Tusind dage med Sirius

Noter fra bogen Tusind dage med Sirius af Peter Schmidt Mikkelsen, Gyldendal, 1986. Forfatteren gjorde tjeneste hos Slædepatruljen Sirius 1977-1979.

Radiokommunikation ved Slædepatruljen Sirius
P. 110
En gang i døgnet skal vi afsende en positionsmelding til gnistholdet på Daneborg, så jeg stiller vore radioantenner op. Eftersom vi er så tæt på, kan det være ligegyldigt hvordan jeg vender antennerne, men er man langt hjemmefra, må man være omhyggelig med at orientere dem i den rigtige retning.

P. 116
Vi er så fordybede i dette eller andet, at jeg nær glemmer at lukke op for radioen til det tidspunkt, hvor gnisten på Daneborg kalder: "Sirius kalder slædeholdene, Sirius kalder slædeholdene. Godaften, det er i dag den 4. november...". Derefter følger vejrmeldingen fra Daneborg inden han kalder slædeholdene et for et så han kan få deres positionsmelding. Efter 10 minutter kvitterer han, vi kan atter lukke af fra omverdenen og hellige os aftensmaden bestående af 2 dåser konserves-middagsretter samt en dåse frugt til deling.

P. 129
Da det er tid til "radiomik" tuner Tavsur ind på den rigtige frekvens. Radioforholdene er ikke særlig gode, men vi får da fat i at et andet slædehold vil tale med chefen, Tavsur. Det går imidlertid ikke så godt, alt hvad vi hører er nogle få stavelser der drukner i en masse skratten, så efter et par forgæves forsøg må Tavsur bede Gnisten om at videretransmittere slædeholdets melding. Det viser sig at de er blevet forhindret i at følge deres oprindelig tiltænkte rute på grund af snemangel i et snævert pas. De anmoder derfor om en ruteændring. Vi kender begge passet, der har ry for at være snefattigt i efteråret. Tavsur skriver en kort svarmelding med nye direktiver og afsender beskeden til slædeholdet, der godt kan høre os, selvom vi ikke kan høre dem.

P. 141
Mens Gnisten svedte i radiorummet med at modtage de mange julehilsener til patruljen fra fjern og nær, blev spisebordet rettet an i et stort kvadrat, der kort efter stod pyntet med juledug og stearinlys.

Øvrige noter fra bogen
P. 114
Lad mig forklare hvad en hyttebog er, der ligger nemlig en gammel tradition bag, som for Nordøstgrønlands vedkommende går helt tilbage til den tid, da landet udforskedes.
Dengang som nu var der visse risici forbundet med at færdes i det arktiske, så for en give eftertiden en chance for at erfare, hvad man havde bedrevet, og - hvis det værste skulle ske - i hvilken retning man skulle iværksætte en eftersøgning for at finde éns jordiske rester, skrev man med passende mellemrum en besked med oplysninger om éns tilstand, forsyninger af proviant etc. samt, ikke mindst, hvor man agtede sig hen og hvilke planer man havde. Denne besked lagde man så i en tom marmeladekrukke, et patronhylster eller hvad man nu havde for hånden som kunne beskytte papiret mod vejrliget. Nu ville en lille krukke eller dåse jo ikke være let at få øje på i landskabet, hvorfor man traditionelt byggede en stentue, en varde, på et markant sted, hvor man regnede det for sandsynligt at eventuelle eftersøgere ville komme forbi, og heri lagde man så sin vardeberetning.
Som landet udforskedes skød fangst-stationer og hytter op ved fjordene. Ofte var fangstmændene alene af sted i dagevis for at røgte deres fælder, og når de havde gæstet en af småhytterne, efterlod de sig gerne en lille seddel med nogle linier, stadig med samme formål.

P. 117
Når man forlader en hytte skal der stå friske kul parat ved siden af ovnen og desuden optændingsbrænde som er stukket halvt ned i en spand med petroleum, så brændet kan fænge med det samme. Sidst, men ikke mindst, lægges der tændstikæsker rundt om i hytten med nogle af tændstikkerne ragende halvt uden for æsken.
Hvorfor nu alt dette? Jo, hvis man en dag kommer vaklende frem til en hytte med forfrysninger i fingrene - måske har man været igennem tynd is - og først skal rense komfuret, finde brænde og kul  ude i sneen, tro mig, så er det sandsynligvis ikke kun fingrene man har risiko for at miste! Tændstikkerne? Jo, man skal kunne tage æsken med håndfladerne og stryge en tændstik med tænderne!

P.129
Om dåsemad... Til mig selv har jeg taget en såkaldt "5 bøf med løg" - det bevidner i alt fald dåsens etiket, som også fremviser et billede af en stor bloddryppende dansk bøf overstrøet med en mægtig bunke gyldenstegte løg, men inde i dåsen ligger nu i stedet 5 små forskrækkede melboller og gemmer sig nede i det ene hjørne. At bollerne er så små er egentlig ikke til at fatte, for de har nemlig spist alle løgene!

P. 169
Det var naturligvis ikke kun på Ella Ø bjørnene gjorde livet besværligt for fupperne, for i den sydlige del af patruljeområdet ligger fra fangstmandstiden talrige småhytter, som man af og til overnatter i. Størsteparten er på 8-15 kvadratmeter og bygget af 3/4 tommer forskallingsbrædder beklædt med tagpap. De er lette ofre for isbjørnene og man får indtyk af at der er visse bjørne der har specialiseret sig i at gå fra hytte til hytte, spise hvad de kan få fat i af proviant og hundefoder, og ellers forlyste sig med at genere siriusfupperne ved at lave huller i væggene. Man kunne måske forledes til den tanke at småhytterne generelt er faldefærdige og kan brase sammen for et godt ord, men sådan forholder det sig nu ikke, for jeg har aldrig hørt at en fangsthytte er blevet nævneværdig beskadiget under selv den værste storm; men kommer en lækkersulten isbjørn forbi, er det en ganske anden sag. Når den har skaffet sig adgang til hytten - ved at rive døren eller vinduet af - og har spist hvad den har kunnet få fat i, er det - til fuppernes store irritation - sjældent at den "gider" gå samme vej ud; måske har den fået et pludseligt anfald af klaustrofobi. Hvad der så end ligger til grund, finder man foruden den afrevne dør ofte et gabende hul midt i hyttevæggen, bjørnen er tilsyneladende "bare" hoppet igennem brædderne...Til tider minder det om ren og skær hærværk, når man finder en sådan hytte hvor bjørnen i tilgift - vel nærmest for sjov- har taget kulkomfuret under armen da den gik og drysset det efter sig i sneen udenfor.

P. 178
Forår. Som dagene går følger snespurv på snespurv, oftest i små flokke på 5-10 stykker og i kølvandet på disse forårsbebudere kommer så lidt efter lidt alle de andre trækfugle. Præstekraver, stenvendere, ryler, terner, edderfugle og bramgæs - for at nævne nogle. Det tager god en måneds tid inden de alle har indfundet sig. Vi følger deres færd nede fra slæden og noterer hvilke og hvor mange der passerer hen over os.