onsdag den 16. oktober 2013

JOTA dagbog 2012

Radiopatruljen Høgene OZ5SKB/JOTA
Desværre er JOTA dagbøgerne endnu ikke blevet lagt ud på JOTA-JOTI Udvalgets hjemmeside. Derfor bringer vi her vores dagbog fra JOTA 2012.

Vi glæder os til JOTA 2013 som starter på lørdag. Dagbogen fra dette års JOTA vil også blive bragt her på bloggen (og forhåbentligt kommer alle gruppernes JOTA dagbøger i år på JOTA-JOTI Udvalgets hjemmeside).

JOTA dagbog 2012:
Efter JOTA åbningen og indcheckning satte vi os i bilen og kørte fra Stjær mod Sønderjylland. Vores mål med årets JOTA, var at besøge nogle af de danske JOTA- stationer, vi tidligere har haft radiokontakt til.
Vi havde monteret en 2 m station i bilen og en magnetfod på biltaget. Første stop var Ejer Bavnehøj, hvorfra vi fik de første JOTA kontakter. Herfra fik vi bl.a. kontakt til DDS Aros Division i Lisbjerg og KFUM-Spejderne Egedal Gruppe i Nordsjælland.
Fra Ejer Bavnehøj kørte vi videre syd på. Vi kaldte løbende CQ JOTA og fik hurtigt flere kontakter. Den første JOTA-station vi besøgte var KFUM-Spejderne Vojens Gruppe. Her blev vi taget vel imod og så deres flotte antennetårn bygget i rafter.
Den næste JOTA-station vi fik kontakt til var KFUM-Spejderne Nr. Løgum som kørte JOTA fra Tohytt. Her var vi heldige, at ankomme lige til kaffetid og vi blev gæstfrit budt på kaffe og kage. Vi fik også vist deres flotte spejdergrund, der var som skabt til den Delta Loop antenne, der var hejst op i anledningen af JOTA.
Vores næste radiokontakt var til KFUM-Spejderne i Løgumkloster, som kørte JOTA fra Sortebrohytt. Her fik vi en rundvisning i deres nye flotte hytte og var heldige, at overvære spejderne, der førte fine QSOér over deres 2 meter station.

Nu var tiden ved at være hastigt fremskreden, og vi var nødt til, at køre nord på igen. Vi fandt ud af, at tidsfaktoren var den størst udfordring ved, at køre mobilt JOTA. Vi kunne have brugt meget længere tid hos de enkelte JOTA- stationer. Vi blev taget så godt imod og det var meget spændende, at se hvordan grupperne havde indrettet sig.

Det lykkes os desværre ikke, at få radiokontakt til DDS Brande Gruppe, da vi var i nærheden af deres QTH. Ved en senere radiokontakt viste det sig, at de var på et - vistnok meget uhyggeligt natløb på det tidspunkt!
Men det lykkes, at får kontakt til DDS Karup Gruppen, som heldigvis også meget gerne ville have besøg af os. Det var rigtig hyggeligt, at besøge en spejdergruppe, der også kører radiospejderarbejde i det daglige.

Afslutningsvis besøgte vi JOTA hovedkvarteret i Kjellerup. Vi måtte efter 400 km og mange hyggelige besøg sige tak for årets JOTA. Specielt tak til alle de stationer, der ville have vores besøg. I har været utrolig gæstfrie. Vi glæder os til at kontakte Jer igen til kommende JOTA.

Med spejderhilsen
Mette og Carsten
Radiopatruljen Høgene  

Ingen kommentarer: