Kulturskoven

Noter fra Kulturskoven - dansk skovbrug fra oldtid til nutid af Bo Fritzbøger, 1994

P. 29, 60, 131, 134
Stævningsskovbrug (lavskovbrug)
Stævningsskovbrug (lavskovbrug) består i at udnytte de fleste træarters evne til at skyde fra rod, gren eller stød (rod) efter beskæring, og interessen rettedes især mod hassel og eg, der særlig godt tåler denne behandling. Af de afskårne skud og grene fremstilledes ris og staver, som først og fremmest anvendtes til hegn, kurve, fletværk i bygninger og brolægning af veje. Derudover blev grenene anvendt til brændsel.
Ved stævning af træerne sker der 2 ting:
1. En del af træernes  rodnet dør væk og omsættes til optagelige næringsstoffer.
2. Der bliver lukket op for sollyset, så urtefloret året efter stævningen nærmest eksploderer af lyskrævende arter, som har overlevet skyggeperioden uden at sætte blomst.
Mangestammede og tildels sammenvoksede bøge tyder på græsningsskader eller stævning i træernes ungdom.

P. 160
Nedstynede grene
Nedstynede grene kan f.eks. anvendes til gærdefletning. Nedstynede grene benyttes altså til gærdsel.

P. 162
Gærdselsskov
Mens stævningsskovdriften tidligere havde frembragt snart sagt alle former for træprodukter, så opfattedes stævningsskoven gennem 1700-tallet stadig mere som gærdselsskov.

P. 32-34
Torper (udflytterlandsbyer)
Som følge af forbedrede levevilkår oplevede man en kraftig befolkningstilvækst i  1100-1200-tallet. En udbygning af de eksisterende landsbyer, der formentlig havde været navngivet siden jernalderen, men som blot førte navnene med sig på deres flytninger, var imidlertid ikke nok til at imødegå befolkningens vækst. Så i stedet for at lade dem vokse til kæmpelandsbyer med uhensigtsmæssigt lange transportveje fra gårdene til de fjerneste marker. I randen af de gamle landsbyers jorder, der hvor græsningsarealer og skov vekslede mellem hinanden, anlagde man nye bebyggelser. Disse såkaldte torper bestod i begyndelsen som regel kun af en eller to gårde, der ofte fik navn efter udflytningens initiativtager. I vore dage kendes sådanne udflytter-landsbyer, af hvilke der findes talrige over det ganske land, bl.a. på navneendelser som
-rup, -strup og -trup.

P. 34
Rydninger
Den tunge hjulplov, der kom til landet i løbet af middelalderen, lettede arbejdet med tunge sten- og rodfyldte muldjorder betydeligt. Derved bidrog den blandt andet til, at de mange nye landsbyer lettere end før kunne anlægges på de bedre jorder i skoven. Og bynavne af de kendte rydningstyper (foruden torpnavnene særlig -slet og -rød) kan derfor give os et fingerpeg om, hvor der i middelalderen blev ryddet ødemark til ager og bosættelser.  Andre navneendelser der kan benyttes som skovindikatorer er -skov, -lund, -ved og -holt.

P. 41
Marknavne
I fællesskabstidens landbrug var hver eneste lille del af agerjorden forsynet med sit individuelle navn, og dette marknavn indeholdt ikke sjældent en karakteristik af det pågældende jordstykke i form af henvisninger til den naturlige vegetation eller de tilgrænsende agers brug.
De fleste marknavne kendes i dag fra Christian Vs Matrikel fra 1680érne.
Og forekomsten i 1680érne af et betydeligt antal påviselige skovløse byer med marknavne som "skovvang" og "lundemark" illustrerer tydeligt de mellemliggende århundredes afskovning.

Marknavne  1682 i den nu skovløse by Bendslev, Krummerup Sogn, Sydvestsjælland. Efter Christian Vs Matrikel, markbog for Krummerup Sogn 1682 (Rigsarkivet):

JELLINGE WONGEN
Mærte Kielss Aas
Præste Holmen
Ofuen for Merte Kielss Aas
En Weng Aas
Brente Aas
Aae Aggre
Leer Aggre
Krage Holmen
Aae Holmen
Heslle Stente Høfd

EGESKOUFS WONG
Foel Ager
Pelle Homper
Bye Ager Aas
Lessetals Eng
Stached Trune Aas
Lange Trunes Aas
Elledtz Eng
Stached Leer Ager
Maul Ager Aas
Præst Holm
Blisse Kiers Aas
Tømmes Bierge
Ugle Wraa Støcher
Ugle Wraa Aggre
Nørmoesse Eng
Halgangs Eng
Stij Tyche
Hveen
Hosse Rings Agre
Brød Homper
Sleet Aas
Søebiergs Aas
Gamle Wraaes
Homper
Gamle Wraas Eng
Tveden

BØGESCKOW WONGEN
Bye Aggeren ved
Liddet
Aae Agger Aas
Krag Aggerne
Stachede Aae
Agger
Sandholmen
Paa Krommerup
Weyen
Gierrebreds Aasen
Kimmer Mad
Bøgeskoufs Aasen
Lange Recke Aas
Nørskou
Bag Norskouven
Bøgeskoufs Wraa Aas
BøgeskowEnge
Stycher
Stachet By Agger
Lamme Holmen
Brend Tved
Tatters Høfd Holmb.

P. 54
Spor i landskabet efter gærder og hegn
I en del tilfælde er hegnet efter bortryddede skove overtaget af landbruget og har derfor fået lov til at blive stående; i det mindste indtil de seneste årtiers grasserende jævningsfeber. I andre, og flere, tilfælde vidner hegn inde i eksisterende skove omvendt om, hvor skovgrænsen gik ved indfredningen.

P. 58
Framlev Herreds Kongelige skove 1731
Uddrag af skovrider Peder Mönsters "Underdanig efterretning over det mig allernådigst anfortroede skovriderberidts skove og vildtbaners tilstand og beskaffenhed udi Framlev og Hjelmslev herreder", 24/8 1731 (Rigsarkivet, Rtk. 333.17)

SJELLE SOGN
Sjelle Overskov: er i længden en fjerdingvej og ligeså bred; består af ung ege- og bøgeskov, ellers er nogle gamle ege og bøge imellem, og god underskov af birk, hassel, enebærris og tjørn.
Sjelle Nederskov: en fjerdingvej lang, 20 á 30 favne bred; er et krat, som består af hassel og tjørn med nogle gamle egestumper iblandt
Sjelleskovgårds Kobler, Nederskov (er 1000 favne lang og 400 favne bred) og Dyrehaven (er 500 favne lang og lige så bred): er indlukte rytterkobler, og består skoven af god bøgeskov med nogle få ege og aske imellem samt god underskov af hassel, el og tjørn

SKØRRING SOGN
Skørring Overskov: er en fjerdingvej lang og ligeså bred; består af gamle bøgetræer og nogle gamle ege, som er tophaldne (=udgået), men god underskov, ligesom ved Sjelle er meldt
Skørring Nederskov: er 1200 favne lang og 3 á 400 favne bred; består af god ege- og bøgeskov, og god underskov af hassel, el og tjørn
Rode Krat: er 100 favne lang og 20 á 30 favne bred; består af hassel og tjørn samt nogle risbøge

SKIVHOLME SOGN
Herskind Krat: er i længden 1/4 mil og i bredden 20 á 30 favne;  består af god underskov, hassel og tjørn

FRAMLEV SOGN
Lillering Skov: udi længden 1000 favneog 4 á 500 favne bred; er god ung skov, som består af opelskede risbøge og god underskov af hassel, avnbøg og tjørn

STJÆR SOGN
Stjær Skov: er i længden 1000 favne og i bredden 350 favne somme steder smallere; består af risbøgeskov og nogle få gamle ege iblandt, så og noget underskov af bøgepur og hassel

STORRING SOGN
Storring Langskov: er præstegården tilhørende; i længden 500 favne, i bredden 100 favne; består af gammel bøgeskov og nogle få ege med god underskov, som består af hassel og el
Gammelgård Skov: er 50 favne lang og 150 favne bred; er nogle gamle egetumper samt ung risbøge- og risegeskov
Høver Skov:  er i længden 900 favne og ligeså bred; består af god underskov med nogle unge risbøge iblandt så og nogle gamle udgåede og afstyvede egestumper

SKOVBY SOGN
Skovby Krat: er i længden 700 favne og 50 favne bred; består i underskov af hassel, el og tjørn
Lundgård Skov: er 450 favne lang og 4 á 500 favne bred; består af ung bøgeskov og nogle egestumper iblandt, så og god underskov af hassel, el og tjørn

GALTEN SOGN
Galten Skov og Krat: er 1/4 mil i længden og ligeså i bredden; den største part er underskov, som består af birk, hassel, el og tjørn samt nogle gamle afstyvede egestumper. Ellers noget risbøgeskov, som er selvejernes

P. 69
Stjerneudskiftning og udflytning
Hvor det ikke var muligt at stjerneudskifte, således alle gårde kunne blive liggende i landsbyen omgivet af deres nyerhvervede jordlodder, måtte udskiftningen suppleres med en udflytning.

P. 73, 75
Sandflugt
Sandflugten opstod først og fremmest i forbindelse med forstrandens klitter og på den midtjyske lynghede, hvor det øverste tørvelag var skrællet af for at blive benyttet som brændsel eller gødning. Problemet voksede derfor som tiden gik, og i 1700-tallets sidste halvdel udgjorde sandflugtsområderne omkring 3% af landets samlede areal. Sandflugtens omfang var størst i Midt- og Vestjylland.
Først i slutningen af 1850érne kom der for alvor gang i anlæggelsen af jyske klitplantager som værn imod den menneskeskabte sandflugt. Staten anlagde klitplantager: Tvorup vest for Thisted, Bordrup ved Oksbøl, Tversted ved Tannis Bugt og Husby syd for Nissum Fjord.

P. 87
Ahl-lag
Almindelig muldjord er kendetegnet ved god bearbejdning ved hjælp af bl.a. regnorm, som øger omsætningen af næringsstoffer og giver en glidende overgang mellem jordens organiske materiale og mineraljorden. Men i områder med sandende jorder, stor fugtighed og ringe jordbearbejdning vil nedbrydningen af blade og andre planterester ofte forringes med det resultat, at der sker en forsuring. År for år ophobes der næringsstoffer, som i værste fald udvaskes af de øvre jordlag for senere at udfældes i et hårdt, lavere liggende ahl-lag. Denne såkaldte mor-dannelse fremmes bl.a. af vegetationens art, og kendes især fra lyngheden. Men også i rene bøgebevoksninger, der på grund af manglende bundvegetation udsættes for træk, og hvor jorden ikke regelmæssigt bearbejdes af oldensvin eller skovplove, vil der undertiden opstå mor.

P. 156-157
Begrebet i " ny og næ"
Det nok hedeste diskussionsemne blandt 16- og 1700-tallets skovbrugere var, hvilken betydning månens stilling havde for hugstens og skovdyrkningens gunstige udfald. F.eks. tømmer skulle hugges i næ (aftagende måne) eller såninger skulle foretages i ny (tiltagende måne). 

P. 162
Vasegærder og vindegærder
I gammel tid bestod mange hegn af såkaldte vasegærder, der kom i stand ved, at man mellem to parallelle rækker af nedrammede staver bunkede alle de grene - gerne tornede - og alt det kvas sammen, som man kunne få fat i. Sådanne gærder var hurtige at fremstille, men uhyggeligt materialekrævende. Så da træmangelen satte ind, gik man de fleste steder over til vindegærder, som kun bestod af en enkelt række staver, hvor imellem man flettede smidige, nedstævnede grene af hassel, el eller pil.

P. 168-169
Svedjebrug
Asken efter rydning gav midlertidigt næringstilskud, som dog efter nogle år blev brugt op.
Det kan ikke udelukkes , at eksempelvis Brændte Overdrev ved Bregentved på Sjælland har været genstand for en eller anden form for svedjebrug. I samme retning peger marknavne som Brændte Ris Agre i Væggerløse på Falster. 

P.  171
Trevangsbrug og landmålere
En vang drevet i trevangsbrug hvilede i princippet i et år, hvorefter den blev dyrket i to. Men det var sjældent hele vangen, der blev dyrket hver gang. De centrale dele blev som regel gødsket hyppigst, og tålte derfor bedst den forholdsvise intensive drift. Men i udkanten af vangen kom møgkærren sjældent, og jorden her måtte derfor nøjes med den gødning, som græssende kreaturer kunne give efter høst, og når vangen hvert tredje år var fælled. Derfor kunne der gå 15-20 år imellem, at de fjernest beliggende åse blev besået, og i denne lange hvileperiode, bredte træer og buske sig ind over agrene. Ved matrikuleringen i 1680érne, hvor al agerjord skulle opmåles, havde landmålerne til tider ligefrem svært ved at mase sig igennem krattet på sådanne hvilende agre.

P. 176
Den Danske Atlas
Et topografisk flerbindsværk af Biskop Erich Pontoppidan fra 1760érne.

P.  176
Højryggede agre
Den tunge hjulplov dannede de såkaldet højryggede agre. Typisk 6-16 m brede og op imod 60 cm høje. Se desuden Det åbne lands kulturhistorie af Bo Fritsbøger.

P. 189
Teglskove
1500-årenes byggeaktivitet havde stor indflydelse på danske skove. Ikke alene fordi forbruget af tømmer var enormt. Men også fordi de mange murede bygninger forudsatte brænding af hundredetusinder af teglsten og tonsvis af kalk.
På grund af rent geologiske forhold var teglbrændingen i nogen grad regionalt specialiseret, og langs Østjyllands fjorde og den fynske kyst lå små og store teglværker som perler på snor. Skibet var nemlig den eneste realistiske transportmulighed for gods i sådanne mængder.
Ved byggerier i  skovegnen placerede man oftest teglbrænderiet så nær ved byggepladsen som muligt. Og deraf udspringer antagelig navngivningen af de forholdsvis mange Teglskove spredt i det danske landskab.

P. 189-191
Kalk
Der skulle benyttes mørtel til at bygge stenhuse. I mørtel indgår kalk fremstillet af brændt kalksten. Kalk, eller på gammel dansk lim, er omkring Limfjorden særlig let tilgængelig. Men kalk findes mange steder i den danske undergrund.  Den største kalkproduktion skete de steder hvor der var både kalk og brændsel. På egnen omkring Daugbjerg og Mønsted vest for Viborg, benyttede man lyng som brændsel til kalkovnene.  Man var dog de fleste steder helt afhængig af træ som brændsel.  Langs Mariager Fjord var der både tilgængelig kalk, store skove og gode besejlingsforhold.

P. 191-192
Salt
Der blev sydet salt i mange egne af landet, men kendt i denne sammenhæng er især Læsø, egnen omkring Lønborggård sydøst for Ringkøbing Fjord (Lønborgsalt) samt Sydslesvig (Frisisk salt). Sydningen på Læsø var dog så dominerende, at dansk salt i 1600-tallet ofte uden videre gik under betegnelsen Læsøsalt.
Opvarmningen af de store, åbne saltpander var uhyggeligt energikrævende og blev forbudt i 1652. Men da havde den allerede forvoldt uoprettelig skade på Læsøs natur. Øens oprindelige skov var så godt som væk, og umilde klimatiske forhold fik sammen med læsøboernes husdyrhold skabt den lynghede, som endnu præger store dele af øen.

P. 205-208
Trækul
Trækul fremkommer ved afbrænding af træ under begrænset tilgang af luft, hvorved træets organiske forbindelser ikke forbrændes med  forkulles.  Kvaliteten af trækullet er helt afhængig af svidningens forløb og træets art, idet dog stort set alle arter har kunnet anvendes. Før indførelsen af nåletræ blev ege- og bøgekul foretrukket, mens især el dog synes anvendt til brænding af krudt kul.
Trækuls brændværdi er godt dobbelt så høj som bøgebrændes, ca. 33.000 kj/kg og forbrænding afgiver det en stærk stabil varme, som bl.a. er en forudsætning for brocestøbning (ved ca. 1000 grader C) og udvinding af jern (ved ca. 1400 grader C).
Fra historisk tid kendes to grundformer for kulsvidning. Enten foregik den kontrollerede forkulning i lukkede gruber i jorden, eller også blev træet stablet til miler, hvorefter det blev dækket med et lufttæt lag af tørv, jord og bregner eller halm. Milesvidning synes efter 1200-tallet gradvis at have fortrængt grubesvidning, og det var en stor kunst at sørge for, at der slap akkurat så meget luft ind, så forkulningen fortsatte uden at slå over i egentlig forbrænding.
Milen består af kløvet brænde, der er stablet omkring fire lodrette pæle, som danner en skorsten. For at hindre utilsigtet lufttilgang tildækkes milen inden antænding med bregner, grus, græstørv eller lignende, og under svidningen må der jævnligt kastes jord på milen for at forhindre, at forkulningen slår over i en åben forbrænding.
De skrøbelige kul tåler dårligt lang transport, hvorfor produktionen måtte foregå så tæt på aftagerne som muligt.
På Gisselfeld ophørte svidningen omkring 1770, mens man på både Brahetrolleborg og Frijsenborg blev ved et godt stykke ind i 1800-tallet. I den helt store stil videre førtes produktionen dog kun i Rold Skov og det nordøstlige Sjælland, hvor skovene var store, og afsætningsmarkedet lå tæt ved.
Gradvist overtog importen af stenkul markedet.

P. 205
Træaske benyttes til fremstilling af potaske, soda og salpeter
Det mere eller mindre forbrændte træ udgjorde undertiden selve produktet. Af træasken kunne man således udvinde et par særdeles brugbare salte: potaske eller soda (natriumkarbonat) til rengøring og glasfremstilling og salpeter (kaliumnitrat) til den strategisk vigtige indenlandske produktion af krudt.
I 1600-årene fandtes der såkaldte salpeterlader i mange danske len.
Selve krudt fremstillingen foregik i Nordsjælland og i Flensborg.
Eftersom de kemiske forbindelser, der skulle udnyttes til potaske- og salpetersydning, udgør mindre en 1% af træets tørvægt, må træforbruget i 1600-tallets krudtproduktion have været enormt.

P. 255
Skanderborg Rytterdistrikt
Nævnt på denne side.

P. 364-367
Skovembeder
Skovfoged/skovrider
Typen på skovfoged var i statsskoven helst en granvoksen mand, ofte bar han et velproportioneret fuldskæg. Til daglig brug kunne han færdes i civil, men den reglementerede kasket var obligatorisk, ligesom de lange støvler hørte med. Privatskovens skovfogeder frembød en meget varieret klædedragt, som oftest prydet med hjortetaksknapper i rad og række, for og bag, varierende i størrelse efter anvendelse og individuel smag. Skæg og støvler var sædvane, hatten var ofte særpræget. Oftest havde han opdræt af jagthunde for at hjælpe på indtægterne, og det gav en vis baggrund at have en hund til at følge i hælene, så at man i påkommende tilfælde kunne demonstrere, hvor velopdragne de hunde var, og netop fra den kennel.  (Uddrag af daværende skovfogedelev Povl Schmidts erindringer fra årene omkring 1912-13 (efter Ole Højrup: Herregårdsliv 4, København 1981)).
Skovfogden benævnes også skovrider, da hesten er hans transportmiddel.

Skovløber
En del af skovarbejderne blev ansat som skovløbere, i statsskovvæsenet undertiden kaldet hegnsmænd. De fik samme løn som andre arbejdere, men havde til gengæld bolig i et skovløberhus mod at hold opsyn i den skovpart, der lå nærmest huset. Og i tider med krybskytteri kunne det indebære et temmelig omfattende og undertiden farligt arbejde.
Skovarbejder
Arbejdet var hårdt og ofte dårligt betalt.

P. 380
Fredskovsforordningen 1805
Forordning om skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning i kongeriget Danmark fra 1805, også kaldet Fredskovforordningen, var C.D.F. Reventlows værk. Gennem nogen tid arbejdede han og andre af statsadministrationens embedsmænd på en forordning om skovudskiftning, som var en naturlig følge af den almindelige udskiftningsbevægelse.
Fredskovsforordningen formulerede en grundlov for forholdet mellem skoven som privat ejendom og skoven som samfundsgode.
Fredskovpligten betød, at alle arealer, hvorpå der i 1805 fandtes overskov, i al fremtid skulle fastholdes som skov, og at skovgræsning ikke længere måtte finde sted.

P. 384
Statskovvæsenets distriktsinddeling 1993
Se kort på side denne side.

P. 390
Jeppe Aakjærs hedesag
Uddrag af Jeppe Aakjærs kronik i dagbladet Politiken den 11.12.1909:
For mig er det ikke nok at få lyst fred over en eller anden hældende busk ved vejsvinget, for mig gælder det om at få skreget et stop til den trold, der stjæler os barnet op af vuggen og lægger en skifting i dets sted. Og trolden jeg sigter til, er det Danske Hedeselskab. Det har samlet hele sin opmærksomhed om Vestjylland, og ingen erobrede horde kunne have gået mere skånselsløst til værks mod en provins´ oprindelige, nationale skønhedsværdier. Det er et selskab, der truer på livet alt det helligste, vi ejer, alt det, vi har erklæret vores kærlighed i vort livs skøneste øjeblikke: landskabet, udsynet, de milehvælvende horisonter. Hvilket eventyrland var ikke disse vestjyske egne i vor barndom, da fåreflokke klang gennem den duggede morgenstilhed milevidt henover lyng og lav.

Allerede midt i 1800-tallet var heden blevet genstand for den samme naturdyrkelse, som i Østdanmark fortrinsvis rettedes mod skoven. Steen Steensen Blicher forevigede hedens rå, tilsyneladende urørte natur, og i takt med en stigende jysk selvforståelse blev synet på lyngheden i løbet af århundredet præget af stærke følelser af både politisk og poetisk tilsnit.
Det var derfor ikke så mærkeligt, at Danmarks Naturfredningsforening allerede fra sin grundlæggelse i 1911 rettede interessen mod heden, og i denne forbindelse var talrige sammenstød med Hedeselskabet uundgåelige.
Stærkest blev den voksende modstand mod hedeopdyrkningen og skovtilplantningen imidlertid formuleret af digteren Jeppe Aakjær. Han fremstod derved som den hårdeste og klareste kritiker af Hedeselskabet, dette "kæmpeforetagende i den skæreste nyttes tegn, hvis kolde rektangulære principper går som en jerntromle hen over nok så skønne og særegne landskabelige ejendommeligheder". For ham drejede hedesagen sig nemlig ikke længere om at forvandle heden til agerjord og plantager, men tværtimod om at bevare den typiske midtjyske natur for eftertiden.