvel som resten af Danmark. Amatørradiostationen OZ1ADL er med til at sætte Danmark på det internationale kort over vigtige amatørradiostationer. Jeg håber på en hurtig genopbygning af amatørradiostationen.

Kirkens tag fik heldigvis kun minimale skader under stormen. Et par tagsten er faldet ned så der er hul indtil kirkeloftet.

KFUM-Spejderne sælger Gittehus

KFUM-Spejderne, Sct. Catharinae Gruppe, Hjørring har desværre set sig nødsaget til at sætte gruppens lejrhytte i Lilleheden Klitplantage til salg. Det lyder desværre ikke til, at der har været andre udveje for Sct. Catharinae Gruppe. Jeg er rigtig ked af at KFUM-Spejderne nu mister dette fantastiske sted. Gittehus har dannet ramme for rigtig mange gode spejderoplevelser gennem årene.

Gittehus har fået sit navn efter den tidligere ejer, som hed Birgitte Hasselbach. Spejderne købte ejendommen i 1963 og Gitte fik lov at bo der til sin død i 1973.
Gittehus har fået sit nuværende udseende gennem flere ombygninger. I 1976 blev fløjen med køjerum bygget og i 1988 fik hytten sit nuværende udseende.
På den 12 tønder land store grund er der også en mindre hytte. Den kaldes Skuret. Skuret er bygget i 1972-1974 af de ældste spejdere, som selv skaffede materialer og arbejdskraft.
Tryk på dette link, hvis du gerne vil se boligannoncen: Nybolig

Grønbenet rørhøne ved Universitetssøen

Grønbenet rørhøne og hættemåge på gåtur ved Universitetssøen, Aarhus

Grønbenet rørhøne, juvenil

JOTA dagbog 2012

Radiopatruljen Høgene OZ5SKB/JOTA
Desværre er JOTA dagbøgerne endnu ikke blevet lagt ud på JOTA-JOTI Udvalgets hjemmeside. Derfor bringer vi her vores dagbog fra JOTA 2012.

Vi glæder os til JOTA 2013 som starter på lørdag. Dagbogen fra dette års JOTA vil også blive bragt her på bloggen (og forhåbentligt kommer alle gruppernes JOTA dagbøger i år på JOTA-JOTI Udvalgets hjemmeside).

JOTA dagbog 2012:
Efter JOTA åbningen og indcheckning satte vi os i bilen og kørte fra Stjær mod Sønderjylland. Vores mål med årets JOTA, var at besøge nogle af de danske JOTA- stationer, vi tidligere har haft radiokontakt til.
Vi havde monteret en 2 m station i bilen og en magnetfod på biltaget. Første stop var Ejer Bavnehøj, hvorfra vi fik de første JOTA kontakter. Herfra fik vi bl.a. kontakt til DDS Aros Division i Lisbjerg og KFUM-Spejderne Egedal Gruppe i Nordsjælland.
Fra Ejer Bavnehøj kørte vi videre syd på. Vi kaldte løbende CQ JOTA og fik hurtigt flere kontakter. Den første JOTA-station vi besøgte var KFUM-Spejderne Vojens Gruppe. Her blev vi taget vel imod og så deres flotte antennetårn bygget i rafter.
Den næste JOTA-station vi fik kontakt til var KFUM-Spejderne Nr. Løgum som kørte JOTA fra Tohytt. Her var vi heldige, at ankomme lige til kaffetid og vi blev gæstfrit budt på kaffe og kage. Vi fik også vist deres flotte spejdergrund, der var som skabt til den Delta Loop antenne, der var hejst op i anledningen af JOTA.
Vores næste radiokontakt var til KFUM-Spejderne i Løgumkloster, som kørte JOTA fra Sortebrohytt. Her fik vi en rundvisning i deres nye flotte hytte og var heldige, at overvære spejderne, der førte fine QSOér over deres 2 meter station.

Nu var tiden ved at være hastigt fremskreden, og vi var nødt til, at køre nord på igen. Vi fandt ud af, at tidsfaktoren var den størst udfordring ved, at køre mobilt JOTA. Vi kunne have brugt meget længere tid hos de enkelte JOTA- stationer. Vi blev taget så godt imod og det var meget spændende, at se hvordan grupperne havde indrettet sig.

Det lykkes os desværre ikke, at få radiokontakt til DDS Brande Gruppe, da vi var i nærheden af deres QTH. Ved en senere radiokontakt viste det sig, at de var på et - vistnok meget uhyggeligt natløb på det tidspunkt!
Men det lykkes, at får kontakt til DDS Karup Gruppen, som heldigvis også meget gerne ville have besøg af os. Det var rigtig hyggeligt, at besøge en spejdergruppe, der også kører radiospejderarbejde i det daglige.

Afslutningsvis besøgte vi JOTA hovedkvarteret i Kjellerup. Vi måtte efter 400 km og mange hyggelige besøg sige tak for årets JOTA. Specielt tak til alle de stationer, der ville have vores besøg. I har været utrolig gæstfrie. Vi glæder os til at kontakte Jer igen til kommende JOTA.

Med spejderhilsen
Mette og Carsten
Radiopatruljen Høgene  

Vandets veje

 

Vandets veje af Bo Fritzbøger, 2009
Bogen handler om Skjern Ås miljøhistorie gennem 350 år.

Bogen er skrevet af samme forfatter som har skrevet "Det åbne lands kulturhistorie" og "Kulturskoven". "Vandets veje" adskiller sig forholdsvis meget fra de to andre bøger, ved at have meget fokus på miljøpolitik. Men der er også behandlet mange ikke-politiske emner i bogen.

P. 15
Skjern Å
Skjern Å afvander omkring en niendedel af Jylland. Den længst sammenhængende del af systemet - som er ca. 94 km lang - løber fra vældet i Tinnet Krat ikke langt fra Gudenåens kilder, gennem søerne ved Rørbæk og Hastrup Plantage, nord om Brande og plantagerne ved Sandfeld og Hesselvig, midt gennem Sønder Felding by, nord om Boris Hede og mellem Tarm og Skjern ud i Ringkøbing Fjord.

Gennem historien har ikke mindst vandløbsnavne været ganske omskiftelige. Skjern Å optrådte tidligere undertiden som Lønborg Å.

Skjern Å har i dag en middelvandføring på godt 35.6 kubikmeter pr. sekund,  hvilket gør den til Danmarks vandrigeste vandløb.

P. 44-45
Sand- og muldflugt
Ikke sjældent blev både sædekorn og agerjord ført langt ud på heden, så alt var tabt, og tilbagevendende afbrænding og tørvegravning gjorde kun sagen værre. En kraftig medvirkende årsag til blotlæggelsen af mineraljorden for vinden var den udbredte tradition for at skære lyngtørv og blande den i husdyrgødningen for at strække denne.  Derudover brændte man lyngen af for at rydde jorden til opdyrkning eller for at omdanne tørv til gødningsaske.
Så når Enrico Dalgas hundrede år senere talte varmt for plantning af "læbælter af skove" var det netop for at få reduceret den stadige erosionsfare en gang for alle.
Sandflugten kunne også true landsbyer.

P. 56
Vandløb og dialekter
Dialekter afgrænses i nogle tilfælde af større vandløb, fordi vandløbene var svært gennemtrængelige trafikale barrierer. Skjern Å er således endnu i dag dialektgrænse nord-syd med hensyn til ikke færre end tretten forskellige udtryksformer, og en tilsvarende kulturel regionalitet knyttet til vandløbsgrænser gør sig gældende med hensyn til så forskelligartede kulturtræk som byggeskikke og tøjmoder.

P. 102
Mergling
Mergling var en af de vigtigste faktorer bag 1800-tallets generelle produktivitetsforbedringer. Mergel er en samlebetegnelse for blandinger af kalk og ler eller sand, som findes i geologiske formationer af meget forskellig alder. I vestjysk sammenhæng er det således værd at nævne, at både kanterne af bakkeøernes gamle morænejorde og smeltevandsaflejringer på hedefladen kan indeholde mergel.
Til gengæld var netop de udvaskede og sure hedeslette- og morænebakkejorde de mest kalktrængende. For kalkens funktion var først og fremmest forud for dyrkning at reducere jordens surhed. Hertil kom dog, at den dels forbedrede krummestruktur, dels virkede som katalysator for planternes  næringsstofoptagelse. Det var derfor, at overdreven mergling kunne give nogle få år med ganske ekstraordinær gode udbytter efterfulgt af mange års misvækst, når næringsstofpuljen var brugt op.
Der er mange tegn på, at jyske bønder har kalket og merglet deres agerjord i hvert fald siden 1600-årene, men merglingens storhedstid faldt sammen med hedeopdyrkningen to århundrede senere. Opsporing, gravning og distribution af mergel og kalk via særlige smalsporede jernbanenet blev således tidligt et af Hedeselskabets virkefelt.

P. 104, 259
Utidssvarende vandløbslovgivning
Trods mindre justeringer var der længe udbredt utilfredshed med den gamle vandløbslov fra 1880. I begyndelsen gjaldt kritikken især dens tunge forvaltningsapparat, men som årene gik, blev den også kritiseret, fordi den på flere punkter er ude af stand til at imødegå den voldsomme forurening af vandet i vandløb og søer, som har fundet sted i de sidste årtier.
Først i 1933 nedsættes en lovforberedende  kommission.
Et forslag blev uden held fremsat i 1937.
Et nyt forslag derfor fremsat i 1942. Denne lov blev vedtaget i 1949. Efter denne lov skulle spildevandsudledning fra bestemte former for virksomheder nu godkendes af vandløbsretten, og loven havde derved for første gang et islæt af naturbeskyttelsesinteresser. Stadig var det dog de landbrugsrelaterede afvandingsinteresser der dominerede loven. I dens første paragraf hed det således utilsløret, at "Benyttelsen af de i denne lov omhandlende naturlige vandløb til afledning af vand har fortrinsret for al anden benyttelse af vandløbene".
Denne prioritering nød generelt stor tilslutning ved Rigsdagens behandling af loven, men ved Folketingets førstebehandling den 13. oktober 1948 blev der for første gang anlagt en anden og skæv vinkel på afvandingsspørgsmålet. J. Kr. Jensen fra Socialdemokratiet pegede på, at erfaringer fra Sverige og Amerika viste, at "grundvandsstanden i jorden er sunket i foruroligende grad, og man går i flere tilfælde til forbud mod afdræning af arealer". Måske var dræning altså ikke ønskelig i alle tilfælde.

Loven blev revideret i 1963 for at dæmme op for den stigende vandforurening. Loven indebar et absolut forbud mod udledning af ensilagesaft, alje og "faste og flydende midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og skadedyr samt midler til regulering af plantevækst".

Næste gang loven blev ændret var i 1969. Loven var ikke så bemærkelsesværdig ved sit indhold som ved sin tilblivelse. For første gang inddrog man nemlig ikke interessebundene eksperter som Hedeselskabet, men lod statens egne eksperter stå for de tekniske detaljer. I stedet blev lovens overordnede principper formuleret på grundlag af politiske diskussioner med interesseorganisationer. Loven skulle nu heller ikke længere administreres af de landbrugsdominerede landvæsenskommissioner, men af kommunerne.

Miljøbeskyttelsesloven af 1973 indførte et generelt krav om spildevandsrensning, men i 1977 blev hele  47% af den samlede udledning i Ringkøbing Amt udledt uden nogen form for rensning.

Vandmiljøplanen fra 1987 blev blot det første af en lang række indgreb overfor landbrugets næringsstofudledninger til vandmiljøet.

Da det blev klart, at planens målsætninger ikke kunne nås, førte Handlingsplanen for bæredygtig udvikling i landbruget i 1991 til indførelse af bedriftsvise gødningsregnskaber baseret på faste normer, skrappere krav til gødningsudnyttelsen samt forbud mod udbringning af gødning fra høst til februar (bortset fra til vinterraps og varige græsarealer).

Og da heller ikke det havde tilstrækkelig effekt, vedtoges Vandmiljøplan II i 1998 med blandt andet strammere krav om harmoni mellem landbrugsareal (til gødskning) og husdyrtal og krav til gødningsudnyttelsen. Til den nye plan hørte også tilskyndelse til skovrejsning og reetablering af vådområder.

P. 198
Dambrug
Dambrugserhvervet oplevede en vældig fremgang fra Anden Verdenskrig, og antallet af brug toppede midt i 1960érne med omkring 800 fordelt over hele landet, men med klart flest i Jylland. Hvor ørredeksporten i 1950 udgjorde 2100 tons, var dette tal således i 1966 steget til godt 10.000.
Mange dambrug kom af praktiske grunde til at ligge i nedlagte vandmøller eller ved forladte engvandingskanaler, og de påvirkede ofte vandføringen ved regulering af vandindtaget og periodiske udledninger.
Som foder anvendte dambrugerne længe hakket skidtfisk eller såkaldte ukrudtsfisk, som blev smidt direkte i dammene. Doseringen var vanskelig, og ikke alt foder blev spist, hvorfor der på bunden af bassinerne samlede sig slam, som måtte fjernes af hensyn til fiskenes sundhed. Det blev med jævne mellemrum skyllet ud i vandløbet, hvis næringsstofbalance derved blev sat alvorligt på prøve.
Og fra landbrugskredse konstaterede man, at dambrugene medførte en voldsom forøgelse i antallet af kvægmyg, der ved overførsel af parasitter kunne ødelægge køernes mælkeproduktion.
Det blev nødvendigt både med forbedrede opdrætstekniker og strammere lovgivning og tilsyn for at imødegå forureningsproblemerne.
I løbet af 1970érne indførtes således anlæg til bedre dossering og anvendelse af tørfoder til fisk i alle aldre, ligesom man så småt begyndte at anvende mekaniske apparater til iltning af dambrugsvand, således at lokale iltsvindsproblemer i nogen grad blev modvirket.
Men endnu ikke alle problemer er løst. Miljøklagenævnet må jævnligt afgøre tvister vedrørende erhvervets forurening, og i lystfiskerkredse konstateres det, at dambrugsproblemet er et af Skjernåens største.

P. 207-209, 214-215
Miljøet bliver ramt af kriselove
Mellemkrigstidens lovgivning sikrede gunstige rammer for omfattende regulering af naturen.
Tre forhold dannede tilsammen grundlaget for denne lovgivning:
1. Det ene var arbejdsløsheden, som tog til efter krigsafslutningen for med først børskrakket i 1929 og siden krigsudbruddet ti år senere at antage et hidtil uset omfang.
2. Det andet var landbrugserhvervets ønske om at udvide og forbedre sit produktionsapparat gennem såkaldte grundforbedringsarbejder.
3. Det tredje var behovet for økonomisk hjælp til de mange små landbrugsbedrifter.

De første jordforbedringslove var fra 1920érne. Senere kom Kanslergadeforliget i 1933 hvor der blev mulighed for løntilskud og tilskud til eksempelvis drænrør.
Den første Landvindingslov kom i 1940. Denne lovs dobbelte formål var "fremme af produktionen af korn, foder m.v." og  "igangsættelse af formålstjenligt arbejde til imødegåelse af arbejdsløshed".

Hedeselskabet fremlagde i 1944 en plan for en gennemgribende regulering af Skjern Å. Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, der var dannet som en uafhængig forening i 1942, anbefalede Folketinget at opgive reguleringen.

Landbrugsministeriet godkendte Skjern Å projektet i  1961 og arbejdet gik i gang i 1962. I 1968 var projektet færdiggjort.

Fordelingen af de nyvundne jordlodder og omfordelingen af de gamle hørte under Statens Jordlovsudvalg. Et jordfordelingssekretariat blev etableret i Skjern, og fire landinspektører engageret.

P. 225
Danmark - et landbrugsland (endnu)
Trods affolkning, specialisering og accelererende strukturændringer spillede landbrugserhvervet endnu i 1960érne en så fremtrædende rolle for dansk nationaløkonomi og selvforståelse, det det havde en ganske enestående politisk indflydelse. En akse fra Landbrugsministeriet på Slotsholmen til hovedsædet for landbrugets mange organisationer på Axelborg afgjorde i store træk tidens landskabspolitik, og endnu efter vedtagelsen af den første miljøbeskyttelseslov i 1973 hed det blandt kritikere spøgefuldt, at love ikke gjaldt for Færøerne, Grønland og landbruget.

P. 232
Overproduktion
Europas landbrug var under et blevet så effektivt, at fødevareproduktionen langt oversteg efterspørgslen, og for at sikre en politisk fastsat mindstepris, opkøbte EF store mængder kød, smør og korn, som blev lagt på lager, indtil verdensmarkedspriserne rettede sig. Dermed var incitamentet til fortsat udvidelse af landbrugets produktionsapparat borte.

P. 232
Landbrugets folkelige fundament reduceres
Ganske få havde efterhånden direkte tilknytning til erhvervet, og velstandsstigningen bidrog omvendt til, at stadig flere fik en mening om det danske landskab. For på ferier ville byboerne færdes i natur og ikke mellem hermetisk lukkede SPF-stalde og kolossale, ensartede, rektangulære markfelter.
For det store flertal af befolkningen blev brugen af det åbne land knyttet til fritiden.

P. 238
Okker
I den danske undergrund findes pyrit. Når pyritten iltes (for eksempel ved sænkning af grundvandsspejlet i forbindelse med dræning), bliver den omdannet til blandt andet svovlsyre og ferrojern, der opløses i drænvand og udledes til vandmiljøet. Det giftige ferrojern kan ikke ses i vandet, men når svovlsyren er tilstrækkelig fortyndet, iltes ferrrojernet og bliver til okker.  Okkeren er egentlig ikke giftig, men den påvirker alligevel vandløbenes livsbetingelser negativt.  Den gør vandet uklart, så der ikke kommer så meget lys til bunden, og den kan kitte bundgruset sammen, så der bliver lukket af for tilstrømningen af ilt til de porer, hvor fiskenes æg  ligger.

P. 240
Konflikt mellem fiskere og landmænd
Okkerudledningen var først og fremmest fiskenes og dermed også fiskernes problem. Som en af deres talsmænd senere beskrev situationen i et partsindlæg: "Mens landmændene fornøjet kørte rundt med deres store traktorer og mejetærskere på deres billige og nyerhvervede kornmarker, væltede okker i enorme mængder fra de afvandede områder ud i åen, hvor det først kvalte alt liv og siden havnede i fjorden". Erhvervet krævede derfor opførelse af bundfældningsbassiner, således den værste forurening kunne fjernes inden åvandet nåede fjorden, men i første omgang skete der intet.

P. 250-251
Silent Spring
Selvom mange af Naturfredningsforeningens lokalkomiteer tidligt blev opmærksomme på problemerne med mindre synlige miljøbelastninger som spildevandsudledning og industrirøg, betragtede den langt ind i 1970érne det synlige landskab som sit primære arbejdsfelt. Den nye formulering og organisering af kritik af det moderne samfunds omgang med naturen, som vi ofte kalder den grønne bølge, kom derfor især fra kredse, der betragtede Naturfredningsforeningen som en støvet, gammel tante uden føling med tidens problemer.
Inspirationen til et opgør med foreningens pænhed  kom som de fleste andre af periodens impulser fra udlandet, og i den forbindelse peger mange på den kolossale betydning, som en lille bog fra 1962 fik for hele den vestlige verden. Den havde titlen Silent Spring og var skrevet af den midaldrende, amerikanske marinbiolog Rachel Carson, der i denne sammenhæng påtog sig advokatens snarere end forskerens rolle. Hun undrede sig over, hvor hendes barndoms og ungdoms fuglesang var blevet af, og svaret var klart. Den i efterkrigstidens udbredte brug af flyspredte ukrudts- og skadedyrsbekæmpelsesmidler havde betydet en massedød blandt ikke-skadelige insekter, fugle og pattedyr, og den havde udsat mennesker for en alvorlig sundhedsrisiko.

P. 253
Danmarks Naturfredningsforening vokser voldsomt
På kun ti år steg medlemstallet takket være intensiv telefonhvervning fra 54.000 medlemmer i 1977 til 261.000 i 1987, samtidig med at den udvidede sit virkefelt fra klassiske landskabsfredninger til natur- og miljøpolitik i almindelighed.

P. 280
Naturpleje
For at fastholde naturområdet i netop den landskabelige tilstand, som man ønskede at beskytte, var en vis benyttelse nødvendig. Hvis ikke vegetationen blev holdt nede, ville store dele af området gro til i rør og pilekrat. Det blev derfor i 2002 efter licitationen indgået græsningskontrakter for 440 kreaturer.

P. 281
Åen blev 7 km længere
Åens løb var inden for projektområdet forlænget fra 19 til 26 km, og vandstanden omkring den var steget med op til halvanden meter, efter den ene af pumperne stansede.

En stor flok hjejler lige uden for Stjær

Tåstrupvej, syd for byskiltet kl. 17 i dag

Musvåger over Nødager på Djursland

 

 

Kulturskoven

Noter fra Kulturskoven - dansk skovbrug fra oldtid til nutid af Bo Fritzbøger, 1994

P. 29, 60, 131, 134
Stævningsskovbrug (lavskovbrug)
Stævningsskovbrug (lavskovbrug) består i at udnytte de fleste træarters evne til at skyde fra rod, gren eller stød (rod) efter beskæring, og interessen rettedes især mod hassel og eg, der særlig godt tåler denne behandling. Af de afskårne skud og grene fremstilledes ris og staver, som først og fremmest anvendtes til hegn, kurve, fletværk i bygninger og brolægning af veje. Derudover blev grenene anvendt til brændsel.
Ved stævning af træerne sker der 2 ting:
1. En del af træernes  rodnet dør væk og omsættes til optagelige næringsstoffer.
2. Der bliver lukket op for sollyset, så urtefloret året efter stævningen nærmest eksploderer af lyskrævende arter, som har overlevet skyggeperioden uden at sætte blomst.
Mangestammede og tildels sammenvoksede bøge tyder på græsningsskader eller stævning i træernes ungdom.

P. 160
Nedstynede grene
Nedstynede grene kan f.eks. anvendes til gærdefletning. Nedstynede grene benyttes altså til gærdsel.

P. 162
Gærdselsskov
Mens stævningsskovdriften tidligere havde frembragt snart sagt alle former for træprodukter, så opfattedes stævningsskoven gennem 1700-tallet stadig mere som gærdselsskov.

P. 32-34
Torper (udflytterlandsbyer)
Som følge af forbedrede levevilkår oplevede man en kraftig befolkningstilvækst i  1100-1200-tallet. En udbygning af de eksisterende landsbyer, der formentlig havde været navngivet siden jernalderen, men som blot førte navnene med sig på deres flytninger, var imidlertid ikke nok til at imødegå befolkningens vækst. Så i stedet for at lade dem vokse til kæmpelandsbyer med uhensigtsmæssigt lange transportveje fra gårdene til de fjerneste marker. I randen af de gamle landsbyers jorder, der hvor græsningsarealer og skov vekslede mellem hinanden, anlagde man nye bebyggelser. Disse såkaldte torper bestod i begyndelsen som regel kun af en eller to gårde, der ofte fik navn efter udflytningens initiativtager. I vore dage kendes sådanne udflytter-landsbyer, af hvilke der findes talrige over det ganske land, bl.a. på navneendelser som
-rup, -strup og -trup.

P. 34
Rydninger
Den tunge hjulplov, der kom til landet i løbet af middelalderen, lettede arbejdet med tunge sten- og rodfyldte muldjorder betydeligt. Derved bidrog den blandt andet til, at de mange nye landsbyer lettere end før kunne anlægges på de bedre jorder i skoven. Og bynavne af de kendte rydningstyper (foruden torpnavnene særlig -slet og -rød) kan derfor give os et fingerpeg om, hvor der i middelalderen blev ryddet ødemark til ager og bosættelser.  Andre navneendelser der kan benyttes som skovindikatorer er -skov, -lund, -ved og -holt.

P. 41
Marknavne
I fællesskabstidens landbrug var hver eneste lille del af agerjorden forsynet med sit individuelle navn, og dette marknavn indeholdt ikke sjældent en karakteristik af det pågældende jordstykke i form af henvisninger til den naturlige vegetation eller de tilgrænsende agers brug.
De fleste marknavne kendes i dag fra Christian Vs Matrikel fra 1680érne.
Og forekomsten i 1680érne af et betydeligt antal påviselige skovløse byer med marknavne som "skovvang" og "lundemark" illustrerer tydeligt de mellemliggende århundredes afskovning.

Marknavne  1682 i den nu skovløse by Bendslev, Krummerup Sogn, Sydvestsjælland. Efter Christian Vs Matrikel, markbog for Krummerup Sogn 1682 (Rigsarkivet):

JELLINGE WONGEN
Mærte Kielss Aas
Præste Holmen
Ofuen for Merte Kielss Aas
En Weng Aas
Brente Aas
Aae Aggre
Leer Aggre
Krage Holmen
Aae Holmen
Heslle Stente Høfd

EGESKOUFS WONG
Foel Ager
Pelle Homper
Bye Ager Aas
Lessetals Eng
Stached Trune Aas
Lange Trunes Aas
Elledtz Eng
Stached Leer Ager
Maul Ager Aas
Præst Holm
Blisse Kiers Aas
Tømmes Bierge
Ugle Wraa Støcher
Ugle Wraa Aggre
Nørmoesse Eng
Halgangs Eng
Stij Tyche
Hveen
Hosse Rings Agre
Brød Homper
Sleet Aas
Søebiergs Aas
Gamle Wraaes
Homper
Gamle Wraas Eng
Tveden

BØGESCKOW WONGEN
Bye Aggeren ved
Liddet
Aae Agger Aas
Krag Aggerne
Stachede Aae
Agger
Sandholmen
Paa Krommerup
Weyen
Gierrebreds Aasen
Kimmer Mad
Bøgeskoufs Aasen
Lange Recke Aas
Nørskou
Bag Norskouven
Bøgeskoufs Wraa Aas
BøgeskowEnge
Stycher
Stachet By Agger
Lamme Holmen
Brend Tved
Tatters Høfd Holmb.

P. 54
Spor i landskabet efter gærder og hegn
I en del tilfælde er hegnet efter bortryddede skove overtaget af landbruget og har derfor fået lov til at blive stående; i det mindste indtil de seneste årtiers grasserende jævningsfeber. I andre, og flere, tilfælde vidner hegn inde i eksisterende skove omvendt om, hvor skovgrænsen gik ved indfredningen.

P. 58
Framlev Herreds Kongelige skove 1731
Uddrag af skovrider Peder Mönsters "Underdanig efterretning over det mig allernådigst anfortroede skovriderberidts skove og vildtbaners tilstand og beskaffenhed udi Framlev og Hjelmslev herreder", 24/8 1731 (Rigsarkivet, Rtk. 333.17)

SJELLE SOGN
Sjelle Overskov: er i længden en fjerdingvej og ligeså bred; består af ung ege- og bøgeskov, ellers er nogle gamle ege og bøge imellem, og god underskov af birk, hassel, enebærris og tjørn.
Sjelle Nederskov: en fjerdingvej lang, 20 á 30 favne bred; er et krat, som består af hassel og tjørn med nogle gamle egestumper iblandt
Sjelleskovgårds Kobler, Nederskov (er 1000 favne lang og 400 favne bred) og Dyrehaven (er 500 favne lang og lige så bred): er indlukte rytterkobler, og består skoven af god bøgeskov med nogle få ege og aske imellem samt god underskov af hassel, el og tjørn

SKØRRING SOGN
Skørring Overskov: er en fjerdingvej lang og ligeså bred; består af gamle bøgetræer og nogle gamle ege, som er tophaldne (=udgået), men god underskov, ligesom ved Sjelle er meldt
Skørring Nederskov: er 1200 favne lang og 3 á 400 favne bred; består af god ege- og bøgeskov, og god underskov af hassel, el og tjørn
Rode Krat: er 100 favne lang og 20 á 30 favne bred; består af hassel og tjørn samt nogle risbøge

SKIVHOLME SOGN
Herskind Krat: er i længden 1/4 mil og i bredden 20 á 30 favne;  består af god underskov, hassel og tjørn

FRAMLEV SOGN
Lillering Skov: udi længden 1000 favneog 4 á 500 favne bred; er god ung skov, som består af opelskede risbøge og god underskov af hassel, avnbøg og tjørn

STJÆR SOGN
Stjær Skov: er i længden 1000 favne og i bredden 350 favne somme steder smallere; består af risbøgeskov og nogle få gamle ege iblandt, så og noget underskov af bøgepur og hassel

STORRING SOGN
Storring Langskov: er præstegården tilhørende; i længden 500 favne, i bredden 100 favne; består af gammel bøgeskov og nogle få ege med god underskov, som består af hassel og el
Gammelgård Skov: er 50 favne lang og 150 favne bred; er nogle gamle egetumper samt ung risbøge- og risegeskov
Høver Skov:  er i længden 900 favne og ligeså bred; består af god underskov med nogle unge risbøge iblandt så og nogle gamle udgåede og afstyvede egestumper

SKOVBY SOGN
Skovby Krat: er i længden 700 favne og 50 favne bred; består i underskov af hassel, el og tjørn
Lundgård Skov: er 450 favne lang og 4 á 500 favne bred; består af ung bøgeskov og nogle egestumper iblandt, så og god underskov af hassel, el og tjørn

GALTEN SOGN
Galten Skov og Krat: er 1/4 mil i længden og ligeså i bredden; den største part er underskov, som består af birk, hassel, el og tjørn samt nogle gamle afstyvede egestumper. Ellers noget risbøgeskov, som er selvejernes

P. 69
Stjerneudskiftning og udflytning
Hvor det ikke var muligt at stjerneudskifte, således alle gårde kunne blive liggende i landsbyen omgivet af deres nyerhvervede jordlodder, måtte udskiftningen suppleres med en udflytning.

P. 73, 75
Sandflugt
Sandflugten opstod først og fremmest i forbindelse med forstrandens klitter og på den midtjyske lynghede, hvor det øverste tørvelag var skrællet af for at blive benyttet som brændsel eller gødning. Problemet voksede derfor som tiden gik, og i 1700-tallets sidste halvdel udgjorde sandflugtsområderne omkring 3% af landets samlede areal. Sandflugtens omfang var størst i Midt- og Vestjylland.
Først i slutningen af 1850érne kom der for alvor gang i anlæggelsen af jyske klitplantager som værn imod den menneskeskabte sandflugt. Staten anlagde klitplantager: Tvorup vest for Thisted, Bordrup ved Oksbøl, Tversted ved Tannis Bugt og Husby syd for Nissum Fjord.

P. 87
Ahl-lag
Almindelig muldjord er kendetegnet ved god bearbejdning ved hjælp af bl.a. regnorm, som øger omsætningen af næringsstoffer og giver en glidende overgang mellem jordens organiske materiale og mineraljorden. Men i områder med sandende jorder, stor fugtighed og ringe jordbearbejdning vil nedbrydningen af blade og andre planterester ofte forringes med det resultat, at der sker en forsuring. År for år ophobes der næringsstoffer, som i værste fald udvaskes af de øvre jordlag for senere at udfældes i et hårdt, lavere liggende ahl-lag. Denne såkaldte mor-dannelse fremmes bl.a. af vegetationens art, og kendes især fra lyngheden. Men også i rene bøgebevoksninger, der på grund af manglende bundvegetation udsættes for træk, og hvor jorden ikke regelmæssigt bearbejdes af oldensvin eller skovplove, vil der undertiden opstå mor.

P. 156-157
Begrebet i " ny og næ"
Det nok hedeste diskussionsemne blandt 16- og 1700-tallets skovbrugere var, hvilken betydning månens stilling havde for hugstens og skovdyrkningens gunstige udfald. F.eks. tømmer skulle hugges i næ (aftagende måne) eller såninger skulle foretages i ny (tiltagende måne). 

P. 162
Vasegærder og vindegærder
I gammel tid bestod mange hegn af såkaldte vasegærder, der kom i stand ved, at man mellem to parallelle rækker af nedrammede staver bunkede alle de grene - gerne tornede - og alt det kvas sammen, som man kunne få fat i. Sådanne gærder var hurtige at fremstille, men uhyggeligt materialekrævende. Så da træmangelen satte ind, gik man de fleste steder over til vindegærder, som kun bestod af en enkelt række staver, hvor imellem man flettede smidige, nedstævnede grene af hassel, el eller pil.

P. 168-169
Svedjebrug
Asken efter rydning gav midlertidigt næringstilskud, som dog efter nogle år blev brugt op.
Det kan ikke udelukkes , at eksempelvis Brændte Overdrev ved Bregentved på Sjælland har været genstand for en eller anden form for svedjebrug. I samme retning peger marknavne som Brændte Ris Agre i Væggerløse på Falster. 

P.  171
Trevangsbrug og landmålere
En vang drevet i trevangsbrug hvilede i princippet i et år, hvorefter den blev dyrket i to. Men det var sjældent hele vangen, der blev dyrket hver gang. De centrale dele blev som regel gødsket hyppigst, og tålte derfor bedst den forholdsvise intensive drift. Men i udkanten af vangen kom møgkærren sjældent, og jorden her måtte derfor nøjes med den gødning, som græssende kreaturer kunne give efter høst, og når vangen hvert tredje år var fælled. Derfor kunne der gå 15-20 år imellem, at de fjernest beliggende åse blev besået, og i denne lange hvileperiode, bredte træer og buske sig ind over agrene. Ved matrikuleringen i 1680érne, hvor al agerjord skulle opmåles, havde landmålerne til tider ligefrem svært ved at mase sig igennem krattet på sådanne hvilende agre.

P. 176
Den Danske Atlas
Et topografisk flerbindsværk af Biskop Erich Pontoppidan fra 1760érne.

P.  176
Højryggede agre
Den tunge hjulplov dannede de såkaldet højryggede agre. Typisk 6-16 m brede og op imod 60 cm høje. Se desuden Det åbne lands kulturhistorie af Bo Fritsbøger.

P. 189
Teglskove
1500-årenes byggeaktivitet havde stor indflydelse på danske skove. Ikke alene fordi forbruget af tømmer var enormt. Men også fordi de mange murede bygninger forudsatte brænding af hundredetusinder af teglsten og tonsvis af kalk.
På grund af rent geologiske forhold var teglbrændingen i nogen grad regionalt specialiseret, og langs Østjyllands fjorde og den fynske kyst lå små og store teglværker som perler på snor. Skibet var nemlig den eneste realistiske transportmulighed for gods i sådanne mængder.
Ved byggerier i  skovegnen placerede man oftest teglbrænderiet så nær ved byggepladsen som muligt. Og deraf udspringer antagelig navngivningen af de forholdsvis mange Teglskove spredt i det danske landskab.

P. 189-191
Kalk
Der skulle benyttes mørtel til at bygge stenhuse. I mørtel indgår kalk fremstillet af brændt kalksten. Kalk, eller på gammel dansk lim, er omkring Limfjorden særlig let tilgængelig. Men kalk findes mange steder i den danske undergrund.  Den største kalkproduktion skete de steder hvor der var både kalk og brændsel. På egnen omkring Daugbjerg og Mønsted vest for Viborg, benyttede man lyng som brændsel til kalkovnene.  Man var dog de fleste steder helt afhængig af træ som brændsel.  Langs Mariager Fjord var der både tilgængelig kalk, store skove og gode besejlingsforhold.

P. 191-192
Salt
Der blev sydet salt i mange egne af landet, men kendt i denne sammenhæng er især Læsø, egnen omkring Lønborggård sydøst for Ringkøbing Fjord (Lønborgsalt) samt Sydslesvig (Frisisk salt). Sydningen på Læsø var dog så dominerende, at dansk salt i 1600-tallet ofte uden videre gik under betegnelsen Læsøsalt.
Opvarmningen af de store, åbne saltpander var uhyggeligt energikrævende og blev forbudt i 1652. Men da havde den allerede forvoldt uoprettelig skade på Læsøs natur. Øens oprindelige skov var så godt som væk, og umilde klimatiske forhold fik sammen med læsøboernes husdyrhold skabt den lynghede, som endnu præger store dele af øen.

P. 205-208
Trækul
Trækul fremkommer ved afbrænding af træ under begrænset tilgang af luft, hvorved træets organiske forbindelser ikke forbrændes med  forkulles.  Kvaliteten af trækullet er helt afhængig af svidningens forløb og træets art, idet dog stort set alle arter har kunnet anvendes. Før indførelsen af nåletræ blev ege- og bøgekul foretrukket, mens især el dog synes anvendt til brænding af krudt kul.
Trækuls brændværdi er godt dobbelt så høj som bøgebrændes, ca. 33.000 kj/kg og forbrænding afgiver det en stærk stabil varme, som bl.a. er en forudsætning for brocestøbning (ved ca. 1000 grader C) og udvinding af jern (ved ca. 1400 grader C).
Fra historisk tid kendes to grundformer for kulsvidning. Enten foregik den kontrollerede forkulning i lukkede gruber i jorden, eller også blev træet stablet til miler, hvorefter det blev dækket med et lufttæt lag af tørv, jord og bregner eller halm. Milesvidning synes efter 1200-tallet gradvis at have fortrængt grubesvidning, og det var en stor kunst at sørge for, at der slap akkurat så meget luft ind, så forkulningen fortsatte uden at slå over i egentlig forbrænding.
Milen består af kløvet brænde, der er stablet omkring fire lodrette pæle, som danner en skorsten. For at hindre utilsigtet lufttilgang tildækkes milen inden antænding med bregner, grus, græstørv eller lignende, og under svidningen må der jævnligt kastes jord på milen for at forhindre, at forkulningen slår over i en åben forbrænding.
De skrøbelige kul tåler dårligt lang transport, hvorfor produktionen måtte foregå så tæt på aftagerne som muligt.
På Gisselfeld ophørte svidningen omkring 1770, mens man på både Brahetrolleborg og Frijsenborg blev ved et godt stykke ind i 1800-tallet. I den helt store stil videre førtes produktionen dog kun i Rold Skov og det nordøstlige Sjælland, hvor skovene var store, og afsætningsmarkedet lå tæt ved.
Gradvist overtog importen af stenkul markedet.

P. 205
Træaske benyttes til fremstilling af potaske, soda og salpeter
Det mere eller mindre forbrændte træ udgjorde undertiden selve produktet. Af træasken kunne man således udvinde et par særdeles brugbare salte: potaske eller soda (natriumkarbonat) til rengøring og glasfremstilling og salpeter (kaliumnitrat) til den strategisk vigtige indenlandske produktion af krudt.
I 1600-årene fandtes der såkaldte salpeterlader i mange danske len.
Selve krudt fremstillingen foregik i Nordsjælland og i Flensborg.
Eftersom de kemiske forbindelser, der skulle udnyttes til potaske- og salpetersydning, udgør mindre en 1% af træets tørvægt, må træforbruget i 1600-tallets krudtproduktion have været enormt.

P. 255
Skanderborg Rytterdistrikt
Nævnt på denne side.

P. 364-367
Skovembeder
Skovfoged/skovrider
Typen på skovfoged var i statsskoven helst en granvoksen mand, ofte bar han et velproportioneret fuldskæg. Til daglig brug kunne han færdes i civil, men den reglementerede kasket var obligatorisk, ligesom de lange støvler hørte med. Privatskovens skovfogeder frembød en meget varieret klædedragt, som oftest prydet med hjortetaksknapper i rad og række, for og bag, varierende i størrelse efter anvendelse og individuel smag. Skæg og støvler var sædvane, hatten var ofte særpræget. Oftest havde han opdræt af jagthunde for at hjælpe på indtægterne, og det gav en vis baggrund at have en hund til at følge i hælene, så at man i påkommende tilfælde kunne demonstrere, hvor velopdragne de hunde var, og netop fra den kennel.  (Uddrag af daværende skovfogedelev Povl Schmidts erindringer fra årene omkring 1912-13 (efter Ole Højrup: Herregårdsliv 4, København 1981)).
Skovfogden benævnes også skovrider, da hesten er hans transportmiddel.

Skovløber
En del af skovarbejderne blev ansat som skovløbere, i statsskovvæsenet undertiden kaldet hegnsmænd. De fik samme løn som andre arbejdere, men havde til gengæld bolig i et skovløberhus mod at hold opsyn i den skovpart, der lå nærmest huset. Og i tider med krybskytteri kunne det indebære et temmelig omfattende og undertiden farligt arbejde.
Skovarbejder
Arbejdet var hårdt og ofte dårligt betalt.

P. 380
Fredskovsforordningen 1805
Forordning om skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning i kongeriget Danmark fra 1805, også kaldet Fredskovforordningen, var C.D.F. Reventlows værk. Gennem nogen tid arbejdede han og andre af statsadministrationens embedsmænd på en forordning om skovudskiftning, som var en naturlig følge af den almindelige udskiftningsbevægelse.
Fredskovsforordningen formulerede en grundlov for forholdet mellem skoven som privat ejendom og skoven som samfundsgode.
Fredskovpligten betød, at alle arealer, hvorpå der i 1805 fandtes overskov, i al fremtid skulle fastholdes som skov, og at skovgræsning ikke længere måtte finde sted.

P. 384
Statskovvæsenets distriktsinddeling 1993
Se kort på side denne side.

P. 390
Jeppe Aakjærs hedesag
Uddrag af Jeppe Aakjærs kronik i dagbladet Politiken den 11.12.1909:
For mig er det ikke nok at få lyst fred over en eller anden hældende busk ved vejsvinget, for mig gælder det om at få skreget et stop til den trold, der stjæler os barnet op af vuggen og lægger en skifting i dets sted. Og trolden jeg sigter til, er det Danske Hedeselskab. Det har samlet hele sin opmærksomhed om Vestjylland, og ingen erobrede horde kunne have gået mere skånselsløst til værks mod en provins´ oprindelige, nationale skønhedsværdier. Det er et selskab, der truer på livet alt det helligste, vi ejer, alt det, vi har erklæret vores kærlighed i vort livs skøneste øjeblikke: landskabet, udsynet, de milehvælvende horisonter. Hvilket eventyrland var ikke disse vestjyske egne i vor barndom, da fåreflokke klang gennem den duggede morgenstilhed milevidt henover lyng og lav.

Allerede midt i 1800-tallet var heden blevet genstand for den samme naturdyrkelse, som i Østdanmark fortrinsvis rettedes mod skoven. Steen Steensen Blicher forevigede hedens rå, tilsyneladende urørte natur, og i takt med en stigende jysk selvforståelse blev synet på lyngheden i løbet af århundredet præget af stærke følelser af både politisk og poetisk tilsnit.
Det var derfor ikke så mærkeligt, at Danmarks Naturfredningsforening allerede fra sin grundlæggelse i 1911 rettede interessen mod heden, og i denne forbindelse var talrige sammenstød med Hedeselskabet uundgåelige.
Stærkest blev den voksende modstand mod hedeopdyrkningen og skovtilplantningen imidlertid formuleret af digteren Jeppe Aakjær. Han fremstod derved som den hårdeste og klareste kritiker af Hedeselskabet, dette "kæmpeforetagende i den skæreste nyttes tegn, hvis kolde rektangulære principper går som en jerntromle hen over nok så skønne og særegne landskabelige ejendommeligheder". For ham drejede hedesagen sig nemlig ikke længere om at forvandle heden til agerjord og plantager, men tværtimod om at bevare den typiske midtjyske natur for eftertiden. 

Sort Sol

2013
Sted:
Diget lige nord for Aventoft

Dato:
28.-29. september 2013

Vejr:
Klart

Tidspunkt:
07.00-07.30
18.15-19.30

2010
Sted:
Diget lige nord for Aventoft

Dato:
02.-03. oktober 2010

Vejr:
Overskyet, støvregn

Tidspunkt:
07.05-07.30
17.45-19.00

Fugleobservationer september 2013

Urlev (4 km Ø for Hedensted)
07.09.2013
Tårnfalk
Rød glente (30 min.)

Aventoft
28.09.2013
Stæreflokke (Sort Sol)
Tårnfalk

Aventoft
29.09.2013
Stæreflokke (Sort Sol)
Tårnfalk

Margrethe Kog
29.09.2013
Bramgæs
Pibeænder
Viber
Gravænder
Stære

Møgeltønder
29.09.2013
Rød glente

Det åbne lands kulturhistorie

Noter fra bogen Det åbne lands kulturhistorie af Bo Fritzbøger, 1998.


P. 65, 80 og 178
Ævred
Byens gårde dyrkede hver især deres jord individuelt. Men eftersom jorden var opsplittet i et stort antal uindhegnede lodder, forudsatte driften en detaljeret koordinering. For eksempel var fastlæggelsen af fælles høsttidspunkter af vital betydning da man som regel åbnede markleddet (opgav ævred) og slap kvæget ind på stubmarken umiddelbart efter høst.

I Landhusholdningsselskabet amtsbeskrivelser udmales således, hvordan bønderne næsten overalt insisterede på at have fælles ævredgræsning; altså  på at lade alle led stå åbne, så landsbyens husdyr sammen kunne afgræsse de høstede, individuelle marker som i gamle dage. Fra Randers amt skriver J. C. Hald i 1827, at ”bønderne opgiver endnu overalt ævred; deres higen efter at slå kreaturerne løse er så stor, at de ofte ej engang oppebier tiden, da alt kornet er af marken og afgrøden tjenlig til at indhøstes; enhver stræber, ikke at blive den sidste, der benytter ævred”.
Men hvorfor var afskaffelsen af ævred græsningen egentlig lige så uacceptabel ”som at forbyde bonden at holde juleaften hellig med grød og fisk og brændevin?” Vel fordi den fælles stubmarkgræsning gav den samme risikospredning, som tidligere tiders vangelag havde givet. Jo større et (absolut) græsningsareal den enkelte landmand rådede over, desto bedre chancer var der for, at hans dyr kunne finde tilstrækkelig næring; også selvom det relative græsningsareal per dyr var upåvirket.

Agerjorden var altså langt fra kun agerjord, og netop ævred-  (efter høst) og fælledgræsningen (når vangen hvilede) var med til at gøre slettebygdens husdyrhold muligt.

P. 80
Agerrygge
Som nævnt dyrkede hver bonde sin egen jord, og når en af de utallige agerstrimler skulle pløjes, begyndte han undertiden med at lægge en fure ned midt ad ageren. Efter at have vendt ploven, pløjede han derefter på tilbagevejen en ny fure op, som lagde sig op af den første. Og sådan fortsatte han, indtil han havde nået begge agres yderkanter. Ved gennem flere år at køre på samme måde, skubbede plovmanden altså med tiden stadig mere topjord ind mod agermidten, hvorfor ageren fik form af en langstrakt højrygget ager.
Det var dog langt fra alle agerstriber , der fik rygge. Men hvor det skete, gik pløjeretningen altid på tværs af landskabets højdekurver. Det var derfor nærliggende at opfatte ryggene som en tidlig metode til dræning af vandlidende lerjord. Først løb vandet fra agrenes rygge ned i de render eller rener der var skabt mellem dem; og dernæst fortsatte det ad disse rener ned i de i forvejen våde lavninger.  Med denne dræningsfunktion indebar de højryggede agre tillige en risikospredning. I meget våde år gav marken trods alt et beskedent  udbytte på ryggens top. Og når omvendt tørken truede høstudbyttet, kunne man nok finde lidt afgrøder på ryggens nederste del eller i renen. Endelig udgjorde agerrenerne jo en markant form for ejendomsgrænser, og det er tankevækkende , at oppløjningen blev forladt, så snart agerjorden var udskiftet.
En del steder, hvor landbrugsjord blev opgivet før Landboreformerne, ikke mindst i skov eller hede, kan resterne af agerryggene stadig erkendes. Nogle af de kendteste eksempler findes i Jægersborg Dyrehave, på Wedellsborg Banker, i Gribskov samt i Mols Bjerge.

P. 82
Ladegård og hovedgård
Kongelige ladegårde og private hovedgårde.

P. 85
Overdrev
Et overdrev var et areal, der i fællesskab mellem flere ejerlav anvendtes til græsning året rundt; altså også når markerne bar korn.
Se også Erland Porsmose: Danske landsbyer, Gyldendal 2008. Porsmose beskriver 3 km afstand mellem landsbyer.

P. 90
Parallelgårde
Hedebygdens mindre gårde var ofte såkaldte parallelgårde bestående af parallelt liggende stuehus og ladelænge med stald. Længerne lå øst-vestvendt, så de smalle gavle lå op mod den dominerende vestenvind.

P. 100, 102
Møgeltønder Kog
Møgeltønder var endnu i begyndelsen af 1500-tallet en kystby. Fra 1556 begyndte opførelsen af et dige omkring det der nu hedder Møgeltønder Kog. 
Med digebyggeriet i 1556 skabtes størstedelen af Tøndermarsken. Siden 1556 er der kommet få mindre udvidelser:
Gammel Fredrikskog 1692
Rudbøl Kog 1715
Ny Frederikskog 1861
Margrethekog 1980érne

P. 127
Udskiftningsmodeller
1. Stjerneudskiftning
Bymarken opdeltes radialt, således at gårdene fik deres tilliggende samlet i ligebenede trekanter, der strålede ud fra landsbyen.

2. Blokudskiftning
Bymarken opdeltes i rektangulære lodder, en til hver gård, hvilket betød at et flertal af gårdene måtte flytte ud på lodden, hvis ikke transporttiden fra gård til marker skulle blive for lang.

3. Strimmeludskiftning
Blokudskiftning benævnes strimmeludskiftning hvis blokkene var mere end 4 gange så lange som de var brede.

4. Parceludskiftning
Hvis en blokudskiftning gav mere end 4 lodder til hver gård.

P. 129
Torp
En er en landsby er grundlagt ved, at overskydende befolkning fra en anden landsby har forladt denne og slået sig ned et nyt sted – ofte i nærheden af den gamle. Denne type landsbyer kaldes også udflytterlandsbyer, og i Danmark opstod de især i perioden 1000-1250.

Torp indgår derfor som efterled i et meget betydeligt antal nuværende danske bebyggelsesnavne og er betegnelse for en udflytterbebyggelse. Ordet har udviklet sig til formerne -rup, -drup, -trup og -strup. I forleddet indgår ofte personnavne, f.eks. Torkilstrup, Ebberup og Torup.
Navnene er ofte dannet som et mandsnavn i ejefald efterfulgt af torp. Eksempler på denne type byer er Tåstrup (Torstens torp), Glostrup (Globs torp), Mogenstrup (Mogens' torp) og Eskilstrup  (Eskils torp).
En hovedlandsby eller moderby, der ikke er opstået ved udflytning, kaldes en adelby.

P. 130
Udflytningsprocenter
I Københavns Amt var 30% af gårdene udflyttet allerede i 1803.
I Skanderborg Rytterdistrikt undlod man at udflytte gårdene i over halvdelen af landsbyerne.
På Sjælland nåede man op 40% udflytninger.
I Jylland og på Fyn blev kun 10-20% af gårdene udflyttet.

P. 130
Gårdnavne
Det var først efter udskiftningen, det blev almindeligt at navngive slægtsgårdene.  Valget af navn faldt i begyndelsen ofte på  de mark- og naturnavne, der i forvejen var knyttet til de jorder, som gården havde fået tildelt.  Fra Koldingegnen kan som eksempler nævens Højgård, Rådbjerggård, Nyvang og Søndermarksgård.

I en række tilfælde ses navngivningen som led i en større plan. Det gjaldt ikke mindst ved reformerne på Brahetrolleborg, hvor lensgreven med rund hånd strøede politisk korrekte navne ud over bøndergodset. Derfor kan man i dag finde så påfaldende gårdnavne som Bondero, Blidegn, Agerpris og Plovheld i egnen omkring det eksotisk klingende Korinth, der fik navn på samme tid.

Efter erhvervelsen af arveret opbyggede ejerne hurtigt en særlig slægtstilknytning til netop den gård der var deres. I takt med at slægtsnavne op igennem 1800-tallet fortrængte den gamle navngivning efter faderens fornavn, gik navnene på mange slægtsgårde således naturligt over til tillige at fungere som personnavn. Eksempler på personers slægtsnavne der stammer fra slægtsgården: Dalsgaard, Damgaard, Graugaard, Grøngaard, Holmgaard, Kjærgaard, Møllgård, Nørregaard, Odgaard, Skovgaard, Strandgaard, Søndergaard, Toftgaard og Østergaard.

P. 138
Forordningen om vejvæsenet i Danmark af 1793
Inddeling af vejnettet:
1. Hovedlandeveje/chausséer sammenknyttede landsdelene
Som hovedregel skulle chausséer bestå af en brolagt "stenvej" med grus på over 5-5.5 meters bredde, en jordvej på 2.5-4 meters bredde, en gangsti samt dybe, brede grøfter på hver side, og de skulle til markering i landskabet være forsynet med vejtræer og milepæle samt bomhuse til opkrævning af bompenge. De nye hovedlandevejes broer skulle, hvor det var muligt, være stenkister opført af kløvede kampesten. Vadesteder skulle for fremtiden undgås.

2. Landeveje forbandt købstæder

3. Biveje (lokale veje)
Mindst 6.5 meter brede og være forsynet med grøfter.

P. 139
At fare af snorrede veje
Det nye vejnet blev geometrisk i en grad, der fik de nye trafikkorridorer til at fremstå som et markant anderledes landskabselement end de gamle, snoede vejspor. Fra en fodrejse i Nordsjælland sukkede den senere historieprofessor Lauritz Engelstoft i 1797, at "det er græsselig ennuyant (=trættende) at fare af en sådan snorret vej. Øjet trættes og finder ingen afveksling....naturen hører op med at være skøn, når man giver den en stiv påklædning".

P. 146-149
Kartografiske landskabsmalerier
Forskellige vægtninger af den topografiske præcision.

P. 151, 163-164
Kalk,  mergel og lim
Mergel består af en blanding af kalk og ler eller sand, der blandt andet virker neutraliserende på sur jordbund, fungerer som katalysator for planternes optagelse af næringsstoffer og fremmer jordens krummestruktur.
Kaldes også lim.
P. 155, 182
Litra
Matriklens underinddeling benævnes litra (f.eks. B).  Matrikulært kan nye man mange steder henføre nye parceller til byens oprindelige gårde og huse, idet de gamle matrikelnumre ved udstykninger blot suppleres med bogstaver (litra).

P. 167
Total forandret landskab
Det bedst opnåelige skøn over agerjordens udvikling lyder på, at det dyrkede areal tiltog med over 700.000 hektar eller ca. 50% mellem 1750 og 1860. Denne tilvækst skyldtes en dobbelt kolonisering. Hidtidige udmarksarealer i skove, på heder og andre overdrev blev indlemmet i de udskiftede bøndergårdes tilliggender og taget under plov. Samtidig blev de utallige vandhuller, engpletter og krat, der skilte de gamle markjorders skifter og agre, forvandlet til dyrkbar jord ved opfyldning, dræning, rydning og mergling. I de tættest befolkede landsdele var det gamle, uregelmæssige mosaiklandskab således næsten overalt erstattet af et systematisk ordnet jordbrugslandskab omkring 1860. De udskiftede skove lå indhegnede som øer i de omgivende marker. Og mark- og englodder lå som rektangulære blokke i et geometrisk netværk af veje og hegn.

P. 168
Ophør af agerrygge
Den traditionelle oppløjning af agerjorden i rygge hørte op, så en del af 1800-tallets jordforbedring bestod i udjævning af de gamle bølgede marker. Men når ryggene forsvandt, mistede bonden renernes dræningseffekt. På de fleste lerjorder var det derfor nødvendigt som  erstatning at anlægge et net af åbne drængrøfter med en såkaldt vandfureplov. Se desuden noter til p. 80.

P. 177
Uærlige landmåleres forbandelse
Ved Skovby på Falster siges der at være mange lygtemænd. På denne egn siger bønderne, at det er genfærd af landmålere, der i sin tid har gjort uret ved opmålingerne, hvorfor man ved midnatstide ser dem løbe op og ned ad Skovby Bakke, som de måler op med gloende jernstænger, idet de råber: Her er ret og skel! Herfra og dertil!
Kilde: Folkemindeoptagelse af Just Mathias Thiele ca. 1850, genuds. 1968 II, p. 239.

P. 182
Ladepladser
Udskibningssteder for bl.a. korn.

P. 186
Guldaldermalerier (1800-1850)
Kunstnerne drog oftest med deres skitseblokke til de mest afsidesliggende egne af landet, hvor Landboreformerne havde skabt færrest forstyrrelser.
Nogle guldaldermalere:
Johan Thomas Lundbye (Nordsjællandske sandflugtsområder og overdrevslandskaber)
Dankvart Dreyer (Fynske udmarker)
P. C. Skovgaard (skoven)
Vilhem Kyhn (Jyske hede)

P. 214
Tegldrænrør
Bortledning af markernes overfladevand ved hjælp af åbne drængrøfter, som var blevet almindeligt udbredt på lerjorder i 1830érne, lagde dels beslag på op i mod 12 procent af markens areal, og dels havde grøfterne med deres trods alt ringe dybde ingen indvirkning på grundvandsstanden.
I 1840érne blev der i England opfundet en maskine til fabrikation af brændte lerrør, og derefter bredte rørdræningen sig over hele det nordvestlige Europa.
Det første teglværk herhjemme, som fabrikerede sådanne rør, var Strandmosegård syd for Helsingør.
Det blev nu muligt at sløjfe de besværlige drængrøfter, det dyrkede areal blev større, og udbytte svingningerne som følge af væde og fordampning i vinter- og forårsmåneder blev reduceret.
Som regel blev drænets sideledninger gravet ned i en dybde af 120-130 cm, hvilket var omtrent dobbelt så dybt som de hidtidige drængrøfter. Afstanden mellem ledningerne varierede oftest mellem 12 og 20 m, hvilket gav ca. 800 m rørledning pr. hektar.

P. 229
Københavns fæstning nedlægges i 1856
De militære portvagter ved alle indfaldsveje forsvandt; og i de følgende år blev Nørreport, Vesterport, Amagerport og Østerport revet ned.

P. 239
Forandrede landskaber
Skildres af forskellige malerer:
Fritz Syberg
Peter Hansen
Johannes Larsen
L. A. Ring
Disse malere benævnes "fynboer". Deres kunst formidlede gennem billeder af dynamiske landskaber, som skulle formes og ikke nødvendigvis bevares uforandret, modernismens ukuelige fremskridtstro. Fremskridtet var selv naturligt.

P. 241
Luftfoto
I 1888 blev en lille bid af Danmark for første gang fotograferet fra luften. Det sket fra en ballon, ligesom det var tilfældet, da fotografen H. C. Ferslew to år senere optog en række luftfotos af København. Men bortset fra disse enkeltstående optagelser var det først efter Første Verdenskrigs afslutning i 1918, at luftfotograferingen for alvor gjorde sig gældende som supplement til traditionel kortlægning.

De første systematiske optagelser blev foretaget under og umiddelbart efter verdenskrigen af Marinen og Hærens Flyvetropper, og i 1920érne gennemførte Generalstabens Topografiske Afdeling de første forsøg med kortlægning på grundlag af flyfotos. Efter Anden Verdenskrig blev hele landet gennemfotograferet af henholdsvis Royal Air Force 1 1945 (1:40.000) og US Airforce i 1954 (1:10.000), men først fra 1960érne har regelmæssige flyfotograferinger  (1:25.000) været en fast led den officielle kortlægning.

P. 249
Andelstiden
Perioden fra 1880 til årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

P. 272
Miljøspørgsmål
I 1950érne var forurening og miljøspørgsmål stort set fraværende i den offentlige danske debat. Dette på trods af DNF stiftelse i 1911.

P. 273
Silent Spring
Efter Anden Verdenskrig begyndte man i USA at benytte udrangerede flyvemaskiner til sprøjtning med insektbekæmpelsesmidler.
Bogen "Silent Spring", hvis titel hentyder til den massive fugledød, der fulgte, udkom i 1962 og blev et vendepunkt for den amerikanske miljøbevægelse. 

Orsa Grönklitt 2013 dyrebilleder

  Elg

Tjur





 

Tjur 



 

Ræv



 

 

Sjagger 

 

Stor flagspætte 

 

 Egern

 

Gråspurve og skovspurve 

Lysdæmper virkemåde

Øverst til venstre ses en ren sinuskurve for en helt almindelig tænd/sluk kontakt til AC.
De øvrige billeder viser en kurve for en lysdæmper kontakt, som er aktiveret ved forskellige niveauer af lysdæmpning. Der er ikke længere tale om en ren sinuskurve. Dette skyldes at en lysdæmper virker ved at tænde og slukke for strømmen op til 120 gange i sekundet. Derved lukkes ikke så meget strøm igennem til lyspæren, hvorved den ikke lyser så kraftigt. Når lysdæmperen slukker og tænder for strømmen så mange gange i sekundet, udvikles betydeligt mere varme i ledningen end hvis der var tale om en helt almindelig kontakt.

Referencer:
Richard Hammonds Engineering Connections om Burj al Arab, Dubai.

Søgeord:
Light dimmer, Dimmer switch.

Fugleobservationer juli 2013

Tåstrup Sø
06.07.2013
2 agerhøns
Fiskeørn
Rørspurv

Logging af rejse til Nordkapp

Logging udført for familie der rejste til Nordkapp i sommeren 2013. Positioner modtaget i form af SMS-beskeder med stednavne og supplerende oplysninger om vejr og oplevelser.
Tryk på nedenstående link for at se kortet. Når kortet er åbent, kan man trykke på stedmarkeringerne for at se de supplerende oplysninger.
Kort over rejsen til Nordkapp

Twin Otter

Twin Otter - Flyvning og rejser i Grønland af Peter Schmidt Mikkelsen, 2006.

P. 57
Under Den Kolde Krig ønskede amerikanerne at opbygge et radarkædesystem, der kunne give 4-5 timers varsel om et fjendtligt angreb. Radarkædesystemet blev kaldt DEW-Line (Distant Early Warning). På en linie der omtrent fulgte Polarcirklen fra Alaska til Færøerne blev der placeret radarstationer med ca. 80 km mellemrum. Der blev placeret 4 stationer i Grønland, 1 på Island og 1 på Færøerne. I Grønland blev stationerne benævnt DEY-stationer efter Cape Deyr stationen østligst på Baffin Island i Canada.
DEY-1 placeret på en fjeldtop nær Sisimiut på vestkysten.
DEY-2 placeret på indlandsisen.
DEY-3 placeret på indlandsisen.
DEY-4 placeret på Kulusuk øen ved Ammassalik på østkysten.
Stationerne var i drift indtil 1992, da nye teknologier overtog opgaven.

P. 191
Der var for voldsom vind på tværs af landingsbanen - derfor måtte han jo bare lande på tværs af landingsbanen! Ikke noget problem i en Twin Otter!
For øvrigt kan det nævnes at en Twin Otter kan medbringe 20 passagerer eller 2 ton last.

P. 262
Forklaring til dugpunktstemperatur
Dugpunktstemperaturen er meget vigtig fordi den fortæller noget om muligheden for tåge. Hvis temperaturen og dugpunktet ligger tæt på hinanden, så er der fugt i luften og ikke langt til tåge, men hvis de ligger langt fra hinanden, så ser det godt ud.

P. 265
Bedømmelse af ærlighed
Jonas har også sin specielle måde at bedømme, om han kan stole på en ny pilot: Twin Otteren har sådan en halestøtte eller -fod, som man sætter under halen, så den ikke tipper ned, hvis den bliver haletung. Når man fløj på en rute, så fjernede man jo den her halestøtte ti gange om dagen eller mere. Når jeg så havde haft en ny co-pilot med et par uger, så spurgte jeg ham en dag, da vi sad i cockpittet og havde startet motorerne: Har du fjerne halestøtten? Og hvis jeg så straks fik svaret: Ja! - så stolede jeg ikke mere helt på ham. For hvis man gør sådan noget konstant, og så bliver spurgt direkte, så mener jeg, at langt de fleste kommer i tvivl, fordi det er blevet en vanesag. Hvis han derimod tænkte sig lidt om og svarede: Joeh - det mener jeg. Så er det min erfaring, at jeg fik et ærligt svar.

Sirius gennem 50 år

Notater fra bogen Sirius gennem 50 år af Peter Schmidt Mikkelsen fra år 2000.

P. 29
Forbindelsen fra Daneborg til omverdenen foregår dagligt pr. radio eller satellit til Flåderadio Grønnedal og/eller Flåderadio Århus. Radioen betjenes af Siriuspersonellet, der også har kontakt til de enheder, der er på patrulje, hvad enten det er med slæde, til fods, på kutter eller i fly.

P. 35
Fuglelivet er rigt efter arktiske forhold, men rypen er den mest interessante for Sirius, idet den må jages på visse tider af året, og dens kød smager fortræffeligt. Ud over rypen er der forskellige andre småfugle, hvoraf kan nævnes snespurv, stenvender, havterne og forskellige mågearter. Af mere spektakulære og sjældne fugle kan medtages sneugle, jagtfalk og bramgås. I de grønne områder ved Daneborg er der en stor koloni med edderfugle. Det er en fornøjelse at se de stolte mødreænder vralte rundt med deres kuld af ællinger; desværre er bestanden af ravne - der er totalfredet - nu blevet så stor, at den er en trussel mod edderfuglen; men heldigvis fik Sirius i 1997 tilladelse til at skyde ravne på lignende vis som rævene - inden for stationsområderne.

P. 162
Om toiletbesøg i Nordøstgrønlands ekstreme kulde.

P. 204
Da "Ovibos" tog magten. Beskrevet i bedste Jørn Riel stil!

P. 217
Varmen i en Siriushytte kommer fra en skibsovn.

P. 265
Jeg er indendørsmand i dag, og det er derfor også min opgave at melde slædeholdets position - i kode - over radioen til Sirius. Det sker en gang i døgnet.

P. 308
Når Brasso "bjørnevuffer", plejer der at være en bamse inden for syns- eller lugtevidde.

P. 309
Et gammelt ordsprog siger: Man skal have respekt for dyr, der spiser konserves uden at bruge dåseåbner.

Indvielse af fugletårnet ved Tåstrup Sø

Indvielse af vores fugletårn den 13. juni 2013

 

 

Jakob Thulesen Dahl fra Ejerlavet holder indvielsestale. I forgrunden Peter Lange fra DOF Østjylland

Claus Leick, formand for Skanderborg Kommunes Miljø og Planudvalg gør klar til at klippe snoren sammen med en flok spejdere fra Stjær.

Peter Lange fortæller om fuglelivet ved søen.

KFUM-Spejderne i Stjær stod for forplejningen.

Kresten Krab Thorup demonstrerer fugletårnets webkamera.

 

Jeg er så utrolig glad for vores nye fugletårn. Der er næsten altid garanti for at se Rørhøgeparret og en masse andre fugle. Derfor tak til

Lodsejerne Marie Cramers, Turi Cramers, Jens Grønlund, Kristian Andersen, Mikkel Holm Mikkelsen og Peter Erik Jensen.

Ejerlavet for Tåstrup Sø.

Dansk Ornitologisk Forening.

Danmarks Naturfredningsforening.

Friluftsrådet, Kreds Søhøjlandet.

Naturstyrelsen Søhøjlandet.

 

Fugleobservationer juni 2013

Stubbe Sø, Fugleværnsfondens Reservat, Djursland
07.06.2013
Fyrremejse
Grønirisk
Stor flagspætte
Skovskade

Kolind Fugletårn
07.06.2013
Rørspurv
Fiskehejre
Vibe
Grønbenet rørhøne

Skanderborg Sø
08.06.2013
Rørsanger

Tusind dage med Sirius

Noter fra bogen Tusind dage med Sirius af Peter Schmidt Mikkelsen, Gyldendal, 1986. Forfatteren gjorde tjeneste hos Slædepatruljen Sirius 1977-1979.

Radiokommunikation ved Slædepatruljen Sirius
P. 110
En gang i døgnet skal vi afsende en positionsmelding til gnistholdet på Daneborg, så jeg stiller vore radioantenner op. Eftersom vi er så tæt på, kan det være ligegyldigt hvordan jeg vender antennerne, men er man langt hjemmefra, må man være omhyggelig med at orientere dem i den rigtige retning.

P. 116
Vi er så fordybede i dette eller andet, at jeg nær glemmer at lukke op for radioen til det tidspunkt, hvor gnisten på Daneborg kalder: "Sirius kalder slædeholdene, Sirius kalder slædeholdene. Godaften, det er i dag den 4. november...". Derefter følger vejrmeldingen fra Daneborg inden han kalder slædeholdene et for et så han kan få deres positionsmelding. Efter 10 minutter kvitterer han, vi kan atter lukke af fra omverdenen og hellige os aftensmaden bestående af 2 dåser konserves-middagsretter samt en dåse frugt til deling.

P. 129
Da det er tid til "radiomik" tuner Tavsur ind på den rigtige frekvens. Radioforholdene er ikke særlig gode, men vi får da fat i at et andet slædehold vil tale med chefen, Tavsur. Det går imidlertid ikke så godt, alt hvad vi hører er nogle få stavelser der drukner i en masse skratten, så efter et par forgæves forsøg må Tavsur bede Gnisten om at videretransmittere slædeholdets melding. Det viser sig at de er blevet forhindret i at følge deres oprindelig tiltænkte rute på grund af snemangel i et snævert pas. De anmoder derfor om en ruteændring. Vi kender begge passet, der har ry for at være snefattigt i efteråret. Tavsur skriver en kort svarmelding med nye direktiver og afsender beskeden til slædeholdet, der godt kan høre os, selvom vi ikke kan høre dem.

P. 141
Mens Gnisten svedte i radiorummet med at modtage de mange julehilsener til patruljen fra fjern og nær, blev spisebordet rettet an i et stort kvadrat, der kort efter stod pyntet med juledug og stearinlys.

Øvrige noter fra bogen
P. 114
Lad mig forklare hvad en hyttebog er, der ligger nemlig en gammel tradition bag, som for Nordøstgrønlands vedkommende går helt tilbage til den tid, da landet udforskedes.
Dengang som nu var der visse risici forbundet med at færdes i det arktiske, så for en give eftertiden en chance for at erfare, hvad man havde bedrevet, og - hvis det værste skulle ske - i hvilken retning man skulle iværksætte en eftersøgning for at finde éns jordiske rester, skrev man med passende mellemrum en besked med oplysninger om éns tilstand, forsyninger af proviant etc. samt, ikke mindst, hvor man agtede sig hen og hvilke planer man havde. Denne besked lagde man så i en tom marmeladekrukke, et patronhylster eller hvad man nu havde for hånden som kunne beskytte papiret mod vejrliget. Nu ville en lille krukke eller dåse jo ikke være let at få øje på i landskabet, hvorfor man traditionelt byggede en stentue, en varde, på et markant sted, hvor man regnede det for sandsynligt at eventuelle eftersøgere ville komme forbi, og heri lagde man så sin vardeberetning.
Som landet udforskedes skød fangst-stationer og hytter op ved fjordene. Ofte var fangstmændene alene af sted i dagevis for at røgte deres fælder, og når de havde gæstet en af småhytterne, efterlod de sig gerne en lille seddel med nogle linier, stadig med samme formål.

P. 117
Når man forlader en hytte skal der stå friske kul parat ved siden af ovnen og desuden optændingsbrænde som er stukket halvt ned i en spand med petroleum, så brændet kan fænge med det samme. Sidst, men ikke mindst, lægges der tændstikæsker rundt om i hytten med nogle af tændstikkerne ragende halvt uden for æsken.
Hvorfor nu alt dette? Jo, hvis man en dag kommer vaklende frem til en hytte med forfrysninger i fingrene - måske har man været igennem tynd is - og først skal rense komfuret, finde brænde og kul  ude i sneen, tro mig, så er det sandsynligvis ikke kun fingrene man har risiko for at miste! Tændstikkerne? Jo, man skal kunne tage æsken med håndfladerne og stryge en tændstik med tænderne!

P.129
Om dåsemad... Til mig selv har jeg taget en såkaldt "5 bøf med løg" - det bevidner i alt fald dåsens etiket, som også fremviser et billede af en stor bloddryppende dansk bøf overstrøet med en mægtig bunke gyldenstegte løg, men inde i dåsen ligger nu i stedet 5 små forskrækkede melboller og gemmer sig nede i det ene hjørne. At bollerne er så små er egentlig ikke til at fatte, for de har nemlig spist alle løgene!

P. 169
Det var naturligvis ikke kun på Ella Ø bjørnene gjorde livet besværligt for fupperne, for i den sydlige del af patruljeområdet ligger fra fangstmandstiden talrige småhytter, som man af og til overnatter i. Størsteparten er på 8-15 kvadratmeter og bygget af 3/4 tommer forskallingsbrædder beklædt med tagpap. De er lette ofre for isbjørnene og man får indtyk af at der er visse bjørne der har specialiseret sig i at gå fra hytte til hytte, spise hvad de kan få fat i af proviant og hundefoder, og ellers forlyste sig med at genere siriusfupperne ved at lave huller i væggene. Man kunne måske forledes til den tanke at småhytterne generelt er faldefærdige og kan brase sammen for et godt ord, men sådan forholder det sig nu ikke, for jeg har aldrig hørt at en fangsthytte er blevet nævneværdig beskadiget under selv den værste storm; men kommer en lækkersulten isbjørn forbi, er det en ganske anden sag. Når den har skaffet sig adgang til hytten - ved at rive døren eller vinduet af - og har spist hvad den har kunnet få fat i, er det - til fuppernes store irritation - sjældent at den "gider" gå samme vej ud; måske har den fået et pludseligt anfald af klaustrofobi. Hvad der så end ligger til grund, finder man foruden den afrevne dør ofte et gabende hul midt i hyttevæggen, bjørnen er tilsyneladende "bare" hoppet igennem brædderne...Til tider minder det om ren og skær hærværk, når man finder en sådan hytte hvor bjørnen i tilgift - vel nærmest for sjov- har taget kulkomfuret under armen da den gik og drysset det efter sig i sneen udenfor.

P. 178
Forår. Som dagene går følger snespurv på snespurv, oftest i små flokke på 5-10 stykker og i kølvandet på disse forårsbebudere kommer så lidt efter lidt alle de andre trækfugle. Præstekraver, stenvendere, ryler, terner, edderfugle og bramgæs - for at nævne nogle. Det tager god en måneds tid inden de alle har indfundet sig. Vi følger deres færd nede fra slæden og noterer hvilke og hvor mange der passerer hen over os.